En tvivlende Efterlivstroendes fremdragelsesoplevelser

Gunther Strube

“Tillid er altid den første forudsætning” er Bruce Moens standardsvar til deltagerne på hans workshops overalt på kloden hvor han afholder dem. Det ved jeg alt om for jeg har deltaget flere gange. At stole på sine egne evner til at se ud over den fysiske verdens horisont er den sværeste af alle forhindringer. Min vej til at kunne besøge efterlivet ved egen kraft har været lang og snørklet, og jeg er gået fra at tro på sandheden i tonsvis af bøger til at erkende og opdage sandheden ved faktisk at se og føle den på egen krop og sind.

Jeg snublede over Robert Monroes bøger om ud af kroppen-oplevelser da jeg var 22 år gammel – i dag er jeg 41 og en smule mere erfaren, men stadig lige så intenst søgende efter mere viden: Hvem er jeg, og hvad er livet egentlig for en størrelse? Dengang og i dag fremstår hans skildringer stadig som de sandheder der står tættest på min egen indre overbevisning. Robert Monroe er blevet kendt gennem sine tre klassiske bøger “Journeys out of the body”, “Far Journeys” (udkommet på dansk som “Fjerne mål” på Borgens Forlag) og “Ultimate Journeys”. Desuden er hans institut i Virginia (USA) og Hemi-Sync-cd’er i dag lige så kendte som hans bøger. Dengang i 1988 var “Fjerne mål” hans nyeste bog, og jeg brændte nysgerrigt efter at vide mere om emnet da jeg havde læst den.

På en eller anden måde krydsede Bruce Moens bøger min vej i 1997. Internettet var efterhånden blevet et etableret medie, og jeg fandt hans hjemmeside via Monroe Instituttets hjemmeside hvor kursusdeltagerne havde skrevet om deres oplevelser under deres Gateway Voyage-forløb. Bruce er en blandt mange sandhedssøgende mennesker som har opdaget de muligheder der ligger i selv at udforske efterlivet vha. Hemi-Sync-lyde og de bevidsthedstilstande de afstedkommer, som senere bliver en naturlig, integreret del af ens egen bevidsthed uden anvendelse af instituttets lydteknologi. Bevisthedstilstande som vi mennesker har glemt at vi alle besidder! Efter flere deltagelser på Monroe Instituttets kurser besluttede Bruce Moen at skrive sine oplevelser ned og udgive dem som bøger. Bruce Moen er ingeniør og beskriver sig selv som “en almindelig mand drevet af en voldsom nysgerrighed efter at vide om vi mennesker lever videre efter døden”. Hans mål med de i alt 5 bøger han nu har skrevet, er at fortælle hvor nemt det er at besøge efterlivet ved hjælp af intet andet end menneskets egen forestillingsevne. Han opdagede efter en del års erfaring at Hemi-Sync-lydene ikke var nødvendige for at etablere forbindelsen, såvel som så mange andre før ham var af den opfattelse at man skulle leve som eremit og udføre langvarige meditationer før man kunne opnå en højere bevisthed for dermed endelig at få adgang til det “åndelige” plan. Han opdagede at det var hans egen overbevisning om efterlivet der var en stopklods for at opnå kontakten. Uden disse overbevisninger om efterlivets manglende eksistens blev det lige så let at vandre der som at trække vejret.

Efter ivrigt at have købt Moens bøger på internettet kunne jeg efter flere års sukken efter mere viden fra Monroes “univers” endelig følge med i fortsættelsen af “historien”. Det var næsten som om en helt ny strøm af kapitler fortsatte den beretning som Monroe havde påbegyndt i sine egne bøger. Jeg var dybt taknemmelig. Og pludselig dukkede Monroe op i Moens bøger! Monroe var selv “gået over” i 1995, men blev en fast ikke-fysisk deltager i Moens bøger, hvor han hjalp i mange forskellige sammenhænge – både som ”rejseleder” i efterlivet og som hjælp til at få koordineret de hændelser der førte til udgivelserne af bøgerne. Bruce Moen havde mange stunder med Robert Monroe da han var kursusdeltager på instituttet i Virginia hvor de to blev gode venner, før kontakten blev fortsat i det ikke-fysiske under udarbejdelsen af Moens bøger.

