Søvnlammelser: Mareridt eller velsignelse?

Mareridt eller velsignelse?

Jeg blev både glad, irriteret og ærgerlig i går aftes. På DR2 var der nemlig tema om drømme.

Nr. 2 udsendelse var rigtig god og indeholdt også noget om lucide drømme. Den var på dansk, og du kan se den her: “Forstå dine drømme”

Men den første på programmet var en amerikansk dokumentar om søvnlammelser. Den hed “Mareridt i vågen tilstand”, og nu har jeg linket til den her, men jeg kan faktisk ikke anbefale den, for den var meget unuanceret.

Først og fremmest kan jeg ikke se at den tjener andet formål end at gøre folk bange. Flere af deltagerne i programmet ender faktisk med at drage den konklusion at deres frygt gør oplevelserne værre, så for mig at se er det utrolig trist at hele dokumentaren er ledsaget af gysermusik og skræmmende billeder.

Al respekt for deltagernes subjektive oplevelser som virkelig ER forfærdeligt skræmmende. Men som jeg plejer at sige: At vi bliver bange, betyder ikke nødvendigvis at der er noget at være bange for. Når vi er børn og er alene, er vi måske også bange for mørket. Vi ser en skygge i hjørnet og tror det er et monster, men når mor og far tænder lyset, ser vi at det bare var en bamse.

På samme måde kunne dem i udsendelsen her sandsynligvis være blevet hjulpet af at nogen havde “tændt lyset” og fortalt dem hvad søvnlammelser også er: Et klassisk forstadie til ud af kroppen-oplevelser som kan være fuldkommen fantastiske og livsændrende! Og at de væsner de er så bange for, kan være enten aspekter af dem selv de med fordel kan se i øjnene, eller hjælpere der forsøger at vække dem (på den gode måde).

Jeg er klar over at det kan synes at være en hoven påstand at der ikke er noget at være bange for, hvis man har oplevet at møde det man opfatter som en ondsindet dæmon, og jeg kan naturligvis heller ikke med 100 procents garanti påstå at der ikke findes sådan noget, bare fordi jeg ikke tror på det. Jeg kan bare sige at samtlige af de lærere jeg læner mig op ad, fortæller at deres skræmmende oplevelser alle sammen viste sig at være deres egen frygt der spillede dem et puds, da de først fik kastet lys på det. Og det har været oplevelser der var lige så skræmmende som dem der blev fortalt om i udsendelsen.

Frygt avler frygt

Forestil dig at du møder en skyggemand der kigger på dig og siger “jeg kender dig, og du kender mig” (eksempel fra udsendelsen). Hvis du lige har set gyserfilm på tv, så bliver du muligvis rædselsslagen og ønsker af al magt at komme væk. Hvis du derimod lige har set en udsendelse om engle der viser sig for folk om natten for at hjælpe dem, så er din oplevelse sandsynligvis en ganske anden. Vores forventninger farver vores oplevelser, og vores frygt avler mere at være bange for. At sende kærlighed til det vi er bange for, kan “tænde lyset” og transformere det for øjnene af os.

Jeg ved godt at det at sende noget man er bange for, kærlighed, kan være MEGET lettere sagt end gjort, når man er grebet af frygt, men kan kan starte med at få viden om at det er et godt “våben”, og dét var i hvert fald ikke noget den udsendelse var med til at fremelske. Tværtimod.

Så: Hvis du har lyst til at se udsendelsen (og den er såmænd interessant nok), så vid at den ikke giver et retvisende billede af hvad søvnlammelser er.

Lider du af det selv?

Hvis du selv lider af søvnlammelser og har negative oplevelser af det, skal du vide at der er langt kærligere nuancer, og at dine søvnlammelser kan være en kæmpe gave!

Jeg kan varmt anbefale dig at læse Robert Monroes “Journeys out of the body”, hvor han fortæller om sine først skræmmende og senere vidunderlige oplevelser der netop startede sådan. Og jeg kan – selvfølgelig, havde jeg nær sagt – anbefale dig at deltage i det kursus han udviklede, og som jeg holder jævnligt: Få adgang til din fulde bevidsthed

Det var lidt nuancer herfra. 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.