UAKO er ikke nødvendigt?

Mange af de spørgsmål jeg får fra læsere, drejer sig om min påstand om at ud af kroppen-oplevelser (UAKO) ikke er nødvendige for den Efterlivsudforskning jeg laver.

Den klassiske definition af UAKO indeholder sædvanligvis udsagn som: bevidsthed om at være i en separat, ikkefysisk krop; at se sin fysiske krop ligge i sengen, at rejse til forskellige steder i en ikkefysisk krop osv. Jeg har haft sådanne to eller tre oplevelser i mit liv, og de skete alle i midten af 70'erne. Den første af de oplevelser førte til at jeg fandt Robert Monroes første bog, Journeys Out of The Body, som overbeviste mig om at det der skete ikke var begyndelsen til en eller anden mental forstyrrelse. Siden barndommen havde jeg været nysgerrig om hvor vi kommer hen når vi dør, og jeg så UAKO som en måde at udforske det spørgsmål på. Efter at have læst Bobs bog blev jeg besat af at lære hvordan jeg kunne komme "ud af min krop" og være i stand til at udforske som han gjorde. Jeg begyndte en årelang søgen efter UAKO's "hellige gral". Efter adskillige måneders konstante anstrengelser lykkedes det mig at "komme ud af min krop". Jeg rejste til et sted i den fysiske verden og observerede ting som senere blev bekræftet af de mennesker jeg havde kigget på. Den fortælling står i min første bog, Rejser ind i det ukendte.

Min besættelse fortsatte i flere måneder uden megen succes, og jeg mistede gradvist interessen i søgningen. Flere år senere fandt jeg Bobs anden bog, Far Journeys (udkommet på dansk med titlen Fjerne Mål), og det vækkede min besættelse på ny. Så læste jeg i en artikel om Monroe Instituttet og købte de første bånd til hjemmebrug. I månedsvis arbejdede jeg flittigt på at komme UAK, men igen til ingen nytte. Endelig besluttede jeg , i frustration, at tage instituttets Gateway Voyage-kursus da jeg formodede at det ville lære mig at komme UAK meget hurtigere. Det var hvad jeg troede Gateway Voyage handlede om, at lære at gå bevidst UAK. Det skete ikke for mig, og det der skete, var så meget mere værdifuldt at det fuldstændig slog benene væk under mig. Jeg kom tilbage fra Gateway Voyage med en begyndende forståelse af hvad "mere end min fysiske krop" betyder. Til min skræk opdagede jeg også at de årelange anstrengelser for at komme UAK så jeg kunne udforske den ikkefysiske verden, havde været totalt spild af tid.

Gateway Voyage lærte mig at kommunikere med en større del af mig selv, en del der eksisterer i den ikkefysiske verden. Det lærte mig at det var lettere end jeg kunne have forestillet mig, at udforske den ikkefysiske verden. Alligevel tog det mig næsten tre år helt at acceptere hvor let det i virkeligheden er. Da jeg først havde lært at fokusere min opmærksomhed ind i Gateway Voyages, og senere Lifelines, Fokusplaner, lærte jeg at bruge forestillingsevnen som et kommunikationsværktøj. Det var den vigtigste nøgle til at låse op for evnen til at udforske. Jeg gjorde modstand og kæmpede med mig selv i meget lang tid før jeg endelig kunne acceptere det. I al den tid nærede jeg stadig den opfattelse at på en eller anden måde var det jeg gjorde bare noget jeg fandt på. Dette skyldtes til dels min overbevisning om at eftersom jeg ikke udforskede på præcis samme måde som Bob Monroe gjorde, så var det ikke virkeligt. Mine to første bøger beretter om den rejse jeg foretog da jeg bevægede mig fra at forkaste mine oplevelser i den ikkefysiske verden som værende fri fantasi til fuldt ud at acceptere at de var virkelige. Efter en tre år lang rejse fik jeg uigendriveligt bevis for Efterlivets eksistens. Siden da har min ikkefysiske sanseevne åbnet sig mere end jeg nogensinde kunne have drømt om! Min primære grund til at skrive begge bøger var at dele den erfaring, at fortælle dig om de ting der virkede og dem der ikke gjorde. Det er mit håb at andre der søger Viden om Efterlivet, vil genkende de landmærker jeg har peget ud, på deres rejser.

