≡ Menu

Manifestation: Hvad vil du give?

Det meste af året har mine manifestationsøvelser primært bestået i at manifestere et nyt sted at bo. Mine visionboards har afspejlet det, og mine bekræftelser har handlet om det. 

De ønsker jeg havde til en ny bolig, er nu gået i opfyldelse i en grad jeg knapt fatter (jeg flytter på fredag), så forleden spurgte jeg mig selv: “Hvad mon der skal på mit visionboard for det nye år?”

Materielt set er der skam meget jeg kan ønske mig endnu, men de materielle ting jeg mangler, har befundet sig på mit visionboard i årevis, og jeg tænker at når nu mit boligønske er gået så eftertrykkeligt i opfyldelse, så kommer resten nok også. Så hvad skal jeg fylde på ønskesedlen, visionboardet og bekræftelseslisten for det nye år? 

Det fik jeg svaret på i dag pga. noget jeg hørte i en lydbog, nemlig: Manifestation handler ikke kun om hvad du vil HAVE, men også om hvad du vil GIVE. 

Bum. Hvad vil jeg egentlig give til andre og til verden? 

Dét var nemt for mig at svare på, så nu kan jeg gå i gang med at finde de rette billeder og ord til at skabe det i mit liv. Og lur mig om ikke det nødvendige materielle automatisk følger med efterhånden som vi træder ind i vores livsformål og lys?

{ 0 comments }

Sådan overlever du at debattere med en skeptiker

Jeg holder meget af en god debat. Men når man som jeg beskæftiger sig med emner som ikke er helt håndgribelige, såsom bevidsthed, nærdødsoplevelser og psykokinese, så risikerer man nemt at få en særlig type mennesker på nakken: Skeptikere.

Nu gør jeg noget som jeg senere vil påpege som et problem vi bør undgå: Jeg skærer alle over én kam. Jeg kalder ”dem” en ”type”. Det er fordi denne artikel er mest relevant for dig som støder på lige dén type af skeptikere, så jeg vil lige definere hvem jeg primært taler om her:

Skepsis betyder oprindeligt (på græsk) ’undersøgelse’ eller ’tvivl’.

Men den type skeptiker jeg taler om her, er hverken tvivlende eller undersøgende – han er ganske overbevist om at du tager fejl, og at han har ret. Han er lukket for at verden kan ses på andre måder end den rent videnskabeligt håndgribelige. Jeg skriver ’han’ fordi jeg oftest støder på mandlige skeptikere, men det kan naturligvis også være en kvinde.

Inden for filosofien er skepticisme ifølge ordnet.dk en ”opfattelse der udelukker at objektiv eller sikker erkendelse af noget er mulig”. Men denne type skeptiker er nu ganske sikker: Kun det videnskaben kan måle og veje – nej, rettelse: Kun det videnskaben allerede har målt og vejet, er virkeligt.

Denne type skeptiker er nærmest religiøs, bare med videnskaben som den enerådige gud han tilbeder. Sådan ser han ikke sig selv – han vil faktisk nok betakke sig for at blive kaldt netop det.

En debat med sådan en skeptiker er ikke en god debat. Det er en drænende debat. Sikkert ikke for ham. Jeg tror han får energi af den.

Det tror jeg fordi han typisk er hovedmenneske. Men jeg er hjertemenneske, og det er du sikkert også. Eller mavemenneske. Dig som jeg henvender mig til her, ved præcis hvad jeg mener med de termer. Du bliver fysisk træt når du har talt med hovedmennesker i længere tid. Et hovedmenneske forstår ikke din logik – og vil i øvrigt hævde at det slet ikke er logik. Faktisk vil han sikkert henvise til logik-artiklen på Wikipedia for at vise dig at du overhovedet ikke skal bryde dig om at bruge det ord sådan som almindelige mennesker bruger det, når du debatterer med ham, men er nødt til at forholde dig til den oldgræske betydning.

Og du vil ofte ikke forstå hvorfor han ikke bare mærker efter hvad der er sandt. Om han dog ikke kan mærke når noget er rigtigt? (Så fik jeg karikeret os lidt også, og balancen er nogenlunde på plads.)

Nu til sagen: Hvordan du overlever en debat med en skeptiker (og vurderer om det overhovedet er din tid og energi værd):

1. Debattér ikke noget du ikke reelt ved noget om

Jeg går personligt aldrig ind i de debatter der handler om om jorden er flad eller rund. Har du aldrig hørt om at der er nogle der – jo, i dette årti! – er overbeviste om at den er flad, så prøv at google fladjordsteori. Den er god nok! Du kan måske læse ud af mine udråbstegn at jeg ikke er en af dem. Men jeg kunne ikke drømme om at debattere det, for jeg véd det ærlig talt ikke. Om jorden er flad eller rund, er et trosspørgsmål for mig.

Det kan du måske grine lidt af, men jeg bruger det som eksempel på noget jeg aldrig selv har undersøgt. Det interesserer mig ikke. Jeg har lært i skolen at den er rund, jeg har set billeder af den fotograferet fra rummet, jeg har hørt astronauter fortælle at de har set den, og jeg har absolut ingen grund til at tro at nogen skulle lyve for hele menneskeheden om netop det. Jeg kan heller ikke se at det skulle gøre en forskel for mit verdensbillede om jorden er flad eller rund.

Igen: Det virker måske som et fjollet eksempel, og du kan få lyst til at komme med en masse argumenter for at jeg burde vide at den er rund og ikke bare tro det, men det er mig bare så inderligt ligegyldigt. Jeg er helt overbevist om at den er rund, og jeg er helt overbevist om at hvis jeg gik i gang med at undersøge sagen grundigt for at få viden om det og ikke bare tro, så ville jeg nå frem til den konklusion at den vitterligt er rund.

