Hen over de seneste par uger har noget naget mig. Jeg har for så vidt haft det godt, men på et enkelt område af mit liv har der været et sort hul jeg blev ved at falde ned i. Og, kender du det, jeg har bare ALLE værktøjerne til at få mig selv op af hullet igen. Visualisering, bekræftelser, The Work, guidede meditationer, motion, frisk luft, nogen at snakke med og meget, meget mere. Jeg ved hvad der skal til. Jeg gør det bare ikke. I stedet slår jeg mig selv oven i hovedet over at jeg overhovedet har det sådan – var jeg dog ikke kommet over det for længst? Og så slår jeg mig selv over at jeg ikke bruger de værktøjer jeg ved virker. Og så slår jeg mig selv over at jeg slår mig selv. Du godeste!

De sidste par dage er jeg så heldigvis begyndt at gøre nogle af de gode ting, og de havde selvfølgelig ret hurtigt en effekt. Og nu griner jeg så lidt af mig selv i stedet for at slå mig – et klart tegn på at det går den rigtige vej.

Men det fik mig til at tænke på at vi kan lægge værktøj på værktøj på værktøj oven i vores mentale værktøjskasse. Gå på workshops og kurser, tage på retreats, læse bøger – selvudvikle som bare pokker. Blive ved og ved med at hælde nyt på. Måske i håb om at denne gang finder jeg dét værktøj som jeg aldrig glemmer at bruge. Denne gang bliver jeg sådan rigtig oplyst og falder aldrig mere ned i sorte huller. Og sådan går det sjældent. Men måske alle værktøjerne i kombination giver os en nøgle der gør at vi trods alt bliver i de sorte huller i kortere og kortere tid. Det er mit håb. Jeg er i hvert fald holdt op med at have en forventning om at ën metode, ét kursus, én behandling kan løse alle mine problemer.

Og derfor vil du heller aldrig høre mig lovprise Hemi-Sync som det eneste saliggørende selv om jeg nu holder workshops i brugen af det. For det kan ikke løse alting. Faktisk kan det ikke løse noget uden dig og din intention med det. Men det kan måske hjælpe dig derhen hvor løsninger findes, eller derhen hvor der i hvert fald findes noget fred og ro. Det er det jeg bruger det til. Og det er faktisk det eneste jeg ikke glemmer at bruge når jeg sidder fast i sorte huller. Fordi det eneste det kræver af mig, er at jeg lægger mig ned og lytter og slapper af. Men det kan ikke give mig det samme som en kop kaffe og en dyb snak med en god veninde f.eks. gav mig her til aften, eller det som en tur med pennen hen over et stykke papir kan give mig. Der skal mange små ting til. Og for dig virker noget helt fjerde. Men gør det. Brug det der virker. Måske behøver du faktisk slet ikke lære flere metoder eller gå til flere behandlinger. Måske er det nok faktisk at bruge det du allerede har lært.

Hav en rigtig dejlig pinse!

Kærlig hilsen
Anja

P.S. Hmm, det er måske så det helt forkerte tidspunkt at nævne det på men hvis du gerne vil føje flere værktøjer til din mentale værktøjskasse, har jeg stadig 3 pladser tilbage på min Hemi-Sync-workshop d. 1. og 2. juni i København – du skal være så hjerteligt velkommen

Værktøjer er kun noget værd hvis du bruger dem is a post from: Efterlivet.dk

“Denne workshop kan ændre dit liv”, læser jeg – på hjemmesider der handler om den workshop jeg nu (1. juni) for alvor skal i gang med at holde her i Danmark. Det er store ord, synes jeg. Så store at jeg ikke tør bruge dem som mine egne. Endnu da. Men jeg tør godt referere til dem, for der er noget om snakken. I hvert fald ifølge min gode veninde som var så rar at være prøvekanin på en af de private workshops jeg har holdt i løbet af den sidste måneds tid for at øve mig. Her er hvad hun lige har skrevet til mig da jeg spurgte om hun ville fortælle hvad workshoppen havde betydet for hende:

“Man læser så tit, på bagsiden af bøger og på diverse kursussider, at “det her vil ændre dit liv!”, og jeg tager altid den slags med et gran salt. Men nu er der gået en måneds tid, siden jeg var på workshop med Hemi-sync, og jeg kan lige så godt sige det, som det er; de to dage med mærkelige lyde i ørerne har faktisk ændret mit liv. I hvert fald blev det for mig startskuddet til et helt nyt forhold til både mig selv og – store ord, jeg ved det – Gud, som stadig udvikler sig dag for dag. Og jeg tror aldrig, mit liv bliver helt det samme igen. Og gudskelov for det.

