Bruce Moens Workshop i Krakow d. 19.-24. april 2005
af: Anja Lysholm

Jeg havde glædet mig meget, meget længe - sådan føltes de 3½ måned der var gået siden vi besluttede at vi skulle af sted, i hvert fald - til at møde Bruce Moen og deltage i hans workshop. Jeg glædede mig først og fremmest til workshoppen, men også til at møde den mand som jeg har viet en meget stor del af min fritid til. Det skulle blive godt at se ham i øjnene og finde ud af om han nu også var et menneske der var værd at bruge så meget tid på.

Vi mødte op på Hotel Sympozjum tirsdag morgen lidt i ni. Vi kunne ikke rigtig finde ud af hvor vi skulle være, for de skilte der viste vej til konferencelokale 5 pegede tilsyneladende tilbage til hvor vi stod! Det viste sig at vi skulle op eller ned ad nogle trapper, og vi valgte at gå op. Det var forkert, opdagede vi efter at have gået alle hotellets 4 etager op. Men hvem stod deroppe og var på vej ned? Det gjorde såmænd Bruce Moen og hans kone, Pharon. Bruce genkendte Gunther fra en tilsvarende workshop i Irland 3½ år tidligere, så han vidste straks hvem vi var, og jeg behøvede ikke at præsentere mig. Et pudsigt første møde.

Vi fandt ned i kælderetagen hvor workshoppen skulle foregå. Den skulle først starte kl. 10 og ikke kl. 9 som vi troede, så der var tid til at finde en god plads og suge alle indtryk til sig inden det gik løs. 49 mennesker var vi, så der var en hel del snak på Polsk. Polakker taler generelt ikke ret godt engelsk - de fleste ikke et eneste ord, måtte vi sande - så vi så frem til at tolken ankom! Vi var de eneste deltagere som ikke var polakker.

Bruce bad os som noget af det første om at skrive i vores notesbog hvorfor vi var kommet. Jeg skrev i min: "Jeg ønsker at vide i stedet for at tro!" Så kort kunne det siges. Jeg ønsker ikke at skulle henvende mig til andre når jeg vil vide noget om Efterlivet eller tale med min afdøde far. Jeg vil kunne det selv, og jeg vil af med den rest af tvivl jeg har på om det hele bare et noget jeg bilder mig ind.

Min far... I september 1997 mistede jeg ham. Fysisk i hvert fald. Han var 56 år og døde af kræft i halsen, brystkassen og maven. Det var det der for alvor satte min søgen i gang. Jeg så ham dø, og jeg vidste bare at det der lå tilbage i sengen da han var død, i hvert fald ikke var ham! Det var et hylster han havde været i. Jeg havde intet som helst forhold til den krop der lå der, og den eneste logiske forklaring måtte være at han var taget et andet sted hen. Og jeg ville vide hvor!

På anden dag skulle vi prøve en såkaldt fremdragelse. Fremdragelser handler om at finde frem til sjæle som "sidder fast" et sted i det ikkefysiske fordi de ikke er klar over at de er døde. Af den grund er de stadig mere opmærksomme på den fysiske verden end den ikkefysiske, og derfor kan vi som fysisk levende mennesker nemmere få kontakt med dem end de ikkefysiske væsner kan. Opgaven er at få gjort dem opmærksom på den ikkefysiske hjælper som så kan hjælpe dem hen hvor de hører hjemme - der hvor deres familie og venner venter på dem. Når man har gjort det, har man hjælperen til rådighed og kan frit udforske det område af Efterlivet som interesserer en. På den måde har man hjulpet et medmenneske og har samtidig mulighed for at hjælpe sig selv. En smuk måde at blive klogere på.