Hvilken overraskelse det var for mig dengang endelig igen at kunne følge med i Monroe-universet ved hjælp af Moens bøger. Da jeg havde læst Moens anden og dengang nyeste bog, stod det klart for mig at jeg selv måtte lære denne teknik. Imidlertid var finanserne ikke de store dengang, og jeg havde ikke råd til at rejse til USA og deltage i Moens weekendkurser.

Efter flere års venten kom han endelig til Europa i sommeren 2001, hvor jeg deltog i hans weekendworkshop i Irland. Det var en storslået weekend med mange spændende oplevelser og indsigter fra de andre deltagere. Jeg rørte og smagte på efterlivet dengang, men dykkede aldrig rigtig ind i det. Mit liv var dengang under kraftig omvæltning, og efter at være kommet hjem igen fra workshoppen havde jeg hverken tålmodigheden eller roen til virkelig at give mig selv chancen for at fortsætte med at lære at udforske efterlivet vha. Moens teknikker. Jeg holdt op med at tro på at det var muligt for mig at lære teknikken, men jeg holdt ikke op med at tro på efterlivets eksistens. Dog havde det givet mig inspirationen og lysten til at oversætte Moens bøger til dansk.

Heldigvis blev jeg forelsket i en dejlig kvinde den samme sommer, som havde den samme passion for at vide mere om efterlivet, og hun havde endda storslåede evner for at skrive og oversætte tekster! Anja stiftede i 2006 sit eget forlag og udgav vores fælles oversættelsesarbejde af Bruce Moens første bog, “Rejser ind i det Ukendte“. Jeg fortalte hende dengang med stor passion om min weekend i Irland og om de muligheder der fandtes for selv at udforske efterlivet. Anja blev selv meget begejstret for både Monroe og Moen, hvilket gav hende den samme inspiration til at komme igang med oversættelsesarbejdet. En del år senere besluttede vi sammen at deltage i en workshop med Bruce Moen i Polen, både for at Anja selv kunne lære teknikken og for at endelig kunne møde Bruce og fortælle at vi var klar med oversættelsen af hans første bog. 4 år var gået siden jeg havde forsøgt mig med efterlivsudforskning, og jeg turde prøve igen. Jeg var virkelig nervøs – ville jeg denne gang kunne få et bedre glimt af efterlivet og få et par gode beviser med hjem, der kunne give mig den nødvendige selvtillid til at føle det på eget sind igen?

Vi havde en pragtfuld uge i Krakow i april 2005. En kombination af en tre-dages grundlæggende workshop efterfulgt af to dages parudforskningsoplevelser! Masser af rare mennesker og masser af skæg med at arbejde sammen i grupper om at hjælpe ikke-fysiske mennesker med at komme videre. Forestil dig at 50 mennesker samles på et kæmpemæssigt ikke-fysisk sted, hvor der hentes verificerbare oplevelser med hjem til workshoppen, og hvor der ses ting og hændelser som kunne bekræftes af flere deltagere uafhængigt af hinanden under evalueringerne. Fantastisk! Anja og jeg havde også den glæde at nyde tiden sammen med Bruce og hans kone Pharon efter dagens kursusforløb. Vi var de eneste engelsktalende personer, da resten af deltagerne var polakker som desværre ikke talte engelsk. Der var en tolk til at klare oversættelsen for deltagerne under Bruces fremlægning og spørgerunderne, så vi var heldige at få oversat til engelsk når fremlæggelserne foregik på polsk. For Bruce og Pharon skabte det en følelse af isolation, så som nogen at snakke med efter dagens undervisning var vi et velkomment pust.

