≡ Menu

Brevkasse: Jeg ser en skygge der vil mig noget – hvordan kommer jeg i kontakt?

Hej Anja

Lige et lille spørgsmål:

I den sidste uges tid, muligvis 2 uger, har jeg haft en fornemmelse af, at der er en der følger mig. En skygge jeg ser ud af øjenkrogen, der bare kikker. Jeg fornemmer ingen negative ting, faktisk nærmere kærlighed. Min følelse er, at det er en kvinde, uden at være helt sikker.

Skytsengle kan jeg se og fornemme hos min familie, men kun i korte glimt, og jeg har aldrig kommunikeret med dem. I bøn, jo, men ikke på andre måder. Har de ville have mig til noget, så lader de mig vide det. Men denne skygge vil jeg gerne i nærmere kontakt med.

Kan du vejlede mig?

Med et stort knus fra Anne

Hej Anne

Måden jeg ville gøre det på – og du kan jo prøve om den virker for dig:

Jeg ville sætte mig ned – have sat en halv times uforstyrret tid af – lukke øjnene og gå i en afslappet (meditativ hvis du kan) tilstand, og så ville jeg se om jeg kunne få kontakt til “skyggen”. Evt. hvis det var uvant, og jeg havde en hjælper jeg var tryg ved – eller bare var mere tryg ved at forestille mig en hjælper/skytsånd/engel hos mig – så ville jeg bede den hjælper om at komme til stede og bringe mig i kontakt med skyggen.

Så ville jeg først se om noget kommunikation dukkede op af sig selv. Hvis ikke, så ville jeg forestille mig hvordan jeg indledte en samtale. Simpelthen se for mig at vi f.eks. satte os ned ved et cafebord eller i en have eller hvor det nu føltes rart at sætte sig og have en samtale, og så ville jeg sige “hej, jeg hedder Anja – hvad hedder du?” – og hvis der ikke kom noget svar, så ville jeg forestille mig den anden side af samtalen også. Sandsynligvis ville samtalen så på et tidspunkt begynde at “få sit eget liv” så jeg ikke længere bare forestillede mig det, men faktisk oplevede at være i kontakt.

En del er ret uvillige til det med at forestille sig noget i begyndelsen, for så virker det jo som noget man bare finder på, men det er en rigtig god måde at komme i gang på. Min lærer, Bruce Moen, kalder det at “spæde pumpen” – ligesom man skal hælde lidt vand en gammeldags vandpumpe før den begynder at pumpe vand op, så kan man spæde sine ikkefysiske sansers pumpe med lidt “fantasi” indtil de begynder at “pumpe” ægte information til en.

Det var det korte, simple svar. Hvis du gerne vil mere i dybden, kan jeg anbefale dig at vi enten tager en personlig samtale, eller du kan prøve min guidede meditation til at få kontakt med en afdød, hvor metoden er uddybet.

Kærlig hilsen
Anja

P.S. Ideen med evt. at invitere en hjælper med: HVIS man synes der opstår noget ubehageligt man ikke ved hvordan man kan håndtere, så kan man lade hjælperen håndtere det. (Som jeg plejer at sige: Der ER ikke noget at være bange for, men det er ikke ensbetydende med at man ikke kan opleve at blive bange for noget.)

Udforsk din bevidsthed
{ 0 comments… add one }

Leave a Comment