Min pointe er: Hvis jeg gik ind i en debat om det, ville jeg komme til kort, og jeg ville derfor ikke kunne bidrage positivt til debatten.

Så spørg dig selv inden du går ind i en debat om … lad os sige blomstermedicin: Véd jeg noget om det her emne, eller tror jeg lige så meget som den anden part? Bidrager jeg med viden til debatten, eller er jeg bare med til at piske en (uanset positiv eller negativ) stemning op? Og ender jeg bare med at blive drænet fordi jeg kommer til kort i sidste ende?

Ved du faktisk noget om emnet, så giv den gas!

2. Sæt ikke din meddebattør i bås

Som jeg skrev øverst: Du skal ikke gøre som jeg gør i denne artikel. I hvert fald ikke imens du debatterer.

Det er meget nemt at trække ”alle de skeptikere jeg nogensinde har debatteret med”-hatten ned over din aktuelle meddebattør. Men prøv om du kan lade være, for selvom du engang har debatteret med én idiot, betyder det ikke at alle er idioter.

Jeg har selv ofte i den slags debatter følt at jeg først skulle kæmpe for at krænge ”alle de sølvpapirshatte jeg nogensinde har mødt”-hatten af før en meddebattør ville tage mig alvorligt.

Det er skideirriterende at blive tillagt tro på blomstermedicin, healing eller ufoer fordi jeg i en debat påberåber mig viden om livet efter døden. Jeg vil gerne spørges hvis den anden er nysgerrig efter om jeg også tror på den slags, og han synes det har betydning for vores debat, men pludselig at skulle forsvare andres holdninger til noget man ikke har en mening eller viden om selv, midt i en snak om noget andet, er meget forstyrrende for debatten.

Derfor gør jeg også mit bedste for ikke at tillægge den anden holdninger han ikke har givet udtryk for. Også selv om jeg har en fornemmelse af at det bare er et spørgsmål om tid. Og ganske ofte er jeg blevet positivt overrasket når jeg har behersket mig.

3. Vær mod andre som du ønsker at de skal være mod dig.

Åh, det kan være fristende at kaste med mudder. Når man enten direkte eller indirekte bliver kaldt naiv eller dum, så kan det sgu ærlig talt være svært ikke at kaste lidet flatterende gloser den anden vej.

Desværre får du næppe andet ud af det end at leve op til samtlige fordomme den anden måtte have om  dig.

Træk dig i stedet fra debatten, og stil dig tilfreds med at den anden åbenbart mangler saglige argumenter siden han er nødt til at synke ned på det niveau. Insister på den gode tone ved at holde den selv.

4. Debattér kun med nogle der faktisk ved hvad du/de taler om

– eller i det mindste er oprigtigt interesserede i din holdning og ikke kun venter på at du skriver noget dumt de kan angribe.

Sådan som jeg har det med flad/rund jord-debatten, har jeg med årene konstateret at nogle skeptikere f.eks. har det med emnet ”livet efter døden”. De er overbeviste om at de har ret, men de véd det faktisk ikke. Og det har aldrig interesseret dem nok til at de har sat sig grundigt ind i emnet.

Det afholder dem dog ikke fra at debattere det med dem der har.

Det var en stor lettelse for mig da det en dag gik op for mig. For hvorfor i alverden bruge tid og energi på at debattere et emne jeg selv er passioneret omkring, med en der udelukkende var ude på at få ret i noget han ikke reelt vidste noget om, og måske få en ”sølvpapirshat” som mig ned med nakken som bonus?

Jeg gider derimod godt at debattere det med folk der har en oprigtigt nysgerrig og undersøgende tilgang til det jeg skriver. Folk må også vældig gerne komme med modargumenter. Den slags debatter er med til at gøre én skarpere og mere vidende på sit felt.

Vi kan ikke alle være eksperter på alle områder. At folk ikke har personlig erfaring med det de taler om, diskvalificerer dem ikke nødvendigvis. Ofte risikerer man dog ved at debattere med skeptikere, som jo gerne trækker videnskabskortet, at komme ud i en skolegårdsagtig “mine eksperter kan tæske dine eksperter”-snak fordi ingen af parterne reelt forsker i emnet selv. Og det er ganske godt at være opmærksom på at din meddebattør ofte trækker lige så meget på en tro på noget som han beskylder dig for at gøre.

Jeg kan personligt ofte savne at diskutere de ting jeg ved noget om, med nogle som har læst de ting jeg har læst, og oplevet de ting jeg har oplevet, men konkluderet noget andet end jeg har. Dét ville kunne udfordre mit verdensbillede. ”Mine forskere er stærkere end dine forskere” er lige så meget tro som religion er, og det rykker ikke særlig meget.

Debatten kan være ganske fin alligevel, men vær opmærksom på at I har helt forskellige udgangspunkter.

5. Tag ikke noget personligt

Mange hjertemennesker er voldsomt følsomme. Faktisk er der en hel del der aldrig blander sig i debatter af samme grund. Det er simpelthen for sårbart.

Derfor skal du huske på det jeg skrev under punkt 2: Du får muligvis trukket en hat ned over hovedet som ikke er din, og det er derfor slet ikke sikkert det er dig den anden angriber. Du er bare i dette øjeblik personificeringen af samtlige idioter den anden har debatteret med i tidens løb.

Tag det ikke personligt, men gør venligt opmærksom på at du ikke kan få øje på dig selv i det den anden skriver – eller træk dig helt fra debatten hvis du fornemmer at den anden bare vil have ”endnu en sølvpapirshat” ned med nakken.

