Siden jeg lavede min lille video med kritik af millionøse-konceptet, har jeg set at den video jeg selv reagerede på, har været genstand for større opmærksomhed end jeg troede. Den er simpelthen endt i en hel del medier med kommentarer som “vi troede det var en joke” og ord som “hjernevask” og “sekterisk” påklistret.
Jeg deltog selv i latterbrølet på Twitter over videoen, men jeg er alligevel lidt ubehageligt overrasket over hvor meget folk sviner dem til. Jeg mener … ligefrem hjernevask? Godt nok bruger de en markedsføring der ikke falder i min smag, og jeg savner i den grad at kunne mærke at der er hjerte bag, men jeg synes alligevel det er groft ligefrem at dømme hele konceptet som svindel på baggrund af en uheldig YouTube-video.
Nu er hverken Kernesund eller Millionøsemetoden jo nogen nyhed – de er koncepter der har begejstret folk i årevis, og al respekt for det. Jeg brød mig bare ikke om blandingen og markedsføringen, og det var det jeg selv reagerede på. At der ligger gode intentioner bag, er jeg slet ikke i tvivl om, og det ærgrer mig egentlig lidt at se at der bliver peget fingre på den måde der gør. Det lugter for meget af jantelov (og det gør mit eget indlæg sikkert også for dem der er begejstrede for metoderne). På den anden side har de så fået en hel del publicity, og mon ikke den opvejer den respekt de har tabt hos os der alligevel ikke ville have købt varen?
No related posts.