Fremdragelsen foregår på den måde at man - meget kort fortalt - gør sine forberedende øvelser (bl.a. energiøvelsen) sådan at man er åben og afslappet, og beder en hjælper om at komme og tage en med hen til en person som skal fremdrages. Man taler med personen, præsenterer vedkommende for hjælperen og følger med dem der hvor de nu tager hen. Det hele foregår på samme måde som hvis man fantaserer en historie inden i sit hoved. Og det at bruge sin fantasi er faktisk det springende punkt! De fleste føler modstand imod det i starten, for hvis det hele bare er noget de forestiller sig, så er det jo ikke virkeligt. Men sådan forholder det sig ikke nødvendigvis. Der sker nemlig det at når man begynder at forestille sig ting, f.eks. indledningen til samtalen med hjælperen, så vil man pludselig opdage at der sker ting som man ikke forestillede sig. "Fantasien" får pludselig sit eget liv, og man undres over hvor de oplysninger man får, kommer fra. Her er det en god ide at bede om at få nogle oplysninger som kan verificeres i den fysiske verden. På den måde kan man nemlig få et bevis for at det man oplevede, ikke var ren fantasi.

Min første fremdragelse:
Hjælperen var en kvinde med rødt, flagrende silketøj - bluse og nederdel. Hun var en fyldig kvinde og hendes navn lød som Marika. Hun førte mig hen til en mand som var midt i 30'erne. Han var død i 1983 eller '85. Han var skorstensfejer og sad fast i bunden af en meget høj skorsten i en fabrik af en slags. Han var faldet ned og var død på stedet, men havde ikke opdaget at han var død, og lå stadig og ventede på hjælp. Jeg råbte til ham ned gennem skorstenen at der var hjælp på vej. En hjælper dukkede op i skikkelse af en brandmand med en meget lang stige. Han "fiskede" skorstensfejeren op og fik taget ham hen til et hospital hvor hans mor ventede på ham. Det viste sig at det var min hjælper, Marika. Jeg så at han efter at være blevet skyllet ren osv. blev kørt en tur i kørestol ud i solen og den friske luft - det havde han virkelig savnet.

Jeg fik ikke umiddelbart noget under denne oplevelse som kunne bevise for mig at det var virkeligt, men jeg havde heller ikke en fornemmelse af at jeg aktivt fandt på det. Altså en interessant oplevelse, men ikke noget der på nogen måde viskede min tvivl bort.

Tredje dag fortalte Bruce om trossystemterritorierne. Her sidder folk fast på en lidt anden måde. De er ikke alene, men sammen med andre som deler de overbevisninger om Efterlivet som de havde da de levede. Hvis en mand f.eks. har haft den faste overbevisning at han efter sin død ville komme til et sted hvor alt er lavet af guld, så vil han komme til sådan et sted sammen med alle andre som har haft den samme tro. De vil så være der indtil det af en eller anden grund går op for dem at der må være andre og bedre muligheder.

Bruce med tolken, Asia

Den første øvelse på denne dag var at fremdrage en fra et trossystemterritorium. Det er noget som kan være svært da dem som er der, ikke altid har indset det uhensigtsmæssige ved den situation de er fanget i.

Min oplevelse foregik i et "klassisk" helvede. En gammel mand - eller måske så han bare gammel og slidt ud pga. situationen han var i - gik med tunge lænker som han slæbte efter sig. Jeg fik følelsen af noget tungt om halsen. Han var overbevist om at det var der han fortjente at være, fordi han begik selvmord og efterlod sin kone og sine børn i dyb sorg. Jeg prøvede at fortælle ham at han ikke behøvede at være der. At hans familie havde det godt nu og var kommet videre, men han syntes stadig at han fortjente at være i helvede. Bruce foreslog at man sendte kærlighed til den person man var ved at fremdrage, så jeg forestillede mig at jeg sendte ham kærlighed i små bomber som sprang omkring ham. Det fik ham til at falde grædende på knæ, og hans lænker gik op og faldt af. Min hjælper kunne derefter tage ham op i armene og bringe ham et andet sted hen. Jeg så ham blive bragt til en skole hvor han blev sat på en bænk. En Jesus-lignende mand med langt hår og hvid kjortel stillede sig foran ham, omfavnede ham i stor kærlighed og fortalte ham at han ikke behøvede at lide mere - han var tilgivet.