6. Vær ikke bange for at tage fejl

Indrømmet: Det er ikke særlig fedt at se sig slået i en debat. Jeg synes selv de fedeste debatter er dem hvor begge parter føler sig klogere bagefter. Man behøver slet ikke nå til enighed; det er bare fedt at debattere med et andet passioneret menneske. Og er du villig til at lægge dine fordomme om at din meddebattør er af den kedelige slags skeptikere, på hylden, så kan du være heldig at han viser sig at være en sjov og givende ”modstander”.

Men skulle debatten nu alligevel ende med at du sidder med følelsen af at den anden faktisk har ret i at du ikke helt ved hvad du taler om, så tag det ikke som et nederlag, men i stedet som benzin på din motivation for at blive endnu klogere på emnet.

Der er mange spændende bøger (f.eks. Det ny testamente og bøger om videnskab) jeg udelukkende har fået læst fordi nogen plantede et stort spørgsmålstegn i mig i en debat. Og for en som mig der hellere vil have viden end tro, er det en stor gave.

7. Mærk efter: Dræner det dig, eller giver det dig energi?

Inden du overhovedet giver dig i kast med at smide en kommentar ind i en debat, så mærk efter: Hvad er din dagsform? Orker du at blive modsagt i dag? Kan du holde til et direkte angreb?

Debattonen på især sociale medier er til tider hård! Vær opmærksom på om din meddebattør er en en der håner dig eller respekterer dig, og lad være med at debattere med hånere.

Vær ikke bange for at blande dig i en debat, men vær endnu mindre bange for at trække dig fra den igen. Du taber ikke ansigt ved at trække dig, men kan derimod tabe voldsomme mængder af god energi ved stædigt at holde fast i at følge den til dørs.

En god meddebattør vil altid have forståelse for at du ikke har mere tid eller energi til jeres debat. Kun dem du alligevel ikke gider debattere med, vil have hån tilovers for det.

Både en god og en dårlig debat kan vække dig kl. 4 om morgenen ved at din hjerne arbejder på højtryk med et godt svar til den anden. Læg mærke til om dét fylder dig med glæde og positiv kampgejst, eller du har en knude i maven og næsten ikke orker at gå på Facebook den dag (hvis det er der debatten foregår) af frygt for at blive konfronteret med din meddebattør. I sidste fald: Afslut pænt debatten, og hop videre til noget der gør dig glad.

Det skal være sjovt og/eller givende at debattere!

En god debat giver god energi. En dårlig bidrager ikke med noget godt. Jeg håber jeg med ovenstående har givet dig ballast til at kende forskel og undgå – eller overleve – de dårlige.

{ 0 comments }

Alle kan meditere (jo, også dig)

”Jeg kan ikke meditere” hører jeg ofte nogen sige. Og det passer ikke. Hvis du tror du ikke kan meditere, er det fordi du tror meditation er noget andet end det er.

Meditation er en proces. Det er muligt vi med vores meditation søger at opnå en særlig tilstand – en meditativ tilstand. Og det er nok det der forvirrer os lidt – at vi kalder både det ene og det andet for ”meditation”. Både vejen og målet.

Men det er vejen der er det vigtigste. Du kan aldrig nå målet uden at gå vejen. Og alle kan gå vejen.

At sige ”jeg kan ikke meditere” svarer til at sige ”jeg har ikke talent for at spille klaver” når det vi faktisk mener, er ”jeg kan ikke spille Chopins Minutvals”. Vi kan alle – forudsat vi har lemmer at trykke tangenterne ned med  – sætte os ved et klaver og spille noget. Spørgsmålet er om vi er tålmodige nok til at blive ved indtil Minutvalsen flyder let fra fingrene.

Vi kommer aldrig til at lære at spille Chopin hvis vi ikke er villige til faktisk at sætte os ved klaveret. Vi når ikke målet uden at gå vejen. Og det ville være noget vrøvl at sige at vi ikke ”spiller klaver” før vi spiller en fejlfri Minutvals. Vejen derhen er også  at spille klaver – ikke kun at spille fejlfrit.

Og det er  det samme med meditation.

Jeg har lavet en del guidede meditationer og bruger selv andres med stor fornøjelse. Når jeg altså har et særligt formål med meditationen.

Men her er den eneste vejledning du faktisk behøver: Sæt dig i en behagelig stilling. Luk øjnene. Bliv siddende i noget tid. Åbn øjnene.

Du behøver ikke tænke på din vejrtrækning. Du behøver ikke gøre noget med dine tanker. Jo mere du gør, desto mindre mediterer du faktisk.

Tanker er der bare. Det er fint.

Du kan godt på et tidspunkt opnå en tilstand hvor du ikke længere bemærker dem, og så vil du måske – når du bemærker dem igen – tænke ”jubiii, nu kan jeg meditere”, men det der skete, var bare at du nåede det mål du oprindeligt havde med at begynde at meditere. Du har mediteret hele tiden. Også dengang du ikke kunne lade være med at bemærke dine tanker.

Meditation er villigheden til at sætte sig ned og bare være med sig selv. Ikke andet. Hvad der kommer ud af det, er det spændende ved meditation. Ikke slutresultatet i sig selv, men vejen. Det er der alle indsigterne kommer. Det er der alting falder på plads. Det er der de sjove oplevelser findes.

Og jo, det er også dejligt at være i en mål-tilstand af ”ingen tid” eller ”ingen tanker” eller “et med alt”, men hvor tror du magien findes?

Den findes når du kommer ud af den tilstand igen. Når du vurderer den, reflekterer over den, fryder dig over den. Når du lever i den bevidsthed at den tilstand eksisterer. Når du ved at du kan finde den igen. Eller måske rettere: At den tilstand kan finde dig igen. Når du villigt sætter dig ned og åbner dig for den ved at meditere. Og véd at det faktisk er vejen der er det virkelig interessante – ikke destinationen.


