En af de ting Bruce Moen vil lære dig når han kommer til København om en lille måned, er det min medoversætter af Bruces bøger og jeg engang gav den lidt pudsige danske oversættelse “fremdragelse” – på engelsk “retrieval”. (Det er ikke det ord indlægget her skal handle om, så hvis du vil vide hvorfor vi valgte netop det, kan du læse det her)
At fremdrage nogen er i dette tilfælde at finde nogen der “sidder fast” i en tilstand hvor de ikke er klar over at de er døde og kan slippe det fysiske, og hjælpe dem videre til et sted hvor de har flere valgmuligheder.
Det gør man i samarbejde med ikkefysiske hjælpere. Og så er et hyppigt spørgsmål: Hvorfor i alverden har hjælperne brug for os?? Er de ikke sådan nogle almægtige engle der bare lige kan vise sig for de afdøde og følge dem derhen hvor de skal være?
Ikke helt, desværre.
Forestil dig at jeg sidder her i min sofa og skriver dette indæg. Pludselig slår et lyn ned i min bærbare, og jeg får stød og dør. Det går så stærkt at jeg ikke når at opfatte det. Jeg mærker måske bare et rap over fingrene, undrer mig lidt og skriver så videre. Eller det er i hvert fald min opfattelse, for jeg er meget optaget af at skrive, og eftersom jeg stadig er ved fuld bevidsthed, så må jeg jo stadig være fysisk i live, tænker jeg.
Og så kan det godt være der står en hjælper og vifter med armene. “Hey, Anja, du er død. Slip du bare den computer og kom med mig – du skal et andet sted hen nu. Se, jeg har taget din far med, og han glæder sig til at du skal møde resten af familien. Kom!”
Men jeg ser dem ikke, for jeg har i mit fysiske liv en overbevisning om at jeg ikke kan se hjælpere eller afdøde. Jeg kan ikke se min far hvis han står her i stuen, og jeg kan ikke se hjælpere og engle. Det er min overbevisning. (Og jeg ville blive vildt forskrækket hvis der pludselig stod en i min stue, så det er en overbevisning jeg holder godt fast i!)
Derimod kan jeg godt se dig. Det ved jeg. Det er også en overbevisning. Du er et fysisk levende væsen, så hvis du pludselig stod i min stue, ville jeg helt sikkert få øje på dig. Som fysiske, “jordbundne” væsner, er vi indstillet på samme kanal, kan man sige.
Så det hjælperne har brug for os til, er at kontakte dem som sidder fast og ikke ved at de er døde, for os kan de få øje på. Vi kan så gøre dem opmærksomme på hjælperne som derfra kan hjælpe dem derhen hvor de gerne vil være.
En simpel proces som gør en forskel i et andet menneskes efterliv.
Bruce underviser altså ikke “bare” i afdødekontakt, men også i at hjælpe vores (nu usynlige) medmennesker. En smuk ting at kunne, synes jeg.
Hvis du vil lære hvordan man gør, så er det d. 29.-31. maj, og du kan tilmelde dig her: Viden om Efterlivet med Bruce Moen