Næste øvelse indeholdt en større chance for verifikation. Her skulle vi nemlig prøve at kontakte en afdød som en anden kursusdeltager kendte. Alle skrev navnet på en de havde kendt, på et stykke papir og lagde det i en kurv. Derefter trak alle et andet navn, og så prøvede vi med samme metode at kontakte vedkommende og få oplysninger med tilbage til den som havde skrevet navnet.

Jeg trak navnet på en mand. Det første jeg så var en kasket som han havde på. Jeg fik det indtryk at han havde en markant, men ikke specielt stor næse. Han havde lidt tunge øjenlåg, var ikke særlig høj og så meget rar ud. Han lod til at være sidst 50'erne. Han befandt sig i en have hvor han dyrkede forskellige ting. Haven trængte til vand, men det gik han ikke så meget op i. For ham var udbyttet ikke så vigtigt som det at være i haven. Han var ikke alene der, men havde sin kone med. Hun vinkede kort til mig fra deres hus, men ellers fik jeg ikke noget indtryk af hende. Han elskede den fred og ro der var i hans have. Jeg prøvede at finde ud af hvad han var død af, og fik ind at der måske var noget med hjertet, men det lod til at være en naturlig død. Han holdt af at læse avis da han levede, og han elskede at tale med den som havde skrevet hans navn på sedlen. Jeg bad om at få vist noget som kunne bevise for vedkommende at det var ham jeg havde kontakt med. Han viste mig et ur med hvid skive og brun læderrem. Jeg fik desuden et indtryk af at køre bil og så noget med at han kunne lide at købe og sælge ting.

Efter øvelsen skulle vi fortælle den som havde lagt navnet i kurven, hvad vi havde oplevet. Det foregik for vores vedkommende med tolk da dem hvis navne vi havde, ikke talte et ord engelsk. Det var lidt ærgerligt. Det havde været rart at kunne tale mere flydende om det. Det var en kvinde der havde skrevet det navn som jeg trak. Hun kunne bekræfte udseendet, og den kasket jeg beskrev, var en han altid gik med. Alderen passede ikke, og omgivelserne sagde hende vist ikke så meget. Han havde heller ikke haft en kone. Han havde været en mand i 30'erne som var død i et trafikuheld. Måske var det derfor jeg så en bil til sidst? Min beskrivelse af uret passede på det ur han gik med. Desuden havde han med handel at gøre. Jeg fik altså bekræftet nogle ting, mens andre ikke umiddelbart passede. Det er dog ikke ensbetydende med fiasko da den afdøde kan have indrettet sig på en helt anden måde end der hvor han levede i den fysiske verden. Men det var heller ikke 100 % overbevisende.

Sedlen med min fars navn gik i øvrigt til spilde da hende der trak den, blev syg og måtte tage hjem før øvelsen. Jeg fik derfor ikke mulighed for at få verifikation den modsatte vej. Men de fleste fik vist en hel del som de kunne bekræfte og få bekræftet, så det var en øvelse der rykkede ved folks tvivl.

På fjerde dag skulle der leges! Vi var kommet til anden del af workshoppen som handlede om gruppe-udforskning. Ideen er at man ved at være flere der besøger de samme steder og personer, kan bekræfte hinanden hvis man oplever det samme. Bruce fortalte at han og hans veninde Rosalie som han udforsker sammen med, havde skabt et ikkefysisk sted - Mødestedet - som skulle bruges til denne øvelse. For at vi skulle have noget at forholde os til, ridsede han i meget grove træk op hvordan stedet så ud. Det var et stort og rundt sted med en krystal i midten. Der var fire indgange til stedet, og ved hver indgang var der forskellige haver. Øvelsen gik ud på at tage hen til det sted og finde ud af hvordan det så ud i nærmere detaljer. Af hensyn til at nogle af jer som læser dette, måske selv skal på workshop en dag, vil jeg ikke beskrive hvad jeg så, men bare fortælle at vi var rigtig mange som så de samme ting - ting som ikke var beskrevet på forhånd. Mange så hinanden gøre ting som de også selv følte at de havde gjort. Det var virkelig sjovt at se hvordan folks kæber faldt ned når de hørte andre beskrive præcis det de selv havde oplevet.