På workshoppen kom jeg i kontakt med nogle meget dybe lag i mig, som længe har været en hindring for en dybere kontakt med det guddommelige og mig selv, og de lag blev der kastet lys på under flere øvelser på workshoppen. Siden er det lys bare blevet større og større.

Ord er fattige, når jeg skal forsøge at forklare, hvad det er, der er sket. Men noget i mig – en ny villighed, en ny bevidsthed, en ny overgivelse til det, der i virkeligheden er mig; Selvet – er blevet født i mig. Det startede på workshoppen, og siden er det, som om jeg gennem bøger, meditation og flippede hændelser i hverdagen bliver ført videre af den vej: Vejen Hjem. Hjem til Gud og Selvet. Og den vej har jeg ledt efter, så længe jeg kan huske. Det lyder måske højtravende, men sådan føles det slet ikke. Det er den mest naturlige følelse, jeg nogensinde har haft. Følelsen af, at også jeg har et formål. Og en vej. Følelsen af kærlighed.

Før workshoppen var Universets, Guds, Altets, kald det hvad du vil, kærlighed et begreb, jeg kun havde hørt og læst om. På workshoppen mærkede og erfarede jeg den. Og jeg fik et lillebitte, men ufatteligt smukt glimt af hvem jeg er, hvem vi er og hvad meningen med det hele er. Og lige siden har jeg kunnet tude over en regndråbe på et blad, en snegls langsommelighed og udtrykket i en hunds brune, klare øjne. Men mest af alt tuder jeg over al den kærlighed, der findes til os. Og til mig. Og jeg ved, at jeg i virkeligheden er det alt sammen. Så nej, mit liv bliver aldrig det samme. Heldigvis.

Jeg er så dybt taknemmelig for alt det, den workshop satte i gang, og jeg er så spændt på, hvor det kommer til at føre mig hen. Tak tak tak!”

Jeg burde egentlig ikke lægge ud med at fortælle dig om workshoppen på den måde, for er der noget der kan bremse for ens egen oplevelse af tingene, så er det forventninger. Det kan du læse mere om her: Spænd ikke ben for dine sanser Men jeg kan altså ikke lade være alligevel, for det vil nok være svært at få dig med på en workshop hvis det mest overbevisende jeg kan sige, er “det må du selv finde ud af”. Så nu har jeg gjort det – skruet dine forventninger op. Undskyld. Måske skal du i stedet bare læse den helt jordnære beskrivelse af workshoppen her, og se om du har lyst til at tilmelde dig. Den foregår d. 1. og 2. juni kl. 8.30-18.00 i København. Jeg håber at se dig der. Der er 8 pladser, og jeg har ingen anelse om hvor hurtigt de er væk.

Kærlig hilsen
Anja

P.S. Jeg kommer gerne andre steder hen og holder workshops hvis du ikke lige kan komme til København. Læs nederst på siden hvordan det i så fald kan foregå.

De andre siger at det her kan ændre dit liv! is a post from: Efterlivet.dk

Det lader til at nogle automatisk ser andre menneskers energier som dårlige. Det synes jeg er noget pjat, og det handler afsnit 13 af “Den ene side af Anja Lysholm” om.

Jeg har som nævnt i videoen, lavet en guidet meditation som kan hjælpe dig med at hive din egen energi hjem og sende andres energier hjem til dem. Den finder du her: Mærk din egen kerne

Afsnit 13: Den ene side af (dårlige) energier is a post from: Efterlivet.dk

Jeg fik for nogle dage siden en et spørgsmål på min Facebook-side (som du meget gerne må “synes godt om” her :-)) fra Anne som ville vide om jeg opnåede at komme til de forskellige fokusplaner da jeg var på Monroe-instituttet, eller om jeg ikke oplevede tingene så klart som Bruce Moen. Mit svar lød (forkortet): “Ja, det gjorde jeg. Jeg havde nu ikke de vilde oplevelser (a la Moen) – måske mest fordi jeg var der i den mest stressede tid i mit liv nogensinde, og jeg faldt faktisk i søvn under de fleste af øvelserne. Det i sig selv var jo ret frustrerende, men til gengæld var resten af opholdet så fænomenalt at jeg har længtes efter at komme tilbage lige siden.”

