I dag ville Bruce Moen være fyldt 70 år (han døde i november sidste år). Jeg er dybt taknemmelig for at han var min lærer, og at jeg nåede at arbejde sammen med ham i 12 år – om oversættelsen af hans bøger og arrangement af hans workshops i Danmark. Det ved jeg at rigtig mange har haft glæde af.
Op til og under hans sidste workshop i Danmark i 2015 underviste han mig i at undervise i weekendworkshoppen “Udforskning af Efterlivet”. Vi manglede sådan set bare at jeg skulle holde den året efter mens han var til stede og kunne holde sin 2. workshop bagefter, men det nåede vi ikke.
Jeg skabte mit eget
Det sidste års tid havde jeg ikke så meget kontakt med ham som tidligere (ikke af nogen anden grund end at tiden bare gik med andre ting). Kort før hans død holdt jeg for første gang den workshop jeg selv har skabt på baggrund af hans undervisning, “Kursus i afdødekontakt – du kan selv“, og jeg var så utrolig rørt over resultatet at jeg følte trang til at dele det med ham.
Så jeg skrev en længere mail hvor jeg fortalte ham hvordan det havde været. At jeg – lige som jeg vidste at han var i starten – havde været nervøs for hvad i alverden det nu var jeg havde kastet mig ud i. Været bekymret for om folk nu overhovedet fik kontakt. Men det gjorde de selvfølgelig. Og det blev en vidunderlig og meget rørende dag. Jeg fortalte ham hvor taknemmelig jeg var for alt det han havde lært mig.
Jeg vidste godt at han var syg (det har han været i mange år), og jeg havde hørt at det var ret alvorligt nu, så jeg anede faktisk ikke om han var frisk nok til at få og læse min mail, men af sted skulle den.
Jeg fik svar med det samme. Et svar fuld af opmuntring, kærlighed, en blåstempling af mit arbejde og en varm stolthed over hvad jeg havde brugt hans arbejde til. Og så en invitation til at besøge ham og hans kone i Florida. Så var det da ikke lige op over med ham, tænkte jeg glad. Men 5 dage efter – bogstavelig talt mens jeg stod med min kuffert og var på vej til England for at deltage på Monroe-instituttets Lucid Dreaming-kursus – fik jeg besked fra hans kone om at nu lå han for døden. Få dage senere, den 14/11, var han død.
Der er næppe mange der har været så godt forberedt på rejsen som han – nysgerrig rejsende i Efterlivet som han var, og jeg ved at han ikke havde spor imod at skulle af sted (bortset fra at han var ked af at “forlade” sin elskede kone). For ham selv var det ikke en trist begivenhed, for han vidste hvad der ventede.
Jeg fortsætter med at føre hans gode og vigtige arbejde videre på min egen måde, og jeg er sikker på at han følger med endnu. Faktisk tror jeg jeg vil “tage min egen medicin” og benytte hans fødselsdag til at få en snak med ham derovre. 🙂
Hvis du kunne tænke dig at lære metoden, så kan du finde den i mit lille e-kursus her: Kontakt til afdøde – du kan selv
Det svære ved at det er nemt
Det er ikke særlig svært. Og dog. Som han sagde: “Selv om begreberne, teknikkerne og øvelserne er simple, er vejen til Viden om Efterlivet på en gang simpel og kompleks. Jeg ynder at sige at det at lære at udforske vores efterliv er så let at det sværeste er at tro på at du gør det!”
Og det er virkelig sandt! Det er lige så let at kommunikere med en afdød som at tænke på hvad du fik til morgenmad i går, men netop nemheden gør det svært. Det kræver (nogle gange – andre gange er du bare ikke i tvivl!) gentagelser, øvelse, indsamling af oplysninger. Jo oftere du gør det, desto mere forsvinder tvivlen.
For Bruce tog det flere år at slippe tvivlen. Så længe behøver det ikke tage for dig. Prøv! Læg tvivlen på hylden – bare i de 45 minutter øvelsen varer – og se hvad der sker. Du vil sandsynligvis opdage at det er nemmere end du troede.