{ 0 comments }

Det er så simpelt at det er svært at tro det

Hvilket plan arbejdede han fra? Det mentale plan? Det æteriske? Hvilket fokusplan skal man være i for at få kontakt til en afdød? Gik han ud af kroppen? Var det i virkeligheden klardrømme han havde? Hvilken Hemi-Sync-cd vil hjælpe mig derhen hvor han var? Er det bedst at sidde eller ligge ned? Hvordan får man nemmest en ud af kroppen-oplevelse?

Alt det får du måske lyst til at spørge om når du læser bøger som Bruce Moens. Vi læser om alle disse fantastiske oplevelser beskrevet i detaljer, og nogle af os begynder måske at overveje hvordan vi selv kan opleve det samme.

Og det er skam gode spørgsmål at stille hvis vi gerne vil sætte Bruces oplevelser ind i en forståelsesramme vi allerede kender og kan forholde os til. Derimod er de mindre brugbare når det kommer til faktisk at gøre det han gjorde.

Metoden

Heldigvis for os var Bruce en meget praktisk mand. Som han skrev i sin Afterlife Knowledge Guidebook: “Som ingeniør er jeg uddannet specifikt i at lede efter måder at gøre processer mere effektive, billige og mindre tidskrævende på.” Således skabte han den enkleste metode til at lære andre at gøre det han gjorde. Og det er så her det bliver tricky.

Han plejede at sige: “At lære at udforske vores efterliv er så nemt at det sværeste er at tro at du gør det.”

Og det er virkelig nemt. Faktisk kan jeg give dig metoden lige her:

  • Sæt dig i en behagelig stilling
  • Tag dybe, afslappende vejrtrækninger
  • Forestil dig frisk energi løbe oppefra og nedefra gennem din krop og rundt om dig
  • Føl kærlighed
  • Sæt en intention om at besøge den person du gerne vil kontakte
  • Bed om at der kommer en hjælper
  • Bed hjælperen om at føre dig hen til den du vil besøge
  • Tal med den person, og få nogle oplysninger du (forhåbentlig) kan få verificeret bagefter.

Så simpelt er det. En kort og kedelig beskrivelse af hvor simpelt det er (hvis du nogensinde kommer på en af mine workshops, så lover jeg at gøre det meget mere sjovt og interessant!), men ikke desto mindre: Det er bare dét.

Så her kommer den svære del: Hvordan ved vi at kontakten med vedkommende er virkelig??

Og det er her vi nysgerrige, har-læst-et-utal-af-bøger-om-emnet, venstre-hjernehalvdels-typer (som regel) begynder at gøre det indviklet for os selv. Vi prøver metoden, men arh, så nemt kan det ikke være, og så begynder vi at lede efter nøglen i den tilstand han befandt sig i. “Måske skal jeg bevæge mig mere ind i den mentale del af min aura. Måske skal jeg føle kærligheden stærkere. Måske skal jeg være på dette eller hint fokusplan. Måske er jeg ikke afslappet nok. Måske virker det bedre når jeg ligger ned. Måske skulle jeg påkalde en ærkeengel i stedet for bare en almindelig hjælper.”

Men det er de forkerte steder at lede efter den nøgle. Nøglen befinder sig i den allersidste del af metoden: Få nogle oplysninger du (forhåbentlig) kan få verificeret bagefter.

Og det er her det bliver sårbart. Det kræver mod. Og mit gæt (eller min projektion) er at det er derfor de fleste af os giver op og aldrig rigtig slipper af med vores tvivl.

Sådan får du verificerbare oplysninger, og derfor kræver det mod

Spørg en du kender, om du må få navnet på en afdød du ikke kendte, men som de kender godt, kontakte denne person og se om du kan få en besked til dem og andre oplysninger der kan bekræfte din oplevelse.

De fleste (jeg vil gætte på og foreslå at du kun spørger folk der ikke vil tro du er blevet vanvittig) vil sikkert sige ja og give dig navnet på en forælder, et barn, en bror, søster, ven eller bedsteforælder.

Så langt så godt.

Så går du i gang med metoden. Du kontakter den afdøde og får et indtryk af deres omgivelser, deres udseende, hvad de lavede i deres fysiske liv, hvordan de døde, og du beder dem om at vise eller fortælle dig noget som kan bevise for personen der gav dig navnet, at du virkelig havde kontakt med dem.

Og så kommer den sårbare del: At sætte dig ned med din ven og fortælle hvad du sansede. Og at risikere at tage fuldstændig fejl. Ikke bare fordi din ven måske håbede på at få bekræftet at deres kære lever videre, og du vil nødig skuffe dem, men også fordi du – medmindre du er den robuste type med virkelig højt selvværd – sikkert vil føle dig som en fiasko.

Desuden: Når intet kunne verificeres, hvad så? Hvad hvis det sker de første 10 gange du gør det? Hvor længe kan du holde til nederlag før der dukker noget beviseligt op? Og ikke bare en lille ting du kan rationalisere væk (som vi ofte gør efter noget tid), men en ordentlig bid der ikke kan afvises?

(En note her som jeg vil skrive mere om i et andet indlæg, og som jeg underviser i på Bruces workshop: Vær opmærksom på at din ven som gav dig navnet, måske ikke er særlig åben for det du fortæller, af alle mulige grunde, og det kan være du faktisk har mange flere fuldtræffere end du tror!)