Annes spørgsmål fik mig til at tænke på en ting der er vigtig for mig at pointere for dem der overvejer en tur til Monroe-instituttet eller en af Bruce Moens workshops – eller en af mine når jeg går i gang til næste år: Pas på at du ikke spænder ben for dine sanser ved at forvente at opleve noget bestemt.

Hvis der er noget der kan blokere for oplevelser, er det forventninger. Folk som Bruce Moen og Robert Monroe oplever og beskriver ting på deres måde, og hvis man tænker “det er dét jeg gerne vil opleve”, så blokerer man måske for at opleve ting på sin egen måde. Vi sanser alle sammen forskelligt. Nogle er meget visuelt anlagt, andre mere auditivt, andre igen oplever bare at have en viden om ting uden at se eller høre noget som helst. Vi har også forskellige grader af nysgerrighed og forskellige formål med at være her og med at udforske vores bevidsthed, og vi har forskellige erfaringsgrundlag. Alene derfor vil vores oplevelser kunne være vidt forskellige, men det gør jo ikke nogles oplevelser mere valide end andres.

Hvis to mennesker tager til Paris, vil de også opleve byen helt forskelligt. Den ene er måske meget udadvendt og tager rundt på små cafeer og snakker med folk til livlig musik, hvor den anden er mere indadvendt og tager på museer og udstillinger for at fordybe sig stille i sin egen oplevelse af kunsten. De to har begge været i Paris og haft skønne oplevelser, men vil kunne fortælle vidt forskellige historier om byen til andre. Og tager en tredje så til Paris med en forventning om f.eks. at opleve snak og musik som den første, men er overhovedet ikke en person der naturligt opsøger de steder hvor det findes, ja, så vil vedkommende måske vende en smule skuffet hjem – men kunne have haft en pragtfuld tur hvis han havde været åben for at finde sine egne skønne steder i Paris. Kan du se hvor jeg vil hen?

I sammenligning med de oplevelser Bruce Moen har beskrevet i sine bøger, kunne jeg måske nedtrykt konstatere at jeg ikke oplevede en skid da jeg var på Monroe-instituttet. Men det passer ikke. Jeg oplevede små og meget subtile ting som gjorde at jeg f.eks. traf en livsændrende beslutning som har vist sig meget vigtig for mig. Og opholdet i sig selv var ovenud fantastisk.

Det minder mig om at jeg faktisk aldrig har fået skrevet et indlæg om hvad jeg oplevede dengang. Det har jeg fået lyst til at gøre nu – omvendt kan det jo så give dig nogle uheldige forventninger til hvad du selv kan opleve når/hvis du deltager i noget lignende. Uanset hvad, må opfordringen herfra ubetinget lyde: Slip så vidt du kan, alle dine forventninger om hvad du kan, skal eller bør opleve når du tager på rejse i din bevidsthed. Så er chancen for at du oplever noget som helst, væsentlig større.

Spænd ikke ben for dine sanser is a post from: Efterlivet.dk

Det har været et vildt år. Ikke at der er sket store ting for mig udadtil, men indadtil er der rykket en helt masse rundt. En af de ting der er sket, er at jeg ikke længere tvivler på hvilken retning jeg skal gå. Jeg har brugt utrolig lang tid på at krybe uden om det faktum at jeg virkelig gerne vil beskæftige mig med menneskets bevidsthed og efterliv (som jo faktisk bare er vores nu-liv fra et andet perspektiv). Men jeg har været nødt til at indse nu at det er min vej i livet at beskæftige mig med de ting. og at jeg sgu aldrig kommer videre hvis jeg bliver ved at lave andre ting under dække af at det er meget mere “fornuftigt”.

Hvis du har fulgt med i mine ting længe, så ved du måske at jeg var på Monroe-instituttet i Virginia i 2008, og lige siden har jeg ønsket mig at vende tilbage dertil. Jeg er ellers ikke spor rejselysten (kun i det ikkefysiske ), men lige det sted tager jeg gerne på en lang rejse for! Og det har jeg fået mulighed for nu. Min erkendelse fik mig til at hæve en gammel opsparing og bestille en tur – faktisk to – derover. Den ene tur (til februar) bliver for at blive certificeret til at holde Hemi-Sync-workshops i Danmark. Den anden tur (nu til nytår) er faktisk kun (men hurra for det!) fordi jeg for at tage certificeringen skal have været der to gange, og jeg har jo kun været der én. Det er ikke lange ophold jeg skal på- kurserne varer kun 6 dage – men inden jeg skal af sted, er der en masse at læse på. Jeg skal jo vide alt hvad der er værd at vide om instituttet, Robert Monroe og Hemi-Sync, og der er sandelig meget at sætte sig ind i og skriftlige opgaver der skal skrives.

