Den kirke jeg kom i som barn, beskrev Helvede som et sted med evig straf og lidelse. Hvis jeg brød reglerne i løbet af mit ene liv, ville min sjæl tilbringe resten af evigheden under tortur i Helvede, sagde de. Der findes mange variationer over det tema i næsten alle religioner i verden, og ingen af dem er behagelige. På en af mine rejser i Efterlivet mødte jeg Max, en mand som fortjente at være i Helvede hvis der fandtes et. Hans Helvede var ikke helt hvad jeg havde forventet.

Max havde været psykoterapeut det meste af sit liv i den fysiske verden. Ud fra beskrivelserne fra dem som havde kendt ham, kunne han også betegnes som følelsesmæssig sadist. Han nød at påføre folk sjælelig og følelsesmæssig smerte. Hans uddannelse og virke som psykoterapeut gjorde ham rigtig god til det. Han vidste hvordan han skulle finde folks svagheder, og vidste hvordan han kunne finde ud af folks dybeste, mørkeste hemmeligheder og bekymringer. Han vidste hvordan han kunne bruge disse hemmeligheder og bekymringer til at påføre dem en stærk, pinefuld sjælelig og følelsesmæssig tortur. Jeg siger ikke at det var det eneste han brugte sin uddannelse til. Han kan endda have gjort noget godt for nogle mennesker. Men hans venner, familie og kolleger var ofte ofre for hans pille-vinger-af-fluer-mentalitet. En af Max’ yndlingslege var noget man kunne kalde ”jeg vil se dig og ham slås”.

Over tid ville Max på meget diskret vis finde ud af ens dybeste hemmeligheder og bekymringer. Han var en dygtig psykoterapeut og kunne indsamle alle de oplysninger han havde brug for, i noget der lignede en helt almindelig samtale. Et lille spørgsmål her, et lille spørgsmål der – det gjorde egentlig ikke så meget hvor lang tid det tog ham at få hvad han havde brug for, bare han fik det. Når han så havde forstået hvordan ens sårbarheder fungerede, ville han vælge en anden som han allerede havde undersøgt og fundet ud af, som ville angribe ens svagheder ud fra deres.

Forestil dig for eksempel at han opdagede at det var din største frygt at nogen skulle finde ud af at du var bøsse. Altså ikke bare en almindelig bekymring, men en angstprovokerende, dybfølt, ondt-i-maven-frygt for at blive afsløret. Måske bekymrede du sig konstant for om din politiske karriere ville være slut hvis dine vælgere kendte deres kandidats hemmelighed. I sådan et tilfælde ville Max måske arrangere et møde mellem dig og en bøssehadende journalist hvis største frygt var at bøsser i politik ødelagde verden. Han ville tilrettelægge det møde sådan at han selv ville være til stede og kunne overvære fyrværkeriet. Før du og journalisten mødtes, ville Max komme med små hentydninger til jer begge for at føde jeres ængstelighed. Hans hentydninger ville sjældent være særlig fine, for han skulle jo trods alt sikre sig at I kom op at slås når I mødtes, så han kunne se på.

Et eksempel mere må være nok til at du kan få en god forståelse af Max’ følelsesmæssigt sadistiske væsen. Under en hyggelig samtale til en fest kan han, efter at have præsenteret sig som psykoterapeut, måske finde på at lede samtalen hen på din største, inderste frygt. Det er okay; han er læge. Du har måske set ham til adskillige fester i din vennekreds. Du er begyndt at stole nok på ham til at du tænker at han måske kunne hjælpe dig med den angst som kun Valium kan holde i ave. Du blev halvtreds for et par måneder siden, og du er urimeligt besat af en frygt for at blive gammel. Tabet af din engang så ungdommelige skønhed giver anledning til alle mulige tanker der forfølger dig. Måske er din største frygt at en eller anden lækker ung kvinde vil lægge an på din mand, og han bider på krogen. I det tilfælde vil Max måske planlægge at invitere en særlig gæst til en kommende fest. Hun er måske en lækker ung kvinde som synes det er sjovt at forføre ægtemænd for øjnene af deres ældre, engang smukke, koner, og som så hader sig selv for det bagefter. Max vil naturligvis arrangere jeres møde under de mest uskyldige omstændigheder. Men du kan være sikker på at han har spædet alle de involverede parter med de hentydninger der nu måtte være nødvendige, for at sikre sig en rigtig god slåskamp. Og hvis Max får det som han vil have det, er denne slåskamp bare begyndelsen på så mange følelsesmæssigt smertefulde sammentræf som overhovedet muligt.