Husk: Bruce kæmpede med det her i flere år

Bruce var stædig, og han blev ved. Hvis du har læst hans bøger, vil du vide at vi skal et godt stykke ind i bog nr. 2 før han har den “rejse hinsides al tvivl” som gav ham vished. Det tog ham ca. 3 år:

“Jeg havde udforsket den menneskelige eksistens efter ”døden” i lidt over
tre år siden Lifeline-kurset. Mange af de oplevelser jeg havde haft, havde indeholdt oplysninger der i et eller andet omfang kunne verificeres. Men jeg havde altid haft en følelse af skepsis og tvivl, selv under de verificerbare oplevelser. En del af mig ville ikke overgive sig og nægtede at acceptere at mine oplevelser var virkelige. Den del af mig fornægtede muligheden for at jeg kunne udforske Efterlivet, fordi den holdt fast i en overbevisning om at sådan noget ikke fandtes. Man kan kalde det mangel på tillid eller ren og skær skepsis, men i et eller andet omfang havde jeg altid haft den tvivl
med mig.”
(En Rejse Hinsides al Tvivl, side 151)

Husk det når du begiver dig ud på din egen rejse. Det kom ikke nemt til ham heller. Det ser måske sådan ud når man læser hans bøger, med de er beskrivelser af flere års træning og efterrationalisering.

Vi er alle begyndere på et tidspunkt, så som med alt andet i livet: Sammenlign ikke dig selv med nogen der har arbejdet sig op til ekspertniveau, når du selv først lige er begyndt at bevæge dig ind på ukendt territorium. Bliv ved, og vigtigst af alt: Hav et åbent sind.

Tænk som en opdagelsesrejsende

Tilbage til de spørgsmål jeg lagde ud med. Jeg har ikke nemt ved det, men jeg prøver at give slip på hvad jeg tror jeg allerede ved om hvordan tingene burde eller må være. I det mindste når den “viden” faktisk er en overbevisning. Selvfølgelig er begreber meget brugbare når vi skal lære eller forstå noget, men jeg prøver indimellem at minde mig selv om at de også kan blokere for min egen erfaring.

For eksempel: Hvad nu hvis jeg forventer at se chakraer i klare farver fordi jeg har læst en masse bøger om at vi har sådan nogle, men jeg endnu har til gode at se dem selv? Det får mig måske til at tænke at jeg gør noget forkert. Måske bliver jeg endda så fokuseret på at prøve at se de chakraer at jeg går glip af noget der ville være meget mere interessant og vigtigt for mig.

Ved at forsøge (og fejle) i årevis på at gå ud af kroppen fordi jeg har læst i Robert Monroe’s bøger at det var sådan han foretog sine rejser, går jeg måske glip af en metode der er langt lettere at opnå. Bruces, for eksempel.

Kan du se hvor jeg vil hen?

Det er ikke fordi jeg ikke forstår behovet for at, nå ja, forstå hvordan noget virker, men jeg vil bare gøre opmærksom på at det sandsynligvis er den mindst effektive måde at gribe det an på.

I stedet bliver vi nødt til at gå praktisk til værks. Hvor skræmmende det end måtte være at risikere at se dum, prætentiøs eller amatøragtig ud – eller hvad det nu måtte være for en skyggeside der står i vejen for at vi kommer i gang.


Har du udenlandske venner der synes sådan noget her er spændende? Så kan du sende dem over til den engelske udgave af indlægget her: It’s so simple that it’s hard to believe we’re doing it

{ 0 comments }

Jeg skal til Italien – yay!

Jeg er blevet inviteret til Italien (Milano eller Rom – måske begge) til februar for at holde Bruce Moens Exploring the Afterlife-workshop. Jeg har hidtil kun holdt den workshop for en lille lukket gruppe da jeg boede i København, så det er en helt vild og vidunderlig mulighed jeg her har fået. Jeg glæder mig SÅ meget!

Af samme grund kan du fremover støde på en international hjemmeside af mig på engelsk, nemlig min nye side Exploring the Afterlife. Jeg har ikke tidligere haft nogen grund til at skrive om de ting på engelsk, men for en uges tid siden var jeg gæst i en Italiensk Facebook Live for dem som kunne være interesserede i workshoppen til februar, og det at høre deres mange interessante spørgsmål inspirerede mig til at begynde at skrive om det på engelsk også.

Jeg kommer næppe til at skrive noget på den side som jeg ikke også skriver på dansk her, så der er som sådan ingen grund til at følge mig begge steder, men så har du da et sted at linke hen hvis du kender en udlænding som er interesseret i Bruce Moens arbejde – og nu i mit. Det må du vældig gerne. Omend jeg også må tilstå at det prikker til hende den usikre Anja indeni at begive sig ud i at skrive om Moens arbejde på hans eget sprog på trods af at jeg har gjort det på dansk i årevis.

Jeg er så begejstret for hans undervisning, og jeg håber at kunne overbringe den på en måde hvor endnu flere mennesker vil få glæde af den i deres udforskning af Efterlivet. Hans metode er så praktisk og nede på jorden. Og det er måske derfor den passer så godt til mig. 🙂

{ 1 comment }

Interview with Bruce Moen

Bruce Moen og Anja LysholmIn 2010 I did this interview with my friend and teacher Bruce Moen.

The questions I asked him was collected from friends and followers through Facebook.

You can hear us talk about stuff like: How come the Afterlife is perceived so differently from person to person? What is the Afterlife like for someone who doesn’t believe in one? What is energy? Are there other civilizations out there? And much more.

He also talks about his Grandpa Project – a sort of “telephone” to the Afterlife, which turned out to be able to measure Reiki energy.

You may be surprised about what he has to say about the Big Bang.

And you can hear him tearing up as he tells a father how to communicate with his deceased son.