Det sætter et andet projekt lidt på hold (men kun på hold, ikke i stå), nemlig det projekt jeg har fablet om i årevis: At lave en online-workshop ud af Bruce Moens 5. bog, Afterlife Knowledge Guidebook. Grunden til at det har været så længe undervejs, er at jeg som nævnt simpelthen har gjort alle mulige krumspring for at undgå at beskæftige mig med det spirituelle. Bildt mig ind at det var noget pjat, været bange for at blive sat i bås med nogle spirituelle mennesker der repræsenterer en side af det spirituelle miljø jeg ikke ønsker at repræsentere, overbevist mig selv om at “det er der jo ingen der kan leve af”, og meget andet begrænsende støj, som vel dybest set handler om en angst for ikke at være god nok.

Men det skal være slut nu. 2013 bliver året hvor jeg begynder at holde workshops selv. Jeg kommer også til at invitere Bruce Moen som jeg plejer (og andre, håber jeg), så ham får du stadig mulighed for at opleve. Hvis du ikke allerede får mit nyhedsbrev, så skriv dig op til det ovre i højre side så du ikke går glip af hvornår det sker – hvis den slags altså har din interesse.

En anden ting jeg er begyndt på, er at lave guidede meditationer (klik på linket hvis du vil se dem). Jeg har altid elsket at bruge sådan nogle selv (det er bl.a. derfor jeg elsker Hemi-Sync), og pludselig gik det op for mig at eftersom jeg både er glad for at skrive, er glad for musik og er professionel speaker, så var det da mere end oplagt at jeg lavede dem selv. Og så passer det jo glimrende ind i min øvrige virksomhed, der som du nok ved, er det forlag der udgiver Bruce Moens bøger.

Jeg glæææder mig til at se hvad det næste år vil bringe. Jeg bliver altid vildt overrasket som mit liv skrider frem. Det er som om planer lægger sig selv og jeg bare skal gå den sti der bliver lagt for mig. Kender du det?

Jeg smutter en tur (faktisk to) til USA is a post from: Efterlivet.dk

Afdødekontakt – noget mange af os synes er utrolig spændende. Tænk at kunne tale med de døde. Men hvorfor egentlig beskæftige sig med det? Hvorfor træne den evne? Det handler om at hjælpe!

På denne her side – hos os der stadig er i det fysiske – er der mange mennesker der har mistet et menneske de elsker. Tror de. For vedkommende er der faktisk endnu, men har flyttet sig til et andet plan. Det kan være en utrolig stor hjælp og trøst at få kontakt og vide at ens kære har det godt der hvor de er nu.

På den anden side – hos de såkaldt afdøde – kan der i lige så høj grad være brug for hjælp. Det kan være til at skabe den samme kontakt til dem der lever her endnu, men det kan også være til at komme det rigtige sted hen. Nogle mennesker har nogle overbevisninger før de dør, eller dør på en måde der gør at de kommer til at “sidde fast” et sted når de forlader det fysiske. Det er det sted Bruce Moen med Monroe Instituttets termer kalder Fokus 23 eller Fokus 24-26, også kaldet trossystemterritorierne. Det er meget svært for ikkefysiske hjælpere at få fat i de sjæle der er havnet der, fordi de er tættere knyttet til det fysiske og derfor simpelthen ikke kan få øje på dem. På samme måde som de færreste af os får øje på spøgelser fordi vi ikke lige er “tunet ind på den kanal” her i vores fysiske tilstedeværelse. Men os kan de få øje på, og derfor kan vi faktisk hjælpe de ikkefysiske hjælpere med at få afdøde bragt det rigtige sted hen. Det sted hvor de kan genforenes med deres kære og frit beslutte hvad de nu vil med deres videre eksistens.

Det er det Bruce Moen underviser i på sine workshops. Ikke “bare afdødekontakt”, men hjælp til vores medmennesker – både de levende og de “døde”.