Her følger en af mine efterlivs-sessioner fra kurset i Krakow, som igen gav mig den fornødne tiltro til at vi alle kan få hevet noget ned fra den anden virkelighed:

Efter de sædvanlige frustrationer over ikke at kunne se tingene på den måde jeg ønskede det, forelagde jeg sagen for Bruce. “Det er et spørgsmål om at turde at lade som om. Begynd med at forestille dig hvordan mødet med personen skal foregå. Det er helt i orden at lade som om. Resten kommer af sig selv”. Man skal lære at kravle før man kan gå! Skiftet i bevistheden kommer efterhånden som man stiller ind på den process der foregår, mens man forestiller sig de ikke-fysiske hændelser. Jeg gik tilbage til min plads og begyndte på afslapningsøvelserne og den guidede instruktion til efterlivskontakten sammen med de andre kursusdeltagere.

I denne øvelse havde vi alle taget et foldet stykke papir fra en skål med et navn på en afdød person som en anden anonym kursusdeltager kendte rigtig godt – oftest et familiemedlem eller en nær ven. Den som havde trukket navnet, havde til opgave at kontakte den afdøde person og få så mange beskeder og informationer med hjem til den person der havde skrevet navnet på sedlen, som muligt. Efter øvelsens afslutning skulle vi alle fremlægge vores møder med alle de detaljer vi havde set, uanset hvor små og ubetydelige de forekom os at være. Undervejs i fremlæggelsen ville identiteten så blive åbenlys for den som havde skrevet navnet pga. de detaljer den anden havde ”set” om den afdøde.

Jeg fik endelig “hul igennem” under øvelsen. Jeg besøgte en ældre dame som hyggede sig i sin gyngestol i et lille, gammeldags køkken med brændekomfur. Hun døde for ikke så længe siden, og det var datteren der havde skrevet hendes navn på den seddel jeg havde trukket. Hun sad og strikkede da jeg ankom. Hun var en lille, krumrygget dame og var iklædt en sort kjole fyldt med små, søde margueritter. Jeg kunne nærmest høre den knitrende ild fra komfuret og mærke den hyggelige, varme stemning i køkkenet. Jeg hilste pænt og fortalte om formålet med mit besøg. Hun fortalte mig at hun havde det godt og at hendes børn ikke skulle bekymre sig. Hele forløbet med de visuelle indtryk og min dialog med den ældre dame i denne seance kom i små millisekund-glimt med masser af stilhed og “sorthed” ind imellem. Længe før jeg startede på disse kurser, regnede jeg med at skulle lære at opleve ægte 3D-film med lyd og billeder for mit indre blik. Dette er ikke tilfældet for de fleste mennesker og heller ikke for mig. Men jeg tror det vil udvikle sig med tiden til at blive en mere sammenhængende oplevelse efterhånden som man får justeret sanserne. Jeg har talt med flere professionelle clairvoyante om mine oplevelser, og de var alle enige i at det ofte er sådan informationer også viser sig for dem, både i visuelle og følelsesmæssige indtryk. Det er ligeledes vigtigt at holde fast i de første indtryk – at stole på dem og ikke begynde at fortolke dem. Det var rart at vide at jeg ikke skulle føle mig begrænset i mine “evner”, og det gav mig mere selvtillid til at at tro på at jeg også kunne noget. Jeg fik også at vide at det er lige så væsentligt at alle der udtrykker ønske om at ville se, også kommer til at opleve det!

Datteren genkendte svagt sin mor fra beskrivelserne af mine oplevelser. Hun kunne ikke genkende eller huske kjolen fra hendes fysiske liv. Overordnet set kunne det ligne hendes mor og det miljø jeg havde set hende i. Jeg havde haft en god mængde successer med denne efterlivskontakt og dog var der alligevel en del usikkerhedsmomenter. Jeg var dog tilfreds med resultatet. Men den næste dag fik jeg en overraskelse. Datteren havde besøgt sin storesøster som stadig havde alle deres mors ejendele. Den yngre søster gengav mine oplevelser, og pludselig brød den ældre søster ind: “Men det var jo mors yndlingskjole”, og gik straks ind i soveværelset og fandt nøjagtig den kjole frem, som jeg havde beskrevet! Hvor blev jeg glad og overrasket da den yngre søster fortalte mig den gode nyhed. Jeg havde fået et værdifuldt bevis med hjem fra min efterlivsrejse, som er den bedste form for bekræftelse til at ændre ens egen indre overbevisning om efterlivets eksistens og forbedre evnen til at sanse den! Bruce lykønskede mig for at jeg endelig havde fået min efterlivsoplevelse som ydermere bragte et bevis med sig. Han huskede mine frustrationer fra Irland og kunne med et smil på læben genkalde sig sine egne kampe med at komme videre i sin efterlivsudforskning. Tvivl aldrig på værdien af de små detaljer du ser under en efterlivsrejse!

