Hvad bilder du dig egentlig ind?

Hvor meget af det du tror på, ved du egentlig? Det ligger selvfølgelig i begrebet “tro” at det netop ikke er viden, men vi kan godt tro så fast på noget at vi mener at vi faktisk ved det. Og vi kan tro på noget fordi andre vi stoler på (videnskaben, vores historikere, arkæologer osv.), siger at det er sådan. Og at tro på noget andre fortæller os, uden at undersøge det personligt først, har sine fordele. Det er jo ikke alt man har hverken tid til eller interesse i at sætte spørgsmålstegn ved.

Jeg tror f.eks. på at jorden er rund selvom jeg aldrig selv har set den udefra eller andet der kan bekræfte det for mig (fotos kunne jo være fup!). Det gør jeg fordi det er et alment accepteret faktum der giver logisk mening for mig, og jeg har ingen grund til at betvivle det. Jeg tror også på at et vandmolekyle består af to brintatomer og ét iltatom, men jeg har aldrig undersøgt det selv (at slå det op på Wikipedia tæller ikke). Igen stoler jeg på at andre pålidelige mennesker har undersøgt det for mig, og jeg har ingen grund til at betvivle den konklusion de er nået frem til. Jeg har en formodning om at hvis jeg en dag vil undersøge de ting selv, så vil jeg komme frem til samme konklusion. Altså vover jeg at kalde den tro jeg har om de ting, for viden selv om det ikke rigtig er det – for mig personligt. 

På samme måde har jeg det med mange spirituelle ting. En del af det tror jeg på fordi det giver logisk mening i forhold til den viden jeg ellers har, eller i forhold til resten af mit verdensbillede. Der er jeg dog noget mere ivrig efter at få gjort min tro til viden. For det er så nemt at blive forblændet af ting jeg ikke kan tage at føle på – bare fordi det lyder fantastisk, er smukt eller ville være fedt hvis det var sandt. Og jeg gider ikke være forblændet. Jeg vil vide hvad jeg kan regne med. Jeg gider ikke “bede englene om hjælp” hvis der faktisk ikke findes nogen engle. Jeg gider ikke forvente at møde min far når jeg dør, hvis der ikke er nogen sandsynlighed for at nogen af os faktisk er der længere til at mødes med hinanden.

Det kan lyde koldt og skeptisk for en der har disse overbevisninger meget kært, men jeg ønsker netop ikke at hage mig fast i noget bare fordi det er ønskværdigt.

Blind skepsis er lige så naiv som blind tro

Er der noget jeg kan blive enig med skeptikere om, så er det at det er ret naivt at tro på noget bare fordi man har læst det i en bog. Men jeg synes ærlig talt det er lige så naivt at afvise noget (= tro på noget andet) af samme grund. Skepsis kommer af et græsk ord for at undersøge og iagttage. Det var altså oprindeligt noget neutralt og åbent. I dag har det desværre fået betydningen “mistroisk” eller i videnskabelige vs. alternative kredse “totalt afvisende over for det spirituelle/alternative”. Og jeg synes den slags skeptikere er lige så naive som de beskylder spirituelle mennesker for at være. For hvor meget af det de afviser, har de undersøgt selv?

Temmelig mange af dem er ikke engang det fjerneste interesserede i emnet. De kunne aldrig drømme om at læse en bog om folks nærdødsoplevelser. Alligevel har de en mening om det. En tro på at de konklusioner folk drager af dem når de har haft dem, er indbildning. Og hvorfor i alverden skulle det egentlig også interessere en at undersøge noget man mener er fis i en hornlygte? Forståeligt. Men så må man enten holde mund med sin skepsis eller sige “det ved jeg simpelthen ikke nok om til at udtale mig fornuftigt om”. At kalde noget man ikke har undersøgt selv, for svindel og humbug, ønsketænkning, indbildning og det der er værre, er efter min mening direkte uintelligent.

Alligevel må jeg selvfølgelig gribe i egen barm. For jeg har som nævnt heller ikke tid eller interesse nok til at undersøge alting selv. Jeg stoler på at dem der siger at de ved hvordan og hvorfor elektricitet virker, har ret. Jeg stoler på at dem der har undersøgt hvad vand består af, har ret. Jeg stoler (nogle gange) på at dem der siger at et eller andet stof er sundt eller usundt for min krop eller for jorden, har ret. Selvfølgelig kan jeg ikke efterprøve alt i hele verden selv. Men så påberåber jeg mig heller ikke en viden om det.

Tro er også nødvendig – i første omgang

Tro kan lukke af for muligheden for at vi kan opleve tingene som de virkelig er. Og derfor kan det virke som en god indstilling at ville “se det før man tror det”. Men et vist element af tro – altså en tro på at tingene