Kærlig hilsen

Anja

Afdødekontakt? Det handler om at hjælpe is a post from: Efterlivet.dk

Som du kunne læse i et tidligere blogindlæg, har jeg længe drømt om at komme tilbage til Monroe Instituttet i Virginia og lære at bøje skeer, men for et par måneder siden blev jeg utålmodig og bestilte home study-udgaven af kurset, der hedder SyncCreation. Efter at have kæmpet frustreret med det i et par måneder, er det nu endelig lykkedes mig at lære det, og jeg vil da lige vise dig hvordan det foregår. Det var først i går aftes jeg fik fat i det, så jeg er ingen haj endnu og laver ingen fancy krøller på metallet som jeg har set andre gøre, men man skal jo starte et sted.

Se med her:

Når jeg bliver bedre (man skulle efter sigende kunne lære Uri Geller-tingen og bøje dem uden at bruge begge hænder), skal jeg nok uploade nogle flere videoer hvis du er nysgerrig. Indtil da kan du jo også nyde hende her som krøller sin ske til ukendelighed.

Hun har i øvrigt også denne video der lærer dig at gøre det selv.

Prøv! Og skriv gerne i kommentarfeltet om det lykkedes dig. Hvis ikke, så fortvivl ikke – mig tog det altså nogle måneder.

Afsnit 12: Den ene side af skebøjning is a post from: Efterlivet.dk

I morgen kl. 12 sender jeg en mail ud på mit nyhedsbrev hvor jeg udlodder en plads på Bruce Moens workshop til maj (grundworkshoppen på 3 dage) hvis man vil besvare en lille læserundersøgelse. Desuden får alle der deltager i undersøgelsen, Bruce Moens 2 danske e-bøger (samlet værdi 228 kr.) som tak for hjælpen.

Derfor: Abonnerer du ikke allerede på mit nyhedsbrev, og er spirituelt interesseret, så skriv dig op her ude i højre side. Så får du under alle omstændigheder også adgang til den gratis prøveversion af hans onlineworkshop. Det er den rene gavebod.

Kærlig hilsen

Anja

Vind 3 dages workshop med Bruce Moen (værdi: 1800 kr.) is a post from: Efterlivet.dk

Jeg har fået en mail i dag som virkelig satte nogle tanker i gang hos mig. En måde at se livet på som jeg aldrig er stødt på før eller selv har tænkt på, men som virkelig giver mening for mig. Mailen kom fra min amerikanske underviser på kurset SyncCreation som jeg har fortalt om her. Vi talte om det med at stå et sted i sit liv hvor man føler at man skal starte forfra, og at det kan føles lidt tungt at stå der igen igen! Jeg skal prøve at oversætte/formulere den teori han delte med mig, her. Både for at dele den med dig, og fordi jeg har brug for at skrive det til mig selv og på den måde tænke det igennem

I det meste af menneskets historie har vores forventninger til livet været baseret på at vi levede et ret kort fysisk liv. Der er grænser for hvor meget et menneske kan opleve og opnå i løbet af 20-30 års voksenliv. Men i dag er det ikke usædvanligt at vi lever i 80-90 år. Spirituelt set har det både fordele og ulemper. En af fordelene er at vi lever længe nok til at nå at se resultatet af vores livsvalg. En ulempe kan til gengæld være at vi på forholdsmæssig kort tid når at udleve de ting vi havde sat os for. Det kompenserer universet så for ved at “trykke på reset-knappen” indimellem for at opfordre os – eller måske endda tvinge os – til at at starte en ny inkarnation i vores eksisterende inkarnation. Hemmeligheden er så at lære at navigere frit og let i det uden sorg eller fortrydelse og favne hver ny begyndelse. I stedet for at tænke “æv, nu skal jeg starte forfra”, så tænke “wow, jeg får lov at starte forfra, og endda helt uden at jeg behøvede at dø først”.

Dvs. hvis du står et sted i dit liv der føles som at starte forfra, så se det som en helt ny mulighed for at genskabe dig selv og begive dig ud på en helt ny livsvej. En genfødsel i det liv du allerede har.

Jeg synes det er en helt fantastisk tanke med sådan en universel reset-knap der giver os flere inkarnationer i én, og jeg kan mærke at jeg ikke er helt færdig med at tænke over konsekvensen af det, men nu er jeg i gang, og nu er tanken delt med dig. Måske den også sætter noget på plads eller i gang hos dig?