Bruce fortæller om Mødestedet

Femte og sidste dag gik med to gruppe-øvelser. Vi blev delt op i 5 hold med ca. 10 i hver. Hver gruppe skulle følges ad hen til Mødestedet og der fra tage hen til en ikkefysisk person. Den første øvelse var en fremdragelse. Jeg så en kvinde som gik og tørstede i en ørken. Vi lavede en lejr som vi fik hende ind i, og gav hende noget at drikke. Derefter red hjælperen hende hjem til sin landsby. Meget kort fortalt. Det var ikke det de andre så, så på trods af visse ligheder, var det ikke en øvelse der gav mig en følelse af bekræftelse. En ulempe var i øvrigt at vi ikke havde tolkens hjælp i gruppen. Der var et par stykker som kunne lidt engelsk, og de oversatte meget for os, men der var også megen snak som vi ikke overhovedet deltog i, og dermed kan vi være gået glip af nogle ting som faktisk kunne have bekræftet vores egne oplevelser.

Workshoppens sidste øvelse gik ud på gruppevis at tage kontakt til en afdød som en af deltagerne i de andre grupper kendte. De af os der havde lyst, havde taget et billede med, og jeg havde selvfølgelig et billede med af min far. Billederne blev lagt i ens kuverter som vi skrev vedkommendes navn på. De blev derefter lagt ind i et andet lokale, og så gik en fra hver gruppe ind og trak en kuvert som ikke tilhørte nogen i hans/hendes gruppe. Vi var altså fem grupper med ét billede hver. Efter øvelsen havde hver gruppe ½ times tid til at fortælle de andre hvad de havde oplevet - uden at afsløre navnet på deres kuvert. Derefter blev der spurgt om nogen kunne genkende oplysningerne og vidste hvem den afdøde var, og så blev navnet læst op. Formålet var at den som ejede billedet kunne få bekræftet at den afdøde levede videre i Efterlivet, ved at få oplysninger som de ti i gruppen ikke kunne have vidst på andre måder end ved at kommunikere med vedkommende. Og deltagerne i gruppen kunne få bekræftet den anden vej rundt at de faktisk kunne kommunikere med en afdød.

Vores gruppe taler om oplevelserne

Vores gruppe havde ikke umiddelbart ret meget held. Der var ingen der kunne genkende det vi sagde (som i øvrigt indeholdt en hel del ens informationer). Da vi læste navnet op, meldte en dame sig som den afdødes datter, og hun fortalte at det slet ikke passede det vi sagde. Men senere på dagen bad hun om mikrofonen og fortalte os at det ved nærmere eftertanke alligevel passede alt sammen. Endnu en situation hvor jeg savnede at kunne forstå hvad folk sagde, for det var ærlig talt en anelse forvirrende! Vi var ekstremt trætte og efterhånden ret uopmærksomme fordi alting foregik på polsk og kun halvdelen blev oversat. Gruppe to, tre og fire havde større succes. De havde tilsyneladende ret stor rigtighedsprocent.