The whole interview lasts for 2 hours and 45 minutes, and there was so much more to talk about.

You can either listen to the whole interview or one question/answer at a time if you prefer:

The whole conversation (2:45:45):

Tell us a little bit about yourself (4.10)

How come the Afterlife is percieved very differently from person to person? (25:41)

What’s the Afterlife like for those who don’t believe in one? (15:11)

A father asks “Will I have another go with my son who died 19 months ago?” (26:16)

Is a person who keeps the dark side away, a whole and balanced person? (22:39)

What is energy? (18:32)

Are there other civilizations out there? (29:51)

Is it dangerous that scientists try to recreate the big bang? (23:22)

The guide mentioned to contact a deceased loved one can be found in Bruces first book Voyages into the Unknown and also on his website here: Guidelines for Afterlife Contact

The method described is what Bruce calls a retrieval, but you can use the same method to “just” get in contact with someone you know.

✿ Bruce Moen died on the 14th. of November 2017. ❤

I was certified by Bruce to teach his 2 day Exploring the Afterlife workshop. Contact me at anja@uforklarbar.dk if you want me to teach it in your city.


Dette indlæg blev udgivet på dansk i 2010 og findes her: Lyt til et interview med Bruce Moen

{ 0 comments }

Intensive oplevelser gør overbevisninger til viden

Et citat af Robert Monroe lyder: “Læringens dybde står i direkte forhold til oplevelsens intensitet”.

Citat af Robert MonroeJeg tænker tit på det i forbindelse med f.eks. folk der har haft nærdødsoplevelser. Spørger du dem om de tvivler på at det de oplevede, var virkeligt, lyder svaret ofte: “nej, det var faktisk hyper-virkeligt – mere virkeligt end det vi opfatter som virkelighed”.

De ting vi kun læser om, sætter sig som overbevisninger. De ting vi oplever direkte på egen krop og sjæl, sætter sig som viden.

Vil du lære Monroes metode til at udforske bevidstheden selv og gøre dine overbevisninger til viden? Så kom med på min Hemi-Sync Excursion Workshop

Det kræver absolut ingen andre forudsætninger end nysgerrighed.

{ 0 comments }

Det sværeste er at det er så let

I dag ville Bruce Moen være fyldt 70 år (han døde i november sidste år). Jeg er dybt taknemmelig for at han var min lærer, og at jeg nåede at arbejde sammen med ham i 12 år – om oversættelsen af hans bøger og arrangement af hans workshops i Danmark. Det ved jeg at rigtig mange har haft glæde af.

Op til og under hans sidste workshop i Danmark i 2015 underviste han mig i at undervise i weekendworkshoppen “Udforskning af Efterlivet”. Vi manglede sådan set bare at jeg skulle holde den året efter mens han var til stede og kunne holde sin 2. workshop bagefter, men det nåede vi ikke.

Jeg skabte mit eget

Det sidste års tid havde jeg ikke så meget kontakt med ham som tidligere  (ikke af nogen anden grund end at tiden bare gik med andre ting). Kort før hans død holdt jeg for første gang den workshop jeg selv har skabt på baggrund af hans undervisning, “Kursus i afdødekontakt – du kan selv“, og jeg var så utrolig rørt over resultatet at jeg følte trang til at dele det med ham.

Så jeg skrev en længere mail hvor jeg fortalte ham hvordan det havde været. At jeg – lige som jeg vidste at han var i starten – havde været nervøs for hvad i alverden det nu var jeg havde kastet mig ud i. Været bekymret for om folk nu overhovedet fik kontakt. Men det gjorde de selvfølgelig. Og det blev en vidunderlig og meget rørende dag. Jeg fortalte ham hvor taknemmelig jeg var for alt det han havde lært mig.

Jeg vidste godt at han var syg (det har han været i mange år), og jeg havde hørt at det var ret alvorligt nu, så jeg anede faktisk ikke om han var frisk nok til at få og læse min mail, men af sted skulle den.

Jeg fik svar med det samme. Et svar fuld af opmuntring, kærlighed, en blåstempling af mit arbejde og en varm stolthed over hvad jeg havde brugt hans arbejde til. Og så en invitation til at besøge ham og hans kone i Florida. Så var det da ikke lige op over med ham, tænkte jeg glad. Men 5 dage efter – bogstavelig talt mens jeg stod med min kuffert og var på vej til England for at deltage på Monroe-instituttets Lucid Dreaming-kursus – fik jeg besked fra hans kone om at nu lå han for døden. Få dage senere, den 14/11, var han død.

Der er næppe mange der har været så godt forberedt på rejsen som han – nysgerrig rejsende i Efterlivet som han var, og jeg ved at han ikke havde spor imod at skulle af sted (bortset fra at han var ked af at “forlade” sin elskede kone). For ham selv var det ikke en trist begivenhed, for han vidste hvad der ventede.

Jeg fortsætter med at føre hans gode og vigtige arbejde videre på min egen måde, og jeg er sikker på at han følger med endnu. Faktisk tror jeg jeg vil “tage min egen medicin” og benytte hans fødselsdag til at få en snak med ham derovre. 🙂

Hvis du kunne tænke dig at lære metoden, så kan du finde den i mit lille e-kursus her: Kontakt til afdøde – du kan selv

Det svære ved at det er nemt

Det er ikke særlig svært. Og dog. Som han sagde: “Selv om begreberne, teknikkerne og øvelserne er simple, er vejen til Viden om Efterlivet på en gang simpel og kompleks. Jeg ynder at sige at det at lære at udforske vores efterliv er så let at det sværeste er at tro på at du gør det!”

