Gratis bøger!

Bruce Moens Rejser ind i det Ukendte
Bruce Moens Rejser ind i det Ukendte

Redigeret 5/11-10: Tak for den store interesse. Jeg giver ikke flere bøger væk nu. 🙂

Jeg er kommet i gevaldigt gavehumør og forærer en ordentlig stak bøger væk! Hvorfor? Jo, nu skal du høre …

Min helt store passion er at oversætte og udgive en serie fantastiske bøger af en bemærkelsesværdig amerikaner ved navn Bruce Moen. Serien hedder Udforskning af Efterlivet, og foreløbig er de første to (af fire) udkommet på mit lille forlag, Uforklarbar. Desuden arrangerer jeg Bruces workshops i Danmark. Bruce er dog ikke ret kendt herhjemme endnu, og derfor er jeg begyndt at blive lidt utålmodig. Det tager laaaang tid at udbrede kendskabet til en ukendt forfatter/underviser, især i et marked der er propfyldt med spændende tilbud. Og Bruce er lidt anderledes. Han er ikke nogen stor guru der tiltrækker sig en masse opmærksomhed. Han kommer ikke med dybe kanaliserede indsigter fra det hinsides. Han er en ganske almindelig amerikansk ingeniør som engang satte sig for at finde ud af om der er et liv efter døden, og nu hvor han har fundet ud af at det er der (og han taler om viden – ikke om tro!), har han gjort det til sit livsformål at lære andre hvordan de selv finder frem til sandheden uden at de behøver tro på hvad andre fortæller dem. Og det er det jeg så godt kan lide ved ham og tror vil tiltale en hel del danskere – hvis de altså bare vidste at han fandtes.

Så tilbage til bøgerne … Når man nu har lagt en hulens masse tid og penge i at oversætte og udgive fantastiske bøger fordi man synes de er vigtige at få ud, så er det møgærgerligt at de fleste af dem ligger på et lager og samler støv. Især fordi der både er en 3’er og en 4’er på vej som er endnu mere fantastiske end de to første. DERFOR har jeg besluttet at forære en ordentlig stak af den første bog, Rejser ind i det Ukendte, væk! Den skal simpelthen ud og læses af nysgerrige mennesker hvis eneste grund til ikke at have læst den måske er at de hellere giver 199 kr. for en bog de har hørt om, end en af en ukendt forfatter.

Desværre har jeg ikke råd til uanede mængder frimærker så jeg kan sende bøgerne en ad gangen til enkeltpersoner, men har du derimod en butik, en forening, en skole, et blad, en læsegruppe el.lign. hvor du kan bruge en god portion bøger som gratis gaver, så hører jeg meget gerne fra dig. Skriv til mig på [email protected] hvis du er interesseret eller kender nogen der også bør have tilbuddet. Jeg vil være meget taknemmelig hvis du har mulighed for at betale for fragten (en lille udregning på PostNord hjemmeside viser at man kan få omkring 50 bøger leveret for ca. 160 kr., så det er ikke voldsomt dyrt), men har du ikke den mulighed, hører jeg gerne fra dig alligevel. Kort sagt: Skriv til mig uanset antal og formål – så kigger jeg på det.

Jeg skal lige understrege at du ikke må videresælge de bøger du får af mig, men kun forære dem væk. Ellers snyder du forfatteren (og mig) for sine royalties, og det går ikke. Men det forstår du nok. 🙂

Jeg har ikke besluttet endnu hvor mange bøger jeg forærer væk – det afhænger lidt af interessen, men det er ikke et varigt tilbud, så skriv inden det er for sent. 😉

Du kan læse om bøgerne og Bruce Moen her på siden og på forlagets hjemmeside: http://uforklarbar.dk/boger.html

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.