Flettet ind imellem fremdragelsesoplevelserne var der øvelser hvori jeg blev præsenteret for nye sanseværktøjer. Da jeg lærte at anvende disse værktøjer, blev min evne til at sanse løftet til nye højder jeg tidligere kun havde drømt om. To Hjælpere hvis gaver virkelig skilte sig ud, var Shee-un og White Bear. Fra Shee-un lærte jeg en ny metode til at sanse den ikke-fysiske verden som gav blændende 3D-oplevelser i fuld farve og lyd. Teknikken han lærte fra sig, kan bruges af enhver til at forbedre sanseevnen. 

Den metode til ikke-fysisk sansning der blev givet til mig af Shee-un, betød at jeg måtte lære at sanse fra et andet sted i min krop. I stedet for at føle at min sanseevne var placeret i mit hoved, lærte jeg at sanse gennem et særligt punkt i midten af mit bryst.

Under en båndøvelse ankom jeg til Fokus 27 og spurgte efter en Hjælper til at assistere mig med at udføre en fremdragelse. Den store, uklare lyskugle der kom hen imod mig, præsenterede sig som Shee-un og sagde at den ville vise mig noget. Jeg blev opmærksom på en følelse af tryk i midten af mit bryst, omkring tre tommer nede fra det øverste af brystkassen. Fornemmelsen af tryk blev hurtigt større og begyndte så at føles varm. Shee-un forklarede at han viste mig et sted på min krop hvor jeg skulle fokusere min opmærksomhed. Idet jeg fokuserede dér, fik jeg følelsen af at min bevidsthed (placeret i mit hoved) ændrede sig til at have form og størrelse som en golfkugle, men blød og uklar ligesom en vatkugle. Den havde følelsen af en blid, elektrisk summen over sig, som overhovedet ikke var ubehagelig. Idet jeg fokuserede på punktet i mit bryst, flyttede bevidsthedskuglen sig nedad og ind i punktet i mit bryst.

Ved at følge Shee-uns instruktioner til at fastholde min bevidsthed i det punkt satte jeg min vilje bag at udføre en fremdragelse. Mine sanser åbnede sig, og en smal, mørk, sort hvirvel dannede sig i 3D-sortheden. Jeg følte mig accelerere mod hvirvlen, og derefter bevægede jeg mig ind i den. På et øjeblik følte jeg mig suse igennem 3D-sortheden med utrolig høj fart. Jeg brød ud af den, ud i lyset, og fløj højt oppe langs med et klart og tydeligt landskab. Jeg kunne se et tæppe af dybgrønt løv under mig mens jeg fløj måske 30 meter over tætpakkede træer. Det var en skyet dag, og træerne så så virkelige og dybgrønne ud at det føltes som om jeg så en 3D-film. Før jeg blev klar over hvad der skete, kom et lille slot til syne og passerede forbi under mig. Jeg fløj så hurtigt forbi at jeg må have bevæget mig endnu en kilometer eller deromkring i de næste par sekunder. Så lang tid tog det før jeg blev klar over at jeg var fløjet forbi stenbygningen og besluttede mig til at dreje omkring for at tage tilbage dertil. Jeg drejede omkring i en lang, opadgående bue op mod himlen og drejede tilbage i den retning jeg var kommet fra. Før slottet kom til syne igen, stod jeg pludselig i et stort soveværelse med en kæmpemæssig himmelseng der stod op af den glatte kampestensvæg på min højre side. Væggene var dækket med oliemalerier og gobeliner. De høje træstolper i hvert hjørne bar himmelsengens broderede silkestof. Opbundne skærf var draperet fra stolpe til stolpe mellem enderne. Det lignede en meget, meget dyr seng. Jeg kunne tydeligt se en kvinde ligge på ryggen ovenpå sengetæppet. Hun så ud til at sove i meget fint tøj, en lang ornamenteret kjole, strømper og sko. Jeg kunne se hendes ansigt gennem et tyndt, hvidt slør som hun var iklædt. Da jeg så placeringen af hendes hænder og arme, lagt over kors ved håndleddene hen over hendes bryst, blev jeg klar over at hun ikke sov. Hun var faktisk død.

Mens jeg stod der og betragtede hende, i stærke, levende farver, vidste jeg at dengang hun levede, var hun overbevist om at døden var ligesom at falde i søvn, hvorefter hun aldrig ville vågne. Hun havde holdt sådan fast i denne overbevisning mens hun levede, at hun nu var låst fast i Fokus 23. Siden hun døde, havde intet og ingen været i stand til at trænge igennem denne overbevisning og fortælle hende noget andet.

“Kun drømme”, havde hun sagt til sig selv når Hjælpere var kommet for at prøve at nå ind til hende og fremdrage hende. ”Kun drømme i min uendelige søvn”.