Jeg er klar over at jeg har fremstillet Max som den klassiske skurk. Hvad kan jeg sige – manden var en tarvelig, talentfuld følelsesmæssig sadist. Så vidt jeg ved, døde Max uden skyldfølelse. Efter de religiøse regler jeg voksede op med, var han en glimrende kandidat til en evighed i Helvede.

Kort efter at Rebecca og jeg var flyttet tilbage til Colorado, havde vi en grund til at prøve at finde Max i Efterlivet. Hun havde kendt ham tidligere i sit liv og været offer for nogle af hans narrestreger. Vi ville se om der var noget vi kunne gøre for at hjælpe ham. På det tidspunkt havde jeg fået så stor tiltro til mine evner at jeg ikke længere følte at jeg havde behov for Hemi-Sync-båndene for at udforske den ikkefysiske verden. I virkeligheden havde jeg ikke haft brug for dem i et godt stykke tid, men nogle gange er det svært at smide krykkerne og gå, selv når man ved at man kan. På grund af min interesse for at indsamle flere beviser på at mine Efterlivsaktiviteter var virkelige, tog vi ikkefysisk derhen sammen og sammenlignede noter bagefter.

Efter at have slappet lidt af med lukkede øjne kom jeg til den velkendte 3-d-sorthed. Jeg ventede lidt på at noget skulle ske, og bevægede mig hen mod den første sorte hvirvel jeg så. Da jeg kom ud på den anden side af den, så jeg Rebecca stå foran mig. En mand som jeg hurtigt opdagede var Max, havde fat om struben på hende og holdt fast i hende i strakt arm. Det er den eneste gang jeg nogensinde har set Rebecca bange. Hendes øjne var spærret vidt op og viste tydeligt hendes frygt. Max klemte godt til om hendes hals.

”Rebecca, jeg står lige bag ved dig,” sagde jeg roligt men bestemt, i et forsøg på at få hendes opmærksomhed. ”Tæl til ti... slap af. Han kan ikke gøre dig noget. Rebecca, tæl til ti.”

Max’ ansigtsudtryk havde noget ondskabsfuldt over sig. Han prøvede at bruge noget han vidste om hende, til at lamme hende. Han holdt hende fast i cirka femten sekunder, så gav han slip.

Via de indtryk jeg fik, begyndte jeg at danne mig et billede af den verden Max levede i. Den havde sten og træer, huse og biler. Den var ikke ret forskellig fra den fysiske verden han havde levet i før han døde. Men efterhånden som indtrykkene blev ved at komme, gik det op for mig at den verden Max levede i nu, var anderledes. Den var et Helvede skræddersyet til ham. Alle der levede der sammen med ham, hver eneste mand, kvinde og barn, havde det samme følelsesmæssigt sadistiske væsen som han havde!

Et af de indtryk jeg fik, var at han lagde grunden til endnu en af sine planer om at påføre nogen smerte. Han havde arrangeret at to af de andre beboere på stedet skulle mødes på en restaurant så han kunne se dem slås. Han havde fortalt hver især noget den anden skulle have sagt om dem. Det spil han kørte, havde til hensigt at opbygge deres vrede og raseri mod hinanden. Han havde gjort et godt forarbejde. Da deres råbende fornærmelser og antydninger brød ud, standsede alle i lokalet op for at se på. Max havde placeret sig ved et bord i nærheden for at overvære hvordan deres vrede og raseri eskalerede. Han smilede meget selvtilfreds længe før de to mænd sprang op af stolene. Han betragtede med uforbeholden fryd deres slående, sparkende, rullende-rundt-på-gulvet, voldelige fremvisning af deres raseri.

Men Max var ikke alene i denne verden. Der boede andre som havde udviklet og finpudset deres evner i en grad han end ikke var i nærheden af at kunne konkurrere med. Den næste række indtryk jeg fik, viste Max sidde på en restaurant med en af de tidligere kombattanter. Denne gang sad der en jeg ikke kendte, alene ved et bord i nærheden og smilede idet Max ansigt blev blussende rødt og årene tydeligt viste sig på hans hals. Denne gang var det Max der var blevet sat i spil. Det var blevet gjort så behændigt at han ikke havde nogen anelse om at den følelsesmæssige smerte han følte, var blevet iscenesat. Han var bare den der blev stillet til skue for en andens nådesløse lyst til at påføre smerte.

Det var det Helvede Max havde levet i siden han døde. Dømt til at gøre det i Efterlivet der havde fornøjet ham stort gennem hele hans seneste fysiske liv. Han var fri til at påføre den samme smerte han så sadistisk havde nydt at gøre, til det yderste. Fri til at føre sine spil og intriger ud i livet lige så tit han overhovedet kunne komme til det. Nu var det bare sådan at de eneste ofre for hans intriger var andre der delte hans glæde ved at påføre den form for smerte. Da han levede i den fysiske verden, troede Max nok at han var rigtig god til det han gjorde. Han var en stor fisk i en lille dam. Der hvor Rebecca og jeg nu havde fundet ham, så det ud til at han nærmere var midt i fødekæden. Forestil dig historiens mest modbydeligt onde personligheder – nogle af dem mere sadistiske end noget menneske kan forestille sig. I den dam hvor Max nu svømmede rundt, var der nogle virkelige proffer!

Det lyder jo ikke meget anderledes end den version af Helvede som mine søndagsskolelærere beskrev. Der er måske lidt flere detaljer, men det lyder sandelig som et passende Helvede for folk som Max. Alligevel opdagede jeg efterhånden som jeg fik flere indtryk, at det ikke er et sted med evig straf. Faktisk er der ikke rigtig tale om straf overhovedet i den forstand at en eller anden udefrakommende har sat ham i Helvede for at han skal lide. Så vidt jeg kunne bedømme, findes Max’ Helvede i Fokus 25, trossystemterritorierne. Han blev simpelthen tiltrukket af et sted i Efterlivet hvor alle har de samme overbevisninger. Så vidt jeg har forstået, er der et sted i Fokus 25 til alle de former for overbevisninger mennesker har haft siden tidernes morgen. Det var Max’ egne overbevisninger der tiltrak ham til det sted, og det er kun hans overbevisninger der fastholder ham der. På denne Efterlivsrejse gik det op for mig at i det øjeblik Max giver slip på de overbevisninger der holder på ham, er han fri til at forlade stedet. På en eller anden måde forekom det mig at være fuldkommen retfærdigt. Max’ Helvede er ikke en påtvungen straf. Det er udfoldelsen af hans frie vilje til at vælge et liv i et Efterlivsmiljø som understøtter hans valg lige så længe han ønsker det. For os er det et ikkefysisk miljø, men det betyder ikke noget for Max. For ham er det lige så virkeligt som den fysiske verden han forlod. Hvis han nogensinde begynder at sætte spørgsmålstegn ved sit valg af overbevisninger, vil han være i gang med at forlade sit Helvede. Hvis han beslutter sig for at han ikke bryder sig om at leve som følelsesmæssig sadist, vil det at han ændrer mening, mindske hans dragning mod det. Når han bliver fast besluttet på ikke længere at være følelsesmæssig sadist, vil han falde helt udenfor og være fri til at forlade stedet. Han kan derefter fortsætte med et liv der passer til hans nye overbevisninger.

Indtrykkene af Max’ Helvede kom stadig sivende da jeg opdagede at Rebecca var ved at gøre sig klar til at tage af sted. Hendes kontakt med Max havde været hård, og der var ikke noget hun kunne sige eller gøre der ville have nogen indvirkning på hans situation. Med et trist udtryk i ansigtet, trak hun sig ud af Max’ Helvede, og jeg fulgte med hende ud.

Da Rebecca og jeg kom tilbage fra besøget hos Max, sammenlignede vi noter. Hun var ganske rigtigt blevet grebet af angst da Max havde haft fat i struben på hende. Hun havde ikke hørt mig bede hende om at slappe af og tælle til ti. Først da hun var kommet over det indledende chok over hans angreb, havde hun været i stand til at give slip på frygten, og han havde sluppet hende. Rebeccas indtryk af den verden Max levede i, passede med mine; de var dog som sædvanlig lidt mere detaljerede. Det var endnu et eksempel på beviser jeg havde indsamlet, som var i overensstemmelse med et andet vidnes beretning. Ikke noget der fuldstændigt fjernede min tvivl på at alle mine ikkefysiske oplevelser var virkelige, men flere beviser oven på de allerede eksisterende.

Siden mit eneste besøg i Max’ Helvede har jeg tænkt meget over hans situation. Når folk der kender til min udforskning af Efterlivet, spørger om jeg nogensinde har fundet Helvede der, fortæller jeg dem historien om Max. Nu mens jeg skriver, får jeg lyst til at komme med et par personlige synspunkter.

Lad mig starte med at understrege at jeg ikke prøver at ændre nogens overbevisninger om Helvede. Det er ikke mit formål at erstatte nogens overbevisninger om noget som helst med mine. Som jeg skrev i min prolog, har jeg den holdning at det eneste der kan eller bør ændre sådan noget, er et menneskes egne direkte erfaringer.

Ud fra de oplysninger jeg fik da jeg besøgte Max’ Helvede, ved jeg at han ikke er blevet placeret der af nogen anden som straf. Der er ikke nogen der har peget ham ud, bedømt hans liv og dømt ham til at komme i Helvede. Systemet fungerer mere automatisk end det. Han er der fordi hans energimæssige sammensætning, summen af hans overbevisninger, tiltrak ham til det område i Fokus 25 som en magnet tiltrækkes af jern. Hans frie valg af overbevisninger førte ham senest til et liv i vores fysiske verden som følelsesmæssig sadist. Da han gik over i Efterlivet, tiltrak den energimæssige sammensætning af hans overbevisninger ham til hans eget Helvede med dets tilsvarende energimæssige miljø.

De oplysninger jeg fik, siger også at han er fri til at forlade sit Helvede når som helst. Det eneste han skal gøre, er at ændre sine overbevisninger. Når hans overbevisninger adskiller sig tilstrækkeligt fra dem i det følelsesmæssigt sadistiske område i Fokus 25, vil det ikke længere have en dragende virkning på ham. Når hans overbevisninger er i modstrid med det område, vil han blive skubbet ud af sit Helvede af en frastødende kraft. Det lyder jo rigtig godt i teorien, men det er ikke så nemt som det lyder. Max sidder temmelig godt fast.

I sit seneste liv på jorden, viste andre mennesker omkring ham at man kunne leve med andre overbevisninger end hans. Ikke alle i vores fysiske verden er følelsesmæssige sadister ligesom ham. Han havde eksempler på andre menneskers liv som han kunne observere og sammenligne med sit eget. Han kunne se hvordan deres valg førte enten smerte eller glæde med sig. Når han sammenlignede sig med dem, kunne han måske have fået øje på nogle positive grunde til at ændre sig. Da han døde, forlod han det miljø. Nu befinder han sig på et sted som udelukkende er beboet af hans egen type. Alle mænd, kvinder og børn der er følelsesmæssige sadister ligesom ham. De understøtter alle følelsesmæssig sadisme som livsform. Der findes ingen eksempler på positive grunde til at ændre sig.

I Max’ Helvede bliver han konstant angrebet af andre følelsesmæssige sadister. Selv om det gav ham stor glæde at se de to mænd slås som resultat af hans planlægning, led han da han selv var offer for det samme. Hans liv er nu fyldt med lidelse på et sted som understøtter og kræver hævn. Han sidder fast i en ond, sadistisk cirkel. Igen er dette ikke meget anderledes end søndagsskoleudgaven af Helvede. Max bruger sikkert en hel del af sin tid på ”gråd og tænders gnidsel”.

Det havde været nemmere for Max at ændre sig mens han levede her i den fysiske verden. Ved at observere hvordan andre levede, kunne han nemt have fået nogle tips. I Max’ Helvede kan det komme til at tage rigtig lang tid før det overhovedet går op for ham at der er grund til at ændre sig. Der er ikke nogen forbilleder der viser en anden måde at leve på. Som jeg sagde før, sidder han temmelig godt fast. Hvis han overhovedet var klar over sin situation, kunne det let se ud som en evig lidelse i helvede.