Har vi flere inkarnationer i én? is a post from: Efterlivet.dk

Jeg deltager i et kursusforløb i øjeblikket som hedder SyncCreation. Det handler om at træne sin intuition, åbne sit hjerte og aktivt skabe det man ønsker sig. Man kan sammenligne det lidt med The Secret – bare i en, for mig at se, langt mere udviklet  og moden udgave som handler om mere og andet end at manifestere biler, huse og formuer. Ikke at der er spor galt i det, og det kan man også bruge det til, men jeg har lyst til et dybere arbejde med mig selv og til at finde ud af præcis hvad det er der virker, når det lykkes en at manifestere noget man har ønsket sig. Altså ikke bare nå sine mål og drømme, men de der ting der synes at dukke op ud af det blå “bare fordi” man har tænkt på dem.

Som da jeg for nylig gik og ønskede mig en ny sofa – gerne en hjørnesofa – men ikke havde en klejne at købe en for, ikke engang en brugt. Jeg lagde et billede af en hjørnesofa op på mit lille visionboard (som i mit tilfælde bare er et lille udprintet A4-ark med billeder jeg har fundet på nettet) og tænkte: “Jeg ønsker mig en dejlig sofa som denne her. Den må gerne være brugt, den skal være gratis, og nogen skal gratis levere den til mig, for jeg har ikke engang råd til at betale for en 3×34″. Jeg tænkte også at især det sidste da ærlig talt var utopisk, for hvem hulen forærer lige en sofa væk OG tager det tunge slæbearbejde op på 3. sal med den kvit og frit? Men jeg tog da heldigvis fejl!

Til min 40-års fødselsdag var vi nogle stykker der sad i den helt elendige sovesofa jeg havde, og min veninde brokkede sig højlydt over hvor dårligt hun sad i den. Pludselig udbrød min anden venindes kæreste, som hun lige var flyttet sammen med: “Anja skal da have min sofa!” Det viste sig at da hun flyttede ind, fik han en stor, dejlig hjørnesofa i overskud, og den fik han nu lyst til at forære mig. Et par uger efter, da de alligevel skulle flytte de sidste af hendes ting ind i hans lejlighed, kom de derfor lige forbi mig med sofaen. Han og en ven bar den op på 3. sal og ind i min stue hvor jeg nu glæder mig over den hver dag. Så jo, der VAR nogle der ville forære en dejlig hjørnesofa væk OG levere den og slæbe den op på 3. sal for mig – helt uden at få noget for det. Wow.

Nu kan man jo godt, hvis man er lidt til den skeptiske side, sige at det bare var et tilfælde. Og den mulighed afviser jeg ikke.  (Gu’ gør jeg så, men jo, det er selvfølgelig en mulighed ) Men når sådan noget er sket for en tilstrækkelig mange gange til at man begynder at undre sig, så bliver man, når man er mig, nysgerrig efter hvad det er for en mekanisme der er på spil. Og derfor er jeg altså gået ind i det her kursusforløb.

SyncCreation indeholder træning i psykokinese som er aktivt at manipulere fysisk stof med sine tanker og følelser. Måske har du læst et af mine tidligere indlæg der hed “Jeg vil til Virginia og bøje skeer“? Det er præcis det her kursus jeg er i gang med, bare i en gør-det-selv-derhjemme-udgave. Så en af øvelserne går altså ud på at blødgøre metal ved tankens kraft så man bliver i stand til at bøje det. Det er ikke lykkedes mig endnu, men jeg ved at det kan lade sig gøre, og jeg VIL lære det. Ud fra et egosynspunkt vil det være et megablæret “partytrick” at kunne, men det spirituelle formål for mig med at lære det, er at det er et helt konkret fysisk udtryk for at vi mennesker er i stand til at påvirke den fysiske verden med vores tanker, og DET er noget der rykker. Jeg forventer at det vil kunne give mig lige præcis den forståelse af hvad det er der skal til for aktivt at manifestere, som jeg længes efter. Jeg har nemlig dybest set et skeptisk sind (selv om det kan være svært at se ud fra en blog som denne), og det har brug for helt praktisk “syn for sagn”.

P.S. Jeg overvejer om jeg skulle arrangere en SyncCreation-workshop i Danmark (altså med undervisere fra USA). Lyder det som noget du kunne tænke dig at deltage i?

SyncCreation – et kursus i manifestation og psykokinese is a post from: Efterlivet.dk