Så kom vi til femte og sidste gruppe. Den første i gruppen havde mødt en mand som var midt i 50'erne, var halvskaldet og var død af et eller andet i brystkassen. Tja, det passede jo på min far, så jeg forsøgte ihærdigt at følge med i hvad resten gruppen fortalte, men det var ikke let. Jeg hørte ikke ret meget som ikke kunne passe på ham - alle ti deltagere sagde i øvrigt at dødsårsagen var noget i brystet eller i halsen - så jeg tænkte at jeg ikke ville blive overrasket hvis det var ham. Samtidig havde jeg dog den tanke at eftersom jeg før har fået "hilsner" fra min far, var der nok andre som havde mere brug for bekræftelse end mig, så det var nok ikke ham. Jeg sad og ventede på at de skulle spørge om nogen kunne genkende det der blev sagt, så jeg kunne række hånden i vejret, men jeg hørte det ikke. Der var stille et øjeblik, og så var der nogen der sagde Jørgen... Det var altså ham! Jeg måtte rejse mig og tage mikrofonen for at fortælle dem hvad der passede og hvad der ikke gjorde, og pluselig kunne jeg ikke huske hvad de havde sagt! Så ukoncentreret havde jeg været. Jeg kunne bekræfte alder, udseende, dødsårsag, antal børn og deres køn, men meget mere kunne jeg ikke huske. Det var meget ubehageligt. Også fordi jeg havde en fornemmelse af at jeg kunne have bekræftet meget mere af det de sagde, og det kunne have hjulpet dem, men det gik de nu glip af. Jeg kan se nu at jeg simpelthen skulle have været ligeglad med at alle var trætte, og have bedt dem om at gentage det de havde sagt, men det gjorde jeg ikke. Jeg var dybt ulykkelig. Og nu sluttede workshoppen. Alle fik deres deltagerbevis og tog afsked. Jeg stod og hulkede op ad Gunther fordi jeg var så ked af at have fået hvad jeg havde håbet på, og så været så uopmærksom at jeg alligevel gik glip af det meste. Og eftersom ingen i gruppen jo forstod engelsk, havde jeg ikke en chance for at udspørge dem inden de gik. Tolken så at jeg var ked af det, og tilbød at sende e-mails til deltagerne, få dem til at skrive deres noter ned til hende og så ville hun oversætte dem til mig. Et tilbud jeg selvfølgelig tog imod.

Jeg synes det var bemærkelsesværdigt at der var fire (måske fem) ud af fem grupper der fik oplysninger med tilbage som kun en eller to ud af ca. 50 deltagere kunne genkende. Ved tre af dem var der kun én der meldte sig som ejer af billedet, og ved den fjerde var der to mulige. Det må betyde at de oplysninger der kom frem, ikke kunne passe på hvem som helst, for så skulle flere af de 50 deltagere vel have meldt sig hver gang?

En rigtig god workshop var det! Det eneste ærgerlige var at alt foregik på et andet sprog. Det vidste vi godt på forhånd, men vi havde ikke tænkt over at det kunne blive så anstrengende til sidst. Men vi har kun godt at sige om workshoppen. I skrivende stund er det et par uger siden vi kom hjem, og vi drømmer stadig begge om ting der er relateret til workshoppen og dens emner, hver nat! Den har virkelig sat ting i gang.

Fik jeg gjort tro til viden? Jeg fik under øvelserne ikke oplysninger med hjem som utvetydigt kunne verificeres, men fik jeg redskaberne til at få det. Så jeg fik ikke bevisET med hjem, men jeg fik en større tillid til at de ting jeg oplever, ikke bare er indbildning. Og så er det op til mig selv at blive ved med at bruge øvelserne så jeg kan få den Viden om Efterlivet jeg så brændende ønsker mig. Og Bruce Moen? Ja, ham ofrer jeg gerne en hel del mere tid på. Yderst jordnært menneske som på ingen måde prøver at overbevise andre om sin egen sandhed, men lærer folk at finde deres egen. 

------

Kunne du tænke dig selv at deltage i en af Bruce Moens workshops når de bliver afholdt i Danmark? Så læs mere på Forlaget Uforklarbars hjemmeside.