Hun havde ligget på den seng igennem flere hundrede år og ignoreret enhver tilnærmelse fra alle der var kommet for at hjælpe hende. Jeg havde ingen anelse om hvordan jeg skulle nærme mig hende og få hende vækket. Jeg var aldrig stødt på en situation som denne her, og ligesom ved mit første møde med Benjie, så anede jeg ikke hvad jeg skulle gøre. Heldigvis for os begge behøvede jeg ikke at vente længe før hjælpen kom. En dør sprang op bag ved mig og hamrede ind imod stenvæggen. Jeg vendte mig om for at se hvad der skete, og der stod en anden kvinde i døråbningen, klædt i forklæde og kyse som en tjenestepige. Hun var en kraftig kvinde med et rødmosset ansigt og manerer som flodpram. I næste øjeblik blev jeg pludselig hevet ind i kroppen på denne tjenestepige, viftede rundt med armene og hævede stemmen mens jeg gik hen imod kvinden der lå på sengen.

”Frue, Frue”, råbte jeg med kraftig, fortravlet og presserende stemme, ”Frue, De må stå op lige med det samme, ellers de kommer for sent!”

Kvindens øjne var sprunget op ved det høje, bragende drøn fra døren, og min pågående stemme fik hende til at røre langsomt på sig ovre i sengen. Hun var ikke sikker på hvad der lige pludselig var sket. Stadigvæk omtumlet af at have sovet, følte hun sig en smule forvirret og desorienteret. Den frækhed det var af en tjenestepige at forstyrre hendes søvn og råbe så højt af hende, udløste tanker om at få straffet tjenestepigen for hendes uforskammethed. Som tjenestepigen fortsatte jeg med en hævet, irriterende stemme at få hende til at fokusere sin opmærksomhed på mig.

“Frue, De må skynde dem nu”, råbte jeg bestemt ad hende. Jeg rakte ind over og ruskede i hendes krop på sengen. ”Frue .. De .. skal .. ud .. af .. den .. seng .. lige .. nu ellers kommer De for sent.”

Nu var hun virkelig vred! Hun drejede hovedet og kiggede på mig med rasende øjne. Hun var stadig noget omtumlet. Hun var forvirret over hvad det var hun var ved at komme for sent til, men hun var sikker på at denne tjenestepige skulle straffes for at have den frækhed at røre hende og gennemryste hende på den måde! Jeg fortsatte med min højrøstede skvaldren, fuldkommen vanvittige optræden og vinken indtil hun var fuldstændig vågen og stod på gulvet ved siden af sengen. Hun var i den grad rasende på mig. Skummende. Så drejede jeg om på hælen og var på vej mod døren som jeg lige var kommet ind ad. Netop som jeg rakte ud efter døren for at lukke den efter mig, sprang jeg, eller blev rettere sagt forvist, fra tjenestepigens krop. Jeg blev stående i rummet efter at tjenestepigen var gået. Døren blev hamret i med lyden af en kanon efter hende. Kvinden, stadigvæk stående tæt ved himmel­sengen, var lige akkurat ved at komme til sig selv, da endnu en dør åbnede sig på min venstre side. Denne blev åbnet forsigtigt, meget mere stille end da tjenestepigen havde smadret sin dør op mod væggen. I det næste sekund blev jeg kastet ind i den mandekrop der kom gennem døren ind i rummet.

“Min kære, det glæder mig se at du er parat til at gå”, sagde jeg med en gammeldags gentlemans stemme. ”Vi har ikke et øjeblik at spilde hvis vi skal komme til tiden.”

Idet hun stirrede på mig, vidste jeg at hun genkendte manden hvis krop jeg befandt mig i. Jeg gik på temmelig ceremoniel vis mod hende og rakte hende armen. Stadigvæk ganske forvirret over hvor vi skulle hen i sådan en fart, tog kvinden min arm, og vi gik ud af døren og ind i et galleri. Galleriet lå på anden etage og var åben imod en højloftet foyer hele vejen på den ene side. Vi gik et kort stykke sammen ned igennem det åbne galleri til en kæmpemæssig, buet stentrappe, der ledte ned til foyerens stueetage. Der var to af disse trapper, spejlet af hinanden, og begge ledte fra modsatte ender af den samme anden etage ned til hovedetagen. Vi tog trappen på højre side af den dør vi havde brugt til at forlade soveværelset. Vi gik langsomt ned ad trappen til hovedetagen og udenfor gennem to kæmpemæssige trædøre ved foden af trappen. Dørene må have været mindst fire meter høje, og der var to tjenere, formodentlig dørvogtere, der stod der mens vi gik gennem døråbningen. Udsigten udenfor var spektakulær.