Så hvis jeg ikke bruger UAKO som en metode til at udforske den ikkefysiske verden, hvad bruger jeg så? For det første kan jeg ikke understrege betydningen af min deltagelse i Lifeline-kurset nok. På det lærte jeg at fokusere min opmærksomhed ind i de områder af den menneskelige bevidsthed hvor ikkefysiske mennesker lever, Efterlivet. Monroe Instituttets personales undervisning og støtte var uundværlig for mig. Når det var gjort, var der kun tilbage at lære at MÆRKE hvad der skete i min bevidsthed i disse Fokusplaner. Jeg lærte at blive opmærksom på indtryk, følelser, tanker og sindsstemninger. Samtidig skulle jeg lære om mine overbevisningers magt og hvordan de blokerede mine sanser. Jeg skulle lære at identificere og så ændre eller udrydde de overbevisninger. Det lærte Lifeline mig ikke. Jeg måtte kæmpe med det og lære det ved at gøre det. Voyage Beyond Doubt, min anden bog, handler meget om denne side af at lære at udforske Efterlivet. I denne fase af min udvikling lærte jeg teknikker som effektivt klarer sanseblokerende overbevisninger. Jeg lærte også, af at prøve, en masse om teknikker der er fuldstændig ubrugelige. Det er mit håb at det jeg har skrevet, vil forkorte andres Vidensrejse til uger eller måneder i stedet for de år det har taget mig siden jeg fandt Bobs første bog i midten af 70'erne.

Så igen, hvordan gør jeg det? Der skulle to manuskripter på over 330 sider til at forklare det fuldt ud, men grundlæggende begynder jeg med at ligge ned og slappe af til jeg når en Fokus 10-tilstand. Så flytter jeg min opmærksomhed til det Fokusplan jeg gerne vil arbejde i. Det arbejde kunne være fremdragelsen af en bestemt afdød person, at flytte et spøgelse ud af nogens hjem eller specifik udforskning af en eller anden del af Efterlivet eller hinsides. Når jeg så er på det Fokusplan, sætter jeg min vilje bag at gøre hvad det end er jeg ønsker at opnå. Så venter jeg mens jeg er åben for hvad der måtte være af indtryk, følelser, tanker eller sindsstemninger i min bevidsthed. For det meste kommer der et indledende indtryk som kan være visuelt, auditivt, af følelsesmæssig art, eller der er en anden måde at vide det på. At fokusere min opmærksomhed på dette indledende indtryk fører som regel til bevidsthed om et større og mere detaljeret indtryk af omgivelserne. Jeg er næsten altid bevidst om min fysiske krop og omgivelser i en eller anden udstrækning under disse oplevelser. I mine bøger er der beskrevet virkningsfulde teknikker som får hele denne proces til at fungere.

Den metode jeg bruger, lyder nok lidt for enkel. Jeg må indrømme at den korte beskrivelse ovenfor udelader myriader af detaljer som alle er beskrevet i mine bøger. Jeg håber at det i det mindste viser at en eksotisk teknik, som UAKO, ikke er noget jeg bruger. Denne beskrivelse fortæller heller ikke hvordan den rejse der førte mig til denne metode, forandrede mig for altid. Ikke alle disse forandringer var lette. I min bagklogskab håber jeg at det jeg har skrevet i mine bøger, vil gøre din rejse lettere.

Nu til nogle specifikke spørgsmål fra læsere.

Sp: For at komme til de fokusplaner som Robert Monore gjorde, troede jeg at jeg var nødt til bogstavelig talt at forlade min krop. Det behøver jeg ikke?
Sv: Ud fra min erfaring, nej. Monroe beskrev hvordan han oplevede sanseopfattelse i den ikkefysiske verden. Hans Hemi-Sync®-system lader os udvikle en sådan sanseevne uden at UAKO er nødvendig.

Sp: Hvordan kan dine oplevelser og teknikker sammenlignes med Robert Monroes? Er det de samme?
Sv: Som jeg forklarer ovenfor, bruger jeg ikke en UAK-teknik, så mine oplevelser er forskellige set fra det perspektiv. Det der er det vigtige for mig, er at jeg har været i stand til at udforske Efterlivet og få mine oplevelser bekræftet som virkelige.

Sp: Er de teknikker du bruger, de samme som man lærer på Lifeline? Jeg troede de gik UAK?
Sv: De grundteknikker jeg bruger, er det folk lærer på Lifeline. Der har måske været et par stykker som brugte en UAK-teknik, men det er ikke hvad Lifeline underviste i.

Sp: Hvis du ikke er UAK, hvordan kan du så "være" nogen steder? Du taler om at tage på "ture" - hvilken del af dig "tager på tur"? Hvis det er din "opmærksomhed", hvilken del af dig er det så?
Sv: Hvis du sad i din sofa og forestillede dig at tage en tur til købmanden, begynder du måske med at forestille dig at du sætter dig ind i din bil og bakker ud af indkørslen. Med lukkede øjne forestiller du dig at du kører forbi nogle bestemte steder på vejen. Du ser måske dig selv parkere din bil og gå ind i forretningen for at handle. Du får måske endda korte visuelle indtryk af "turen". Alle disse forestillinger finder sted i din bevidsthed. I princippet er det jeg gør ikke anderledes end din "tur" til købmanden. Jeg har bare lært at blive bevidst om "ture" til den ikkefysiske verden.

Sp: Tit når jeg ringer til en ven der bor 650 kilometer væk, så tager han telefonen og siger "Hej Erik". Var det min bevidsthed der nåede ham, hans der forbandt sig med mig eller begge dele?
Sv: Jeg ville sige det sådan at I begge kom ind i hinandens bevidsthed.