Vi kom begge hjem til Danmark med masser af gode minder og gode intentioner. Det var igen op til os selv at komme igang med efterlivsudforskningen i vores eget hjem. Dette er den sværeste del! Hvis man ikke opretholder nysgerrigheden til at fortsætte og ønsket om at se, hvad kan så drive det frem? Jeg følte min nysgerrighed tilfredsstillet ved at have fået en god, verificerbar oplevelse med hjem fra Krakow. Hvorfor skulle jeg ønske mig mere? Dette var vist mit sædvanlige ego der krøb ind for at undgå enhver form for skuffelse. Det holdt mig fanget i de næste to år!

En solskinsfyldt dag i foråret 2007 under mine to ugers ferie var jeg på vej hjem fra en af mine lange cykelture i det smukke landskab omkring Esrom sø. Min mobil ringede, og det var min ven og kollega fra arbejdet. Han skulle videregive en vigtig meddelelse fra en anden kollega i firmaet, og jeg bemærkede at han ikke var på kontoret. Han fortalte mig at han var ved at booke en flybillet til Iran til i morgen fordi hans far netop var afgået ved døden på hospitalet efter mange måneders sygdom. Min ven havde allerede taget afsked med sin far en måned tidligere på hospitalet.

Noget mærkeligt skete, og jeg gjorde noget som  jeg ellers aldrig gør! Jeg udbrød “Hvorfor lader du ikke mig stille ind på din far for at se om han har det godt?”. Jeg var fuldstændig overrasket over det spørgsmål jeg lige havde stillet! Hvorfra fik jeg pludselig den selvtillid til at stille det spørgsmål? Men nu var det sagt, og jeg kunne ikke trække det tilbage. Han tog med glæde imod tilbuddet. Han vidste godt at jeg lavede det der “ikke-fysiske noget”, og det ville være en stor lettelse for ham og hans familie hvis han kunne fortælle gode nyheder når han ankom til Iran. Jeg lovede at ringe til ham senere samme aften for at fortælle ham hvad jeg havde fundet ud af. Vi lagde på, og jeg brugte hele turen hjem på at sparke mig selv bagi for dette initiativ. Jeg havde ikke udført en eneste efterlivsrejse siden workshoppen i Krakow! Jeg var fuldstændig ude af mig selv af nervøsitet og gennemtænkte flere løsningsmodeller hvor jeg kunne spørge mine clairvoyante venner med at hjælpe mig med at se hvordan min vens far havde det. Jeg havde på ingen måde lyst til at gøre arbejdet selv. Det var alt for værdifuldt, og jeg ønskede at give min ven den bedste trøst jeg kunne skaffe.

Jeg kom endelig hjem, fyldt med frustrationer og fortvivelse og fortalte Anja hvad der var sket. Hun udbrød glad “Jamen, så lad os gøre det sammen!”. Hvorfor havde jeg ikke tænkt på det? Jeg genfandt pludselig min selvtillid, og jeg kunne endda opfylde et af mine løfter til hende om at vi skulle lave parudforskning sammen, som vi havde lovet os selv efter Krakow-kurset. Jeg havde dengang afvist den mulighed med “ah, jeg kan ikke lige nu, lad os vente lidt”. Efter middagsmaden og en rolig stund gik vi igang med alle øvelserne og visualiseringsteknikkerne vi havde lært på Bruce Moens workshop, efterfulgt af det reelle besøg hos min vens far. Hele forløbet tog ca. 10 minutter:

Jeg startede sessionen med at skabe kontakten til den ikke-fysiske virkelighed ved at forestille mig at Anja og jeg vandrede rundt i forårsskoven med alle de lysegrønne farver, bladene, duftene, vinden og alle de andre indtryk som kun en nyudsprungen forårsskov kan give en. Jeg havde en ide om at vi skulle møde en hjælper (der skulle etablere den videre kontakt til min vens far) i en lysning et eller andet sted forude, når vi havde gået et stykke tid på stierne. Men det ændrede sig da Anja pludselig vendte sig mod mig og spurgte om ikke vi skulle bygge følelsen af kærlighed op i os ved at stå overfor hinanden og kigge ind i hinandens øjne. Jeg tænkte kort ved mig selv om dette var noget jeg havde fundet på, eller om det virkelig var Anja der ikke-fysisk havde havde kommunikeret dette til mig fra den anden side af sofaen hvor vi sad her i den fysiske verden og var igang med vores efterlivsrejse. Imens vi i min fantasi så hinanden i øjnene, begyndte jeg at få en følelse af en hvirvel af energi der cirkulerede omkring os og gradvis begyndte at løfte os fra skovbunden og op i luften. En virkelig skøn fornemmelse! Skoven forsvandt, og vi svævede opad i intetheden. Efter et stykke tid stoppede fornemmelsen af at svæve opad, og jeg følte at vi befandt os i mørket og ventede på at der skulle komme en hjælper og møde os. Stille og roligt dukkede der en person op og kom os imøde. Jeg kunne ikke se ansigtet eller omridset af personen, men fornemmede blot at det var en kvinde. Jeg spurgte hende om hun kunne guide os til min vens far – og det ville hun gerne. Hun tog min hånd, og vi bevægede os alle tre afsted i tomheden et godt stykke tid. Endelig holdt fornemmelsen af bevægelse op hvorefter jeg lod mig selv suge indtrykkene af de omkringliggende omgivelser til mig. Ganske stille og roligt fornemmede jeg at vi befandt os i et hospitalslignende værelse med en seng stående midt i rummet. Væggene bestod af mørkeblå eller sorte, blanke fliser. For enden af sengen sad der en rar ældre mand og smilede ved vores ankomst. Ved siden af ham stod yderligere to ældre mennesker som føltes som hans forældre, der også lige var ankommet til patienten. Jeg hilste på min vens far og fortalte om årsagen til vores besøg. Han bød os velkommen. Imens jeg havde denne korte samtale med ham, begyndte jeg at få indtryk af hans ansigt og overkroppen med den hvide, hospitalsskjorte. Jeg kunne ikke se det fulde ansigt med øjnene, men jeg så tydeligt hans skaldede hoved med hvidt, kort hår i siderne. Et par enkelte hår sad stadig tilbage på toppen. Han havde også et kort, hvidt skæg der gik fra det ene øre til det andet, men ikke noget skæg mellem næse og mund. Han fortalte mig at han havde det godt, og at han glædede sig til en dag igen at møde sine børn, når det blev deres tid. Han understregede at han ønskede sig en enkel begravelse i hvide omgivelser og hvor familie og venner var glade. Ingen gråd og stort ståhej. Jeg spurgte ham hvad jeg kunne fortælle hans søn, som kunne bevise at jeg virkelig havde besøgt hans far, og som jeg ikke selv kunne have gættet mig til. Han viste mig med det samme sin højre hånd meget tæt på mit ansigt. På hans lillefinger sad der en tyk gylden ring som var rund og flad på toppen (omkring en lille centimeter bred), med noget rødt ornamentik eller rubiner på som jeg ikke kunne se helt tydeligt. Jeg takkede ham, og vi forlod scenen. Efter et lille stykke tid kom jeg “tilbage” til min dagligstue hos Anja. Jeg følte mig meget høj i hovedet da jeg gradvist åbnede øjnene. Den mærkelige fornemmelse varede omkring et par minutter. Anja åbnede næsten samtidig sine øjne. Vi fortalte hinanden vores oplevelser fra forløbet. Desværre havde hun ikke set de ting som jeg havde oplevet, og kom ligesom ikke rigtig ind i selve oplevelsen. Det gjorde mig ganske usikker på min overordnende oplevelse. Havde jeg bildt mig det hele ind? Men jeg havde set noget, og det var bedre end ingenting.

Jeg ringede derefter til min ven og fortalte ham om hele oplevelsen med alle de detaljer jeg kunne huske. Han sagde ikke et ord under min genfortælling. Jeg afsluttede med en vag formulering om at jeg virkelig håbede at jeg havde mødt hans far. Hele min vens stemme forandrede sig og blev blød. “Du så virkelig min far. Alt hvad du så var rigtigt. Jeg ryster over det hele lige nu og er meget bevæget. Du aner ikke hvor meget det her betyder for mig. Mange, mange tak. Den ring du så, var hans signetring som han brugte til at underskrive og forsegle dokumenter mens han arbejdede som professor ved universitetet i Teheran”.

Dette var en åbenbaring for mig. Aldrig havde jeg oplevet denne grad af detaljer og så at få det hele bekræftet. Selv ønskerne vedrørende begravelsen blev bekræftet. Han havde været meget bestemt og præcis over for sin familie mens han stadigvæk levede. Jeg fortalte ham om min fuldstændige taknemmelighed over at få mulighed for denne oplevelse, og at det betød lige så meget for mig. Jeg ønskede ham en god rejse, og vi afsluttede samtalen.

Ti dage senere mødtes vi på vores arbejde. Jeg havde afsluttet min ferie, og han var kommet tilbage fra Iran. Det var rart. Vi følte begge en ny form for samhørighed imellem os, og jeg kunne se glæde i hans øjne. Han fortalte mig hvordan hans familie havde taget imod nyhederne om hans far, og hvad det havde betydet for dem. Det havde fuldstændigt ændret følelsen af sorg hos de nærmeste familiemedlemmer. Før han tog afsted til Iran, var han allermest bekymret for sin mor og hvordan hun ville håndtere sin sorg. Men nyhederne fra mig havde fuldstændigt ændret hendes sindstilstand. Det var nu hende der omfavnede og trøstede de andre familiemedlemmer. Hun fortalte min historie om og om igen til enhver der kom på besøg for at sige farvel til hendes mand. Min ven spurgte sin mor om ikke hun blev træt af denne fortælling. Hun svarede at denne histore ikke kunne fortælles tilstrækkeligt! Jeg modtog mange varme hilsener og en stor tak fra hende. Jeg er så taknemmelig over at have været i stand til at give denne information til nogen med stort behov for denne viden. Dette har vist mig hvor stor betydning det har for de tilbageværende familiemedlemmer, når en elsket person i familien ikke er forsvundet for evigt, men lever lykkeligt videre i en anden tilstand i en anden virkelighed.

Jeg fik også en yderligere interessant bekræftelse. Min kollega fortalte mig at hans søster og søsterens svigerinde, der begge boede i Italien, også var kommet til begravelsen. Svigerinde havde haft en drøm inden afrejsen hvor hun havde set hans far i en hospitalsseng og at han havde det godt. Hun havde fortalt dette til familien lige inden begravelsesceremonien skulle begynde. Alle var begejstrede over at hun kom med de samme gode nyheder som de også havde modtaget fra Danmark. Hvilken vidunderlig overensstemmelse af oplysninger! Hvor var det overvældende at denne nyhed var blevet overbragt til familien fra den ikke-fysiske virkelighed fra to uafhængige kilder for at sikre at nyheden om et elsket familiemedlem blev sikkert bragt frem. Vi er aldrig alene i denne verden.


Anja LysholmDenne artikel er skrevet i 2007, men aldrig blevet publiceret. Der er mig derfor en stor glæde endelig at præsentere den her på efterlivet.dk

Gunther er i dag bosiddende i Spanien. Hvis du vil vide hvor hans nysgerrighed inden for det spirituelle  siden har bragt ham hen, kan du kigge på denne hjemmeside: The Hooded Sage. Han fortæller i øvrigt at der nærmest er 99 % sammenfald med Castaneda og teknikker til at arbejde med sit energilegeme, så kig også på Carlos Castaneda’s Magical Passes.

About Gunther Strube

f. 1966, bosiddende i Spanien

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.