En bred stentrappe, mindst syv meter på tværs, gik fra hovedetagen fra slottet til en vej på cirka otte til ti trin. Jeg kunne tydeligt se en hestevogn der ventede på os ved foden af trappen. Kusken sad øverst foran på hestevognen og holdt tøjlerne til to heste som stod roligt afventende. Vejen var U-formet. Hestevognen var parkeret og ventede ved bunden af U’et, og benene af U’et strakte sig omtrent en halv kilometer ud mod horisonten så vidt jeg kunne se. En blomsterhave og buske prydede indersiden af den U-formede vej, og på ydersiden af vejen stod høje fuldt udsprungne træer langs vejen.

Mens Fruen stadig væk holdt i min arm med sin højre hånd, gik vi ned ad trappen og hen til hestevognen. Jeg rakte ud efter håndtaget, åbnede døren og hjalp hende ind på bagsædet. Jeg trådte indenfor, lukkede døren og satte mig ned ved siden af hende på hendes venstre side. Jeg følte hestevognen give et svagt ryk idet kusken satte hestene i gang med at trække læsset og køre. Jeg kunne høre den raslende lyd af metalkæder der var en del af hestenes seletøj og lyden af deres hove mod jorden. Jeg indledte en samtale med kvinden for at distrahere hende fra det faktum at vi kun kørte cirka 50 meter nedad vejen, inden scenen skiftede.

Hestevognen bevægede sig nu over blødt, kortklippet græs der dækkede en stor åben mark. Vi var på vej mod en gruppe mennesker der stod til højre for os, måske 30 meter borte. De var alle festklædte i tøj der kunne have været brugt af egnens kongelige i midten af det fjortende århundrede. (Jeg ved ikke meget om den slags tøj – det kunne have været en tidligere eller senere periode). Mændene gik i hvide parykker, stramme bukser og fine jakker med brede opslag over hvide flæseskjorter. Kvinderne bar kjoler der var nedringede og tætsiddende i livet med pufærmer der sluttede lige over albuen. Deres kjoler bredte sig så meget ud forneden at de må have haft krinoliner i dem. Da jeg kiggede ud over menneskeflokken forude, blev jeg nervøs over manden der stod tættest på vores hestevogn der nærmede sig. Han lignede fuldstændigt manden hvis krop jeg var blevet hevet ind i da vi var i slottets soveværelse. Jeg var bekymret for at kvinden ved siden af mig ville opdage at der var to af os i denne scene, og falde tilbage til den eneste forklaring, at det var en drøm.

Denne lille detalje blev der taget hånd om lige så snart hun så ham stå der og begyndte at dreje sit hoved for at kigge på mig ved siden af hende. Før hun var færdig med at dreje sit hoved mod mig, forsvandt jeg i den blå luft og sprang ind i kuskens krop. Lettere forvirret, kiggede hun flere gange på det tomme sæde ved siden af hende. Fra mit udsynspunkt på kuskens plads hørte jeg manden kalde på hende idet han rakte hånden ud for at åbne døren til hestevognen.

“Min kære, det er så vidunderligt at se dig her. Lad mig hjælpe dig ud af vognen så du kan deltage i festen”, sagde han mens han åbnede døren. Flere andre kaldte på hende og vinkede for at invitere hende til at være med. Flere af disse andre var folk hun genkendte. Jeg sad stille og roligt, kiggede fremad og holdt tøjlerne indtil hun var ude af vognen og gik væk med gruppen hen mod festen. Så kørte jeg hestevognen ud af syne over en lille bakke og bevægede mig ud af kuskens krop. Scenen tonede ud i sortheden, og jeg følte at jeg bevægede mig igennem den på vej mod mit sted i Fokus 27. Da jeg ankom, ventede Shee-un på mig.

“Bruce, du skal øve dig på at bevæge din bevidsthed fra dit hoved til det punkt jeg har vist dig i midten af dit bryst indtil du bliver kaldt tilbage til C1 af Bobs stemme. Mærk efter mens den bevæger sig ned til det punkt og lad den så bevæge sig tilbage og op til dit hoved. Gentag det lige så mange gange du kan før du må tilbage. Det er meget vigtigt at føle den mens den bevæger sig fra et punkt til et andet. Husk denne teknik jeg har vist dig. Brug den så ofte som du kan, som en metode til sansning i din udforskning. Det er et nyttigt sanseværktøj i enhver virkelighed.

Jeg fulgte Shee-uns instruktioner og øvede mig på at mærke bevægelsen af min bevidsthed fra et punkt til et andet og så tilbage igen. Det syntes at være en temmelig mærkelig ting at gøre, men resultatet af at anvende denne metode første gang var temmelig spektakulært. Svært at argumentere mod sådanne fantastiske resultater. Jeg fortsatte med at øve mig på denne metode af og til og under resten af Lifeline kurset. Jeg eksperimenterede og øvede på så mange ting at jeg ikke altid kunne huske at udføre dem alle hver gang jeg begyndte på en båndøvelse. Men at fokusere på Shee-un-punktet, som jeg senere kaldte det, er stadig en metode jeg bruger i dag, tre et halvt år senere. Den er meget effektiv.