Irene fortæller:
Jeg har altid været meget opmærksom på nærdødsoplevelser. Det har sine grunde.
Da jeg var 20 år, var jeg meget tæt på at dø ved et alvorligt selvmordsforsøg og har flere døgn der er helt ude af min bevidsthed/erindring.
Der var ingen lys eller tunneller – men der var en markant ændring af mit liv i tiden efter. Jeg ændredes fra en genert og usikker person til en der strålede af energi og initiativ. Og så var der en besættelse – jeg skulle lære, læse og studere og har siden læst og lært så jeg i dag er mere end usædvanligt vidende om især historie, videnskab, natur m.m. – det er simpelthen en besættelse at tilfredsstille min videbegærlighed.
Mit liv siden har været fantastisk og jeg er ikke bange for døden.
For 25 år siden kom jeg meget tæt, alt for tæt, på en alvorlig bilulykke hvor en ganske ung pige blev dræbt – i sekunderne på landevejen hvor jeg og en anden gav førstehjælp, havde vi begge en meget tydelig fornemmelse af at hun svævede lige ovenover os. At vi begge havde denne tydelige fornemmelse var usædvanligt – men vi kom til at tale om det bagefter og vi var begge sikre – hun svævede lige ovenover os.
I tiden kort efter skete der flere tilfældige ting der gjorde at jeg blev opmærksom på netop nærdødsoplevelser. Den lokale boghandler havde “tilfældigvis” en lille udstilling med Moodys bøger “Livet efter livet” stående i vinduet da jeg passerede forbi få dage efter – og “tilfældigvis” åbnede jeg for radioen og de sendte “Charterrejse med døden” – kan huske at det føltes som alt andet end tilfældighed.