Og det er virkelig sandt! Det er lige så let at kommunikere med en afdød som at tænke på hvad du fik til morgenmad i går, men netop nemheden gør det svært. Det kræver (nogle gange – andre gange er du bare ikke i tvivl!) gentagelser, øvelse, indsamling af oplysninger. Jo oftere du gør det, desto mere forsvinder tvivlen.

For Bruce tog det flere år at slippe tvivlen. Så længe behøver det ikke tage for dig. Prøv! Læg tvivlen på hylden – bare i de 45 minutter øvelsen varer – og se hvad der sker. Du vil sandsynligvis opdage at det er nemmere end du troede.

{ 0 comments }

Den største illusion

Det citat af Robert Monroe jeg oftest ser delt, er det her:

Den største illusion er at menneskeheden har begrænsninger“The greatest illusion is that mankind has limitations”

Det har han udtalt på baggrund af sine egne, sine kollegers og kursisters adskillige bevidsthedsrejser der viste ham at de fysiske rammer vi lader os begrænse af, er en illusion. En meget overbevisende en, må man sige, men dog en illusion.

Få er heldige at gøre sig den erfaring uden at “arbejde for det” gennem meditation eller andre bevidsthedsudvidende aktiviteter.

Hvis du kunne tænke dig at komme i en tilstand hvor den erfaring er mulig, så kan Hemi-Sync være det fartøj der hjælper dig ud af illusionen. Det er et vildt værktøj – og samtidig så blidt at det absolut ikke tvinger dig i en tilstand du ikke har lyst til at være i. Men for mange virker det som en længe savnet nøgle til den dør vi ved findes til vores (større) bevidsthed.

Som din “turguide” kan jeg ikke fortælle dig hvad der er bag din dør, for det er ikke nødvendigvis det samme som er bag min (måske er du klar til at se meget mere end mig, så det ville også være synd at begrænse din oplevelse ved at lægge min egen henover som rejsemål), men jeg kan vise dig døren og give dig nøglen.

Du kan selvfølgelig også selv (Hemi-Sync kan købes af enhver), men der er flere fordele ved at gøre det sammen med andre – især i den setting som min to-dagesworkshop er:

Det er en kæmpe hjælp at:

  • gøre det i en gruppe fordi gruppeenergien og samtalerne har det med at få tingene til at accelerere (en gruppe er hos mig ikke særlig stor – som regel 2-5 personer, og det er nok)
  • have en hjælper (mig) til rådighed – en som kender turen og vejen uden om blokeringerne, en som holder lommelygten når det virker mørkt og tåget, og som kan vise hvor lyskontakten sidder, så du ikke selv skal famle i blinde 🙂
  • gøre det i 2 dage i træk fordi dit ego ikke får lov at holde paraderne oppe så du ikke kan åbne døren – det bliver kørt lidt træt, og det er der en mening med.

Jeg kan intet garantere på sådan en rejse, men jeg kan fortælle at de 100 jeg foreløbig har ført igennem, samstemmende har fortalt om en interessant tur og en kropslig afslapning de ikke tidligere har oplevet. Og ganske mange har også oplevet at komme ud af den fysiske illusion.

Læs her hvad tidligere deltagere har udtalt: Udtalelser om min weekendworkshop

Den næste rejse tager vi d. 3. og 4. marts (2 af pladserne er taget). Læs om workshoppen, og tilmeld dig her.

Du kan se i min kalender hvad jeg ellers har planlagt. Der er bl.a. en alternativ messe i Korsør, et foredrag (om noget helt andet) i Aalborg og en 1-dagsworkshop om afdødekontakt (med en man selv har mistet).

Husk at du ALTID kan ønske en dato og et sted der passer dig. Jeg hører meget gerne fra dig hvis du er interesseret i mine aktiviteter, men bare ikke lige kan få tid og sted til at passe med dine ønsker. Måske har du ligefrem selv lyst til at arrangere en workshop el.lign.?


Du finder mine guidede meditationer, cd’er med Hemi-Sync, e-bøger og kurseruforklarbar.dk

Du kan købe Hemi-Sync til download her

{ 0 comments }

Gratis meditation i Korsør – hvorfor og hvordan?

Hemi-Sync-workshop

Jeg er blevet spurgt til mine gratis Hemi-Sync-meditationsaftener om torsdagen: Hvordan foregår det? Et andet spørgsmål jeg endnu oftere får, er: Hvorfor er det gratis??

Jeg starter med det første:

Hvordan foregår det?

Folk kommer kl. 20, og så starter vi med lige at få en kop kaffe eller te (bruger man mælk, skal man selv have lidt med, for jeg har kun plantemælk i køleskabet) og præsentere os for hinanden hvis vi ikke har mødt hinanden før.

Jeg fortæller så hvilken Hemi-Sync-øvelse jeg har valgt denne aften. Oftest vil jeg dog spørge først om nogen har et bestemt tema de kunne tænke sig at det handlede om – det kunne være healing, parforhold, chakrabalancering, afspænding, tidligere liv, manifestation, succes, selvværd, kreativitet, efterlivet, vejledning m.m. – men hvis ikke, så har jeg valgt en på forhånd. Hvis der er noget særligt man skal være opmærksom på ved den, så gennemgår jeg lige hvad den handler om.

Så slår vi nogle madrasser ud og lægger os ned (dem der hellere vil sidde op, kan blive siddende), man tager et tæppe over sig så man ikke fryser undervejs, og evt. en lille pude over øjnene så man lukker af for lyset. Man tager hovedtelefoner på (det er vigtigt for virkningen af Hemi-Sync – se mere om hvordan Hemi-Sync virker, her), og så sætter jeg øvelsen i gang. Jeg har alt udstyr – man skal bare medbringe sig selv og sin nysgerrighed.

Øvelsen er en guidet meditation på engelsk. Folk der ikke er så gode til engelsk, oplever typisk at de får noget ud af øvelserne alligevel fordi Hemi-Sync virker uanset, og man kan gætte sig til det man ikke forstår, når jeg har forklaret forløbet inden. Det gør jeg ekstra meget ud af hvis der er folk med der ikke forstår engelsk ret godt (hvis de ønsker det).

Øvelserne varer ca. 40 minutter. Man kan som ny tro at “det er sørme længe at skulle sidde/ligge stille”, men ens tidsfornemmelse undervejs er typisk “i uorden”, så det føles ikke som så lang tid. Desuden er Hemi-Sync formidabelt til at få ens krop til at slappe fuldkommen af, så man kan ligge meget længere end man måske tror inden!

Efter øvelsen kommer vi stille og roligt til os selv igen og sætter os sammen over kaffen/teen, og så snakker vi om hvad (om noget) vi oplevede undervejs. Der er ingen deletvang – man har altid lov at holde sin oplevelse for sig selv. Nogle gange skal tingene lige synke ind før man har lyst til at dele. Det kan også være man bare faldt i søvn, og det gør heller ikke noget. Så fik man da en tiltrængt lur. 🙂

Ca. kl. 21.30 skilles vi igen.

Nu til det andet spørgsmål:

Hvorfor er det gratis?

Lad mig starte med at sige: Man har altid lov at smide en 20’er til kaffen eller mere hvis man har det skidt med at jeg gør det her gratis. Jeg har absolut ingen forventninger om det – jeg mener det når jeg siger at det er gratis – men jeg tager det heller ikke ilde op hvis du gerne vil betale noget. Folk har det forskelligt med at give og modtage. Det skal gerne føles godt for alle at være med.

Men hvorfor er det så gratis? Det er gratis fordi det jeg gør her, er en tradition jeg følger inden for den uddannelse jeg har taget i USA.

Folk der har været på kursus på Monroe-instituttet (som er det sted jeg er uddannet og selv tager på kursus så ofte jeg kan slippe af sted med det), savner ofte at kunne dele deres oplevelser med ligesindede når de kommer hjem. Derfor er der opstået det de kalder “Local Chapters”, altså lokalnetværk hvor folk mødes og lytter til Hemi-Sync-øvelser sammen.

Nu er der ikke ret mange her i Danmark der har været på Monroe-instituttet, men en del har været på mine weekendkurser, og de skal også have et sted at møde ligesindede. Så det jeg indbyder folk til her, er altså mit “Local Chapter” i Korsør. Mine kursister bor så over hele landet og ikke lige omkring mig, så mit netværk ville ikke eksistere hvis jeg ikke holdt det åbent også for folk der ikke lige har været på kursus hos mig. Og jeg vil gerne selv have sådan et netværk.

Så selv om jeg fungerer som “Local Chapter Leader” og altså er den der lægger viden, udstyr, lokale og øvelser til, så er jeg også “bare” en begejstret Hemi-Sync-bruger der gerne vil dele min begejstring med andre nysgerrige.

Det er altså ikke noget jeg gør for at sælge noget, og ingen bliver prakket noget på når de er her. Jeg har cd’er og workshops til salg, og det kan man ikke undgå at få øje på da vi befinder os i mit lille kursuslokale, og man er da altid velkommen til at købe noget når man er her, men der foregår ikke noget aktivt salg fra mig.

Ofte er der andre selvstændige der synes det er helt forrykt at jeg gør sådan noget gratis, og tager det som et udtryk for at jeg ikke respekterer mig selv, min tid og mit “produkt”. Jeg synes personligt det er ærgerligt at man som selvstændig absolut skal kommercialisere alting og aldrig gøre noget gratis eller “gratis med det formål at sælge noget andet”. Ud over at undervise i at udforske bevidstheden ved hjælp af Hemi-Sync og naturligvis tage penge for de workshops fordi det er mit arbejde, så har jeg også en helt personlig passion og begejstring for det, og det er den jeg får lejlighed til at dele med andre her. Den del gør jeg gerne uden at tjene penge på det.

Hvor tilmelder man sig?

Jeg har en Meetup-gruppe til formålet. Jeg opretter som regel også Facebook-events for at sprede budskabet, men jeg har erfaret at man ikke kan stole på Facebook-tilmeldinger, og derfor har jeg lavet Meetup-gruppen som du kan tilmelde dig her: Gratis meditation med Hemi-Sync

Det er vigtigt for mig at jeg kan regne med tilmeldingerne så jeg ved hvor meget udstyr jeg skal gøre klar, og hvor meget kaffe og te jeg skal lave. Derfor skal tilmelding ske i gruppen. Det gør også at andre tilmeldte kan se hvem der kommer.

Hvor mange kommer der?

Nogle gange er vi kun 2, andre gange 4 og sjældnere 6-7 stykker. Jeg aflyser ikke selv om vi “kun” er to, men kan du se på Meetup at du er den eneste tilmeldte, og synes du det er for kedeligt, så siger du det bare til mig, og så aflyser vi – værre er det ikke. Det plejer dog at være ganske hyggeligt at være få, og det gør jo ingen forskel for øvelsen vi laver sammen. Men det er også en af grundene til at jeg vil have tilmeldingerne samlet der: Det hjælper på folks lyst til at dukke op, at de kan se at der kommer andre.

Jeg håber det var svar på de spørgsmål du måtte have om mine gratis aftener. Har du flere, så skriv til mig på anja@uforklarbar.dk, eller meld dig ind i Meetup-gruppen og spørg mig der.

{ 0 comments }