Jeg skal bare lige dele noget sjovt med dig.
Måske har du læst mit seneste nyhedsbrev eller blogindlæg hvor jeg skrev at der nu forhåbentlig kun var én vej – op! Og måske fik jeg i morges et tegn på at den er god nok. 😉
I går havde jeg en rigtig dasedag med masser af refleksion over mit liv og min situation. Jeg bad inden jeg lagde mig til at sove (jeg ved aldrig helt hvem jeg skal bede til, men beder til “hvem der end lytter derude”) om at få tegn og kommunikation. Bare for lige at sikre mig at “de” (?) ved at jeg gerne vil vejledes.
I morges vågnede jeg så tidligt ved at jeg (undskyld den intime detalje) virkelig skulle på toilettet. Jeg prøvede at ignorere det, for jeg sov lige så godt, men det lod sig altså ikke ignorere.
Træt åbnede jeg øjnene og kiggede lige op i mit elskede ovenlysvindue. Der var blå himmel – bortset fra en enkelt lillebitte sky. Den morede mig sådan at jeg måtte tage et billede af den. Kan du se hvad den ligner?
For mig ligner den en pil – op! 😀
Havde den nu stået alene, ville jeg måske ikke have set den som andet end en fjollet tilfældighed (og det kan den såmænd sagtens være), men i mit hoved lød samtidig en linje fra en sang jeg ellers ikke hører (hvis jeg da ellers kan blive fri): “Baby, you should go and love yourself”.
Jeg tog det som et tegn på at det går opad nu. Især hvis jeg husker selvkærligheden.