Sp: Hvis tid ikke er en faktor, så er rum det heller ikke. Kvanteteori hævder at noget som sker "her" også sker "der", selvom det andet "sted" er 3 milliarder lysår væk. "Rejser" du ved simpelthen at fokusere din opmærksomhed? Er forbindelsen "altid aktiv" så du bare bruger din evne til at blive bevidst om den?
Sv: Det er en god måde at forklare det på. Forbindelsen mellem mig selv, hvad det så end er, og noget 3 milliarder lysår væk er der altid. Jeg har bare lært at blive bevidst om den. Med andre ord, hvad "rum" angår, strækker vores forbindelser sig til "rummets grænser" og hinsides. Vi lærer bare at fokusere vores opmærksomhed for at blive bevidste om forbindelserne.

Sp: Hvordan kan man kende de forskellige Fokusplaner og huske dem?
Sv: Tidligt i min oplæring, Gateway Voyage og Lifeline, "føltes" eller "fornemmedes" hvert Fokusplan på en bestemt måde for mig. Fokus 10, dybt afslappet, Fokus 12, en følelse af udvidelse, Fokus 15, en absolut stilhed osv. Efterhånden som jeg fik mere erfaring, begyndte jeg at stole på at når jeg ville være på et bestemt Fokusplan, så "var jeg der". Nu genkender jeg snarere Fokusplanerne på den slags aktiviteter jeg "mærker" omkring mig, eller det indbyggerne gør. Helt ærligt så lægger jeg mindre vægt på hvilket Fokusplan jeg er på nu, og udfører bare min hensigt og lader mange gange Fokusplanerne passe sig selv.

Sp: Nogle tips til at lære at fokusere sin opmærksomhed på et andet Fokusplan?
Sv: Den metode de underviser i på Monroe Instituttets kurser, er meget effektiv. Ved hjælp af et Hemi-Sync-bånd lader du dig flytte til det Fokusplan båndet omhandler. Når du er der, så visualiser dit personlige identifikationskodesymbol (PI) med Fokusplanets nummer ved siden af. Dit PI er et symbol efter eget valg - mit er en bestemt trekant. Fremover så stol på at når du visualiserer dit PI med Fokusplanets nummer ved siden af, så er du på det plan. Du skal gøre det med et bånd for hvert Fokusplan så du er sikker på hvilket du er på. Det var svært for mig at tro på at dette kunne virke, men nu ved jeg at det gør.

Sp: Var det den respons du fik fra andre der gjorde det "virkeligt" for dig?
Sv: For det meste ja, på flere måder. Før jeg begyndte på gruppe-udforskning, kom denne respons i form af oplysninger fra en fysisk levende person som bekræftede noget jeg havde fundet ud af i den ikkefysiske verden. Fremdragelseshistorien om bedstemoderen er et eksempel. Jeg modtog en kvindes navn fra den afdøde kvinde, og navnet viste sig at være korrekt. Gruppe-udforskning gav direkte, beviselig respons på delte aktiviteter. Det fremskyndede processen meget. Det der endelig "gjorde det virkeligt" for mig var en opløsning af mine overbevisninger som ikke passede med min erfaring.

Sp: Hvad er din eventuelle erfaring med andre væsner i samspil med mennesker i Efterlivet. Er der en forbindelse med udenjordiske fænomener?
Sv: Langt størstedelen af min erfaring med at udforske Efterlivet har været med samspil mellem mennesker. Under Exploration 27-kurset på Monroe Instituttet fik jeg lidt erfaring med intelligenser fra andre dele af vores univers. De historier findes i min tredje bog, Voyages Into the Afterlife: Charting Unknown Territory.

Sp: Hvorfor tror du det er så svært for dem af os som virkelig ønsker at forstå og er nysgerrige, at bryde barriererne?
Sv: Den vægtigste grund, tror jeg, er at vi med vilje lukkede vores bevidsthed bare for at overleve som et sammenhængende bevidst væsen i den fysiske verden. Den næstvægtigste grund er efter min erfaring vores overbevisninger. Overbevisninger påvirker vores sanseevne på raffineret, og utrolig magtfuld vis. I enhver konflikt mellem overbevisning og opfattelse vinder overbevisningen næsten altid.

Sp: I Max' tilfælde (fra artiklen om Max' Helvede), hvis han vidste at han var død, hvorfor undrede han sig så ikke over sin situation?
Sv: Så vidt Max vidste, levede han. Han vidste ikke at han var i et Fokus 25-helvede. Så vidt han vidste, boede han bare et sted hvor alle var ude efter ham og han var ude efter alle andre. Eftersom hans opmærksomhed var fokuseret på dette sted, brugte han al sin tid på at tage sig af sin situation. Min tredje bog Voyages Into the Afterlife: Charting Unknown Territory udforsker Max' Helvede mere detaljeret og afslører mere om hvad der holder ham fast der, og mere om hvordan mennesker som Max kan komme ud.