Mange år før jeg flyttede til Virginia, fangede præsten i min kirke mig da jeg kom mellem to gudstjenester for at hente min datter fra søndagsskole. Jeg havde ikke været til gudstjeneste i temmelig lang tid fordi mine personlige overbevisninger var i for stor modstrid med nogle af hans prædikener. Jeg følte bare ikke at jeg hørte til der. Men nu fik han altså øje på mig i kirken da jeg bare kom for at hente min datter. Han kom hen imod mig og sagde noget jeg havde hørt før:

”Jamen, goddag Bruce. Det er vel nok længe siden jeg har set dig her.”

”Tja, jeg ville gerne komme oftere, men det føles ikke rigtigt.”

”Hvad mener du?” spurgte han med et smil.

”Jeg ville komme noget oftere hvis vi kunne komme overens med hensyn til mit tidligere liv,” svarede jeg.

”Nåh ja, jeg ved da godt at vi alle har gjort ting i vores fortid som vi ikke er stolte af – det er en del af det at være menneske,” smilede han.

”Nej, jeg mener ’tidligere’ som dengang i midten af 1800-tallet da jeg var bonde i det sydvestlige Frankrig.”

”Aha,” sagde præsten og så eftertænksom ud, ”...måske har du lyst til at være med i vores bibelskole lørdag morgen?”

Jeg tog hatten af for at han ikke bare afviste mig og gik videre for at hilse på bedre lutheranere.

”Hvad tid mødes gruppen?”

”Omkring kl. 8.30 om morgenen. Kom på lørdag,” sagde præsten og smilede igen.

Det var første gang i mit liv nogen fra den religion jeg var vokset op med, havde været åben nok til ikke at kaste sig over mig ved udsigten til at kunne hjælpe en der var kommet på afveje. Lørdagen efter begyndte en periode på flere år hvor jeg havde det privilegium at mødes med en vidunderlig gruppe mennesker en gang om ugen. Alle var interesserede i at få en bedre forståelse af Biblen og det den havde at sige om deres liv. Jeg lærte mere om hvad Biblens budskab betyder for mig, end på noget andet tidspunkt i mit liv. Ingen var der for at omvende nogen. Det var en lille, fast sammentømret gruppe venner som kom til at forstå at jeg ikke nødvendigvis delte alle deres lutherske overbevisninger. Mit yndlingssvar når jeg følte at jeg skulle forsvare mig, hvilket ikke skete så ofte, var altid det samme:

”Ved I hvad? Den mand hvis overbevisninger denne kirke er grundlagt på, Martin Luther, var en katolsk præst som ikke kunne sluge alle de overbevisninger hans kirke prøvede at fodre ham med. Så han begav sig ud for at finde sin egen sandhed. Det eneste jeg basalt set er uenig med den Lutherske kirke om, er at den opfordrer folk til at praktisere Martin Luthers overbevisninger i stedet for at opfordre dem til at gøre det han gjorde.”

Heldigvis blev den bemærkning altid mødt med godhjertet latter. Vores diskussioner var ofte livlige, sjove og interessante. Mange var kommet til denne kirke fra et andet trossystem eller en anden gren af kristendommen. Ikke mange var enige i de overbevisninger jeg havde på det tidspunkt, men de var villige til at lade mig have dem og fortælle om dem. Sikken en gave den præst og resten af gruppen gav mig. Jeg blev ved at mødes med dem indtil et par uger før jeg flyttede til Virginia. Inden for et par måneder efter at jeg var kommet tilbage fra Colorado, var jeg fast med igen hver lørdag morgen. Desværre bor jeg nu så langt væk at det er svært at finde tiden til det.

Under et af vores møder i marts 1994, talte vi om vores forestillinger om hvad der kommer efter dette liv på jorden. Da det blev min tur, fortalte jeg om nogle af de oplevelser jeg havde haft under min udforskning af Efterlivet, og nogle af de ting jeg havde fundet ud af der. Efter mødet kom en veninde ved navn Marla hen til mig. Hendes bedstemor var død for lidt over et år siden, og hun spurgte mig om jeg ville kigge efter hende. Lidt overrasket over at hun havde det fint med at bede mig om sådan noget, sagde jeg at det ville jeg gerne. Jeg forklarede hende at det eneste jeg havde brug for, var bedstemoderens navn, og hun skrev det ned til mig: Gwendilyn Eudora Winterlax.

Den del af fremdragelsen fascinerer mig stadigvæk. Det virker altid, men jeg er stadig forbløffet over at alene en persons navn fungerer som en nøjagtig adresse til at finde dem. Marlas bedstemors navn var bestemt ikke almindeligt; nogle ville endda nok kalde det usædvanligt. Men det betyder ikke noget hvor almindeligt personens navn er. Jeg ved at hvis jeg ledte efter John Jones, ville jeg blive ført hen til den rigtige. Det virker altid.

Når man tænker på hvor mange fremdragelser jeg havde udført på det tidspunkt, skulle man tro at jeg ville være overordentlig selvsikker. Men det var jeg ikke. Efter at Marla gav mig sin bedstemors navn, fulgte jeg mit sædvanlige mønster. Jeg udsatte det og udsatte det med nervøse tanker om at måske vil jeg ikke kunne gøre det denne gang kørende i mit hoved. Min tvivl kan måles på en tid der går før jeg faktisk prøver at finde nogen. Så blev det fredag aften. Jeg skulle se Marla morgenen efter, og jeg havde stadig ikke prøvet at finde hendes bedstemor. Det var det at jeg stadig tvivlede på at mine oplevelser var virkelige, der gjorde mig bekymret for om jeg ville være i stand til at finde hende. Jeg havde ingen fornuftig grund til at have det sådan, eftersom det efterhånden var blevet temmelig almindeligt at jeg fik bekræftet de fremdragelser jeg udførte. Men der var stadig den der nagende tvivl der sagde mig at en dag ville jeg opdage at det hele på en eller anden måde bare var noget jeg fandt på. Mine gamle overbevisninger skulle udfordres meget mere før jeg kunne acceptere at det her Efterlivshalløj jeg havde gang i, var virkeligt. Jeg lagde mig ned og slappede af på min vandseng, flyttede mig til Fokus 27 og kontaktede Træner.

”Træner, jeg vil gerne sikre mig at jeg får oplysninger der vil fortælle Marla at jeg fandt hendes bedstemor, og at hun har det godt.

”Okay, Bruce, det skal jeg nok hjælpe dig med,” lød hans svar.

”Så tænkte jeg på Gwendilyns navn, og få øjeblikke senere bevægede jeg mig i et roligt tempo igennem den velkendte grynede 3-d-sorthed mod en gammel kvinde der sad i en stol.

Stolen så ud til at være en af de der gammeldags køkkenstole af træ. Den stod ved siden af et lige så gammel køkkenbord. Kvinden så lille og skrøbelig ud som hun sad der let foroverbøjet. Hun så ud til at sidde i sit køkken, det eneste sted hun kendte godt nok til at føle sig tryg. Hun så ud til at være meget forvirret og urolig. Det var som om hun ikke var bevidst om noget som helst omkring sig, andet end sin stol. Det føltes som om hun næsten ikke havde kontakt med nogen som helst form for sammenhængende virkelighed. Hvad hun end måtte være bevidst om, virkede det usammenhængende i en sådan grad at hun for længst havde opgivet at finde hoved og hale i det der skete omkring hende – som at være låst fast i en uendelig, usammenhængende drøm hvor ingen af billederne havde noget med hinanden at gøre.

Langsomt bevægede jeg mig nærmere og standsede et par meter fra hende. Jeg havde ingen særlig plan for hvordan jeg bedst kunne hjælpe, så jeg stod bare der og kiggede og ventede på at Gwendilyn skulle lægge mærke til mig. Jeg ventede på at noget skulle ske eller falde mig ind som ville passe til hendes situation – en måde at gribe det an på som hun ville kunne acceptere. På det tidspunkt have jeg lært at afholde mig fra at kaste mig ud i det og prøve at finde ”den rigtige måde” at gøre det på. Under min første fremdragelse med Rebecca havde jeg næsten mistet kontakten med den lille dreng på hospitalet fordi jeg havde travlt med at finde ”den rigtige måde”. Den lille nedgravede skat lærte mig noget. Nu huskede jeg i det mindste at vente på at noget skulle ske, i stedet for at prøve at tage kontrollen selv.

Mens jeg stod der, drejede Gwendilyn svagt hovedet i min retning og fik øje på mig. Et forvirret udtryk gled over hendes ansigt mens hun spekulerede på hvem jeg var. I det næste øjeblik kunne jeg mærke Rebecca nærme sig bagfra til højre for mig. Jeg havde ikke fortalt hende noget om Gwendilyn eller at jeg havde planer om at finde og fremdrage hende. Alligevel kunne jeg mærke hende nærme sig bagfra, og hun bevægede sig meget hurtigt.

Rebecca susede forbi mellem mig og Gwendilyn. Hun stoppede og stod helt stille til venstre for mig, lidt bag ved Gwendilyns stol. Så mærkede jeg til højre for mig to andre kvinder nærme sig bagfra. De bevægede sig noget langsommere hen mod Gwendilyn. Jeg kiggede på mens de bevægede sig, side om side, hen til hende. Disse to kvinder viste sig i lille-gammel-dame-kroppe og så ud til at være sidst i halvfjerdserne. Den der var tættest på mig, genkendte jeg. Det var Rebeccas afdøde bedstemor som jeg havde mødt og arbejdet med før. Jeg havde ingen anelse om hvem den anden var, før Gwendilyn kiggede på hende og hele hendes krop og ansigt lyste op i genkendelse.

”Maggie? Maggie? ...Hvad laver du her?” sagde Gwendilyn.

De to gamle damer gik om på hver sin side af stolen mens Gwendilyn stirrede med åben mund på den kvinde hun havde kaldt Maggie, og fulgte hendes mindste bevægelse. Det var som at betragte en scene på et plejehjem hvor to ældre beboere hjalp en svagelig gammel kone ud af sin stol. De stod en på hver side af hende og rakte langsomt ned efter en hånd og en albue. De to gamle damer hjalp så blidt Gwendilyn op at stå. Hun stirrede hele tiden på Maggie. Efter at have hjulpet hende med at tage de første slæbende skridt, begyndte de fire kvinder at bevæge sig væk. Langsomt fløj de tilbage i den retning de var kommet fra. Så forsvandt de hurtigt ind i sortheden.

Jeg havde ventet på at komme i tanker om en måde at hjælpe Gwendilyn på da de tre kvinder var dukket op. I stedet for at jeg fik en eller anden smart ide, blev det hele gjort for mig mens jeg kiggede på. Jeg kunne ikke se at der var mere jeg kunne gøre nu, så jeg åbnede øjnene og rejste mig fra sengen. Efter at have gennemrodet køleskabet for at finde noget at spise, satte jeg mig ved bordet og skrev alle de ting ned jeg kunne huske om oplevelsen.

Da det jo var lørdag morgenen efter, tog jeg til bibelskole som sædvanlig. Da vi var færdige, tog jeg Marla til side og fortalte hende at jeg var ret sikker på at jeg havde fundet hendes bedstemor. Vi fandt et stille sted og satte os ned, og jeg fortalte hende hvad jeg havde oplevet. Jeg var lidt nervøs ved det, eftersom det var en mulighed for at få beviser for Efterlivet via en ”levende” kilde. En del af mig var nervøs for at intet af det jeg fortalte Marla, ville passe med de ting hun vidste. En anden del af mig var lige så nervøs for at det hele ville. Men i besættelse af altid at få bekræftet så mange oplysninger som jeg kunne, måtte jeg vide det.

Hendes bedstemor havde været meget forvirret de sidste seks til otte måneder af sit liv. Selv om Marla ikke brugte ordet Alzheimers, var det ud fra hendes beskrivelse den form for forvirring der var tale om. De sidste par måneder af Gwendilyns liv brugte hun meget af sin tid på at sidde det eneste sted hun syntes at føle sig godt tilpas. Det var, som jeg beskrev, på en stol af træ ved siden af bordet i sit køkken. Selv om Marla vidste at Gwendilyns mor hed Margaret, syntes hun at det ville være lidt underligt hvis hendes egen datter havde kaldt hende for Maggie. Jeg var lamslået.

Det var tydeligt mens vi talte, at Marla var meget ubehageligt til mode og bekymret over noget af det jeg fortalte hende. Hendes egen overbevisning var at når vi dør, bliver vi befriet fra alle fysiske lidelser, budt velkommen i Himlen og forenet med alle vores kære som døde før os. Tanken om at hendes bedstemor havde siddet fast i den stol alene, forvirret og fortabt i næsten et år, nagede hende dybt. Jeg kan huske at jeg fortalte hende at det var en af grundene til at jeg fortsatte med det fremdragelsesarbejde jeg havde lært. Det nagede også mig.

Denne fremdragelse er et eksempel på hvordan omstændighederne op til en persons død kan have indflydelse på deres oplevelse af Efterlivet. Gwendilyns forvirring i slutningen af hendes liv her var blevet en vane. Da hun gik over i Efterlivet, hang den vane ved. Hun levede ikke længere i en fysisk krop hvis tilstand styrede hendes sindstilstand, men den forvirring og desorientering hun havde opbygget i den krop, bestod. Hun havde opgivet at få nogen mening ud af sine omgivelser før hun døde, og i Efterlivet stod den beslutning ved magt. Da hun døde, var hun kun blevet befriet fra den fysiske tilstand der fik hende til at træffe den beslutning. I Efterlivet ville hun være nødt til at ombestemme sig for at komme sig helt.

Da jeg sammenlignede noter med Rebecca senere, bekræftede hun alt hvad jeg havde set efter at hun var kommet med de to andre kvinder. Så små detaljer som hvilken side af mig hun var kommet ind fra, var alle identiske med mine noter. Min tvivl havde fået nogle temmelig stærke beviser at tygge på.

Ugen efter fortalte Marla mig til bibelskole at hun havde talt med sin egen mor, Gwendilyns datter. Hun havde bekræftet det hele – også at Gwendilyn havde kaldt Margaret for Maggie.

Da jeg fik den oplysning fra Marla, var der noget inden i mig der krympede sig og vred sig. Der var ingen logisk forklaring på at jeg kendte Maggies navn. I nogle få øjeblikke mærkede jeg verden omkring mig skælve og flimre som et fatamorgana. Jeg mærkede hvordan min Fortolker trådte frem for at udtrykke min Tvivls stemme. Jeg lyttede mens den bortforklarede den oplevelse i en række associationer.

”Rebecca, hun var der. Det må have været hendes værk!”, begyndte min Fortolker.

”Tja, det kunne vel på en eller anden måde godt have været Rebecca,” overvejede jeg for mig selv.

”Rebecca, åh ja, Rebecca. Hun er tankelæser. Det er det. Hun læste bare Marlas tanker!”

”Marlas tanker?” tænkte jeg.

”Marla, åh ja, Marla. Marla vidste at Gwendilyns mor hed Margaret.”

”Tja, jeg gætter på at...”

”Gætter, åh ja, gætter. ’Maggie’ var et ret heldigt gæt fra Rebeccas side.”

”Men hvordan vidste jeg det?” spekulerede jeg.

”Vidste, åh ja, vidste. Du ved hvordan man læser tanker – især Rebeccas. Du læste sikkert bare hendes tanker. Du fik i virkeligheden ingen oplysninger selv – det gjorde hun.”

”Det her beviser ikke at Efterlivet eksisterer,” udbrød min Fortolker.

”For fanden da! Jeg tror ikke på at det her var et heldigt gæt fra Rebeccas side,” protesterede jeg. ”Du slipper ikke så nemt uden om denne her. Hvis Efterlivet ikke eksisterer, kunne Rebecca ikke på nogen som helst logisk måde vide at hun hed Maggie. Ingen som helst logisk måde!”

”Logisk, åh ja, logisk. Der kan du selv se, Bruce! Du sagde selv at det var... ulogisk... at kende det navn! Ulogisk... åh... ja... ulogisk. Du ved godt hvad der sker med folk der opfører sig ulogisk, ikk’?”

”Tjo, ja, hvis det går for vidt, så tror folk måske jeg er sindssyg,” mærkede jeg mig selv tænke.

”Nemlig! Måske kommer fyrene i de hvide kitler og leder efter dig!”

”De vil måske tro at jeg er blød i bolden.”

”Blød, åh ja, blød. Bruce, er bananer bløde?” spurgte min Fortolker.

”Vokser der bananer i Brasilien?” tænkte jeg pludselig.

Fortolkeren er, når den lægger stemme til min Tvivl, en dyb baryton. Den er ikke helt så dyb som James Earl Jones’, men den ligger næsten i samme frekvensområde. Den stemme lyder meget imponerende. Den baserer sig ikke på logik når den skal overtale mig til ikke at stole på min erfaring, som du kan se ud fra min indre samtale. I stedet bliver den bare ved at komme med associerede tanker og billeder ud fra det der allerede findes i min hukommelse. Tvivlen synes bare at dukke op med de associationer.