Jeg deltager i øjeblikket i et forløb hvor “sårbarhed” er ugens emne, og det får mig selvfølgelig til at reflektere over min egen, men også over den sårbarhed jeg ser i andre. Især når det handler om et af de emner jeg beskæftiger mig med: Afdødekontakt.
Du har måske læst om min guidede meditation (som nærmere er et minikursus) til at få kontakt med en afdød. Ellers kan du læse om den her: Kontakt til afdøde – du kan selv.
Det jeg ser i manges øjne når jeg fortæller om den, er først et drømmende blik der siger “hvor ville det være dejligt at få kontakt igen” – men så kommer sårbarheden i blikket, og det er som om drømmen lukker lidt ned igen. Ikke af manglende tro på at det kan lade sig gøre, men af det jeg tolker som en frygt for at få rippet op i sorgen igen.
Det føles utrolig sårbart at lukke op igen for noget vi måske har brugt flere år på at lukke ned for. Men – uden at jeg skal gøre mig til sorgekspert, og du skal altid lytte til din egen mavefornemmelse – der ligger også en utrolig stor gave i den sårbarhed!
Min erfaring er at hvis jeg lukker ned for sorgen og savnet, så er jeg også nødt til at lukke en lillesmule ned for kærligheden. Jeg kan ikke elske helt og frit hvis en del af mig er bange for at lukke helt op af frygt for mere sorg og savn. Sårbarheden og kærligheden hænger uløseligt sammen.
Så hvis du mærker en (måske bare lille) “hårdhed” indeni ved tanken om at få kontakt til en afdød – en lille frygt for at blive ked af det – en følelse der får dig til at skubbe tanken væk – “nej, det vil jeg ikke lukke op for igen” – så ligger der måske i virkeligheden en skat begravet under den.
Følelser er ikke farlige. Det er langt “farligere” (for vores samlede velbefindende) at lukke af for dem. At have fuld adgang til hele registret, giver større frihed.
Nu relaterer jeg det lige til afdødekontakt her fordi jeg selv opdagede for mange år siden da jeg fik personlig kontakt til min far, hvor befriende det var – lige dér under de tårer der helt naturligt kom – at mærke kontakten og kærligheden igen. Det er ikke den der gør ondt, men den barriere jeg skærmer mig mod sårbarheden med. Det gælder også i kontakten med de fysisk levende – og i alt hvad vi gør.
På Facebook har jeg lige delt et opslag af Majbritte Ulrikkeholm hvor hun utrolig smukt beskriver den gave der ligger i ikke at skærme sig, men at byde sårbarheden velkommen. Det kan jeg varmt anbefale dig at læse her: Majbritte om sårbarhed
Kærlig hilsen
Anja
P.S. Lige det med afdødekontakt: Du behøver ikke gøre det alene hvis dét føles alt for sårbart. Du kan gøre det sammen med mig, eller du kan gøre det sammen med en anden som har lyst til at komme i kontakt med den samme person. Selvom sådan en guidet meditation du har købt, ikke må sendes til gud og hvermand, så er det altså helt i orden at høre den sammen med andre, og i dette tilfælde kan det være rigtig dejligt og trygt at gøre. 🙂
