Det er et stort emne, og her får du bare et kort overblik der måske kan gøre dig nysgerrig efter selv at prøve det.
Lucide drømme er en drømmetilstand hvor man vågner midt i en drøm. Man drømmer, og pludselig er der noget der gør en opmærksom på at man faktisk drømmer, og så bliver man bevidst i drømmen.
Luciditeten/klarheden kan variere fra “jeg er bare lige klar over at jeg drømmer” til det man kunne kalde “hyperlucid” hvor alting føles så krystalklart og virkeligt at når man vågner, føles den fysiske bevidsthed nærmest som en drøm. Lucide drømme kan vare fra et par sekunder og til over en time.
Alt hvad man kan forestille sig, kan man få til at ske i en lucid drøm, for ens tanker bliver virkelighed i drømmen, så det kan bruges til alt fra ren underholdning til dyb personlig transformation.
Hvad kan man bruge det til?
Som sagt nærmest alt hvad man kan forestille sig. Her er nogle af mulighederne:
Hvis man f.eks. lider af mareridt, kan man vågne af dem i drømmen og se det skræmmende i øjnene og kommunikere med det i stedet for at være fanget eller flygte eller hvad der normalt sker. Og når mareridtet bliver set og forstået, vil det forsvinde/transformere sig.
Man kan bruge lucide drømme terapeutisk fordi man kan kommunikere direkte med de dele af sig selv der viser sig. Så hvor man normalt skal igennem et stort tolkningsarbejde når man vågner, kan man i selve drømmen få drømmesymbolerne til selv at fortælle en hvad de repræsenterer/symboliserer.
Spiller man et instrument eller dyrker en sport, kan man øve og træne i sine lucide drømme, og man vil opleve at man bliver bedre i vågen tilstand.
Man kan arbejde med fobier fordi man kan konfrontere dem i et trygt miljø (man véd det er en drøm, og at det man er bange for, derfor ikke kan skade en).
Man kan bruge det i sin spirituelle udvikling, så hvis man søger særlige oplevelser – forbindelse til gud (eller hvad man nu betragter som “noget højere”), sit højere selv, en særlig tilstand man har svært ved at nå fra sin fysisk vågne bevidsthed m.m. – så kan man opleve at få ret fantastiske oplevelser lucidt. Det er nemmere herfra fordi vores dagsbevidsthed/ego ikke laver de sædvanlige forsvar/blokeringer.
Ja, og så kan man selvfølgelig også bare bruge det som ren underholdning hvis man synes det er sjovt – flyve til månen, dykke ned på bunden af havet uden ilt eller kysse en lækker filmstjerne. Kun fantasien (men ganske ofte også ens overbevisninger om hvad der er muligt) sætter grænser.
Lucide drømme kan i øvrigt være vejen til ud af kroppen-oplevelser
Sådan kan du opnå klardrømme/lucide drømme
Måden at opnå dem på er egentlig ret simpel. Der er flere varianter af metoden, men her er den variant jeg brugte da jeg begyndte at interessere mig for det. Metoden kommer fra et onlinekursus der hed Bioluminology.
Den korte opskrift lyder:
1. Undersøg jævnligt om du drømmer.
2. Indtal/noter dine drømme om morgenen, og hør/læs dem igen når du skal sove.
3. Sig til dig selv at du drømmer.
Uddybningen får du herunder.
Undersøg om du drømmer
I løbet af dine vågne timer skal du med jævne mellemrum undersøge “drømmer jeg nu eller ej?” Jeg har downloadet en app til min telefon som 6 gange om dagen ringer med en lille klokke og en besked der beder mig tage stilling til om jeg drømmer eller er vågen. Har du ikke en smartphone, kan du på anden vis sætte en alarm til at ringe 6 gange om dagen. Når det sker, siger du højt (eller for dig selv hvis der er andre i nærheden): “Jeg drømmer!” I andre udgaver af metoden – og faktisk også iflg. den app jeg bruger, skal man konstatere at man ikke drømmer (når man ikke gør det), men her siger man altså højt og med overbevisning “jeg drømmer” uanset at man er vågen.
Ideen med den lille alarmklokke er at det man gør tit i vågen tilstand, har en tendens til at ske i drømme. Derfor skulle man kunne opleve i drømme at man hører sin alarm og tjekker om man er vågen, eller man drømmer. Og derfor er det (ifølge denne metode) smartest at sige til sig selv at man drømmer, for det er jo det man gerne vil konstatere midt i en drøm at man gør. Min app bimler i øvrigt også med klokken (dog meget lavt) flere gange i løbet af natten for at hjælpe med den proces. Det kan man selvfølgelig slå fra hvis man synes det er irriterende. Jeg kan fortælle at jeg aldrig hører den (bevidst).
Indtal dine drømme (eller skriv dem ned)
Noget andet jeg bruger min telefon til, er at jeg indtaler mine drømme når jeg vågner. Det er nemlig det andet vigtige trin i metoden – at føre drømmedagbog. Det gode ved at bruge en optager frem for at skrive i en notesbog, er at det er nemmere at have kontakt til drømmetilstanden imens. Hvis man først skal op og tænde lys, finde blok og blyant frem, så har man måske allerede glemt hvad det var man drømte. Med en optager, kan man bare række ud, trykke på en knap og begynde at tale. Det betyder også at det er nemt at gøre hvis man vågner af en drøm midt om natten – for der skal man også indtale dem. Det sidste er det sværeste at gøre fordi man er træt og helst bare vil sove videre, men nej, du kan ikke huske det når du vågner flere timer efter – heller ikke selv om du prøver at bilde dig selv det ind. 😉
Når du skal sove næste nat, lytter du så til de drømme du har indtalt de sidste par nætter. På den måde lægger du dig til at sove med bevidstheden om at du gerne vil huske dine drømme.
Nu tænker du måske at du aldrig kan huske dine drømme, så det vil ikke fungere for dig, men det vil du opleve ændrer sig! Jeg har selv haft det sådan at jeg kun har kunnet huske drømme i kortere perioder, og så har jeg haft lange perioder hvor jeg ikke synes jeg har drømt noget. Siden jeg begyndte at indtale mine drømme, har jeg været bevidst om at jeg har drømt, stort set hver nat – i skrivende stund er det i 2 måneder (jeg begyndte 1/9-13)! Det er meget usædvanligt for mig.
Brug spejlet
En sidste ting du kan gøre, er hver gang du ser dig i et spejl, at kigge dig selv i øjnene og sige “jeg drømmer!” Igen for at give dig selv mulighed for at det samme sker i en drøm.
Prøv det! For mig gik der et par uger før jeg for første gang vågnede i en drøm, og indtil da, havde jeg mange andre spændende drømme som jeg kunne huske.
Jeg vil løbende dele nogle af mine oplevelser på min blog.
Hemi-Sync kan også hjælpe dig
Her er to titler fra Hemi-Sync der kan hjælpe dig med at få lucide drømme:
En gruppe du kan dele erfaringer i
Der findes masser af amerikanske forummer hvor emnet debatteres livligt, men jeg har ikke kunnet finde nogle på dansk. Derfor: Hvis du interesserer dig for emnet og gerne vil dele erfaringer og tips med andre danskere, så har jeg oprettet en Facebook-gruppe til formålet som du finder her: Ud af kroppen-oplevelser og lucide drømme.
En af gruppens meget lucide drømmere har en hjemmeside jeg vil anbefale dig at kigge på, her: https://oobe.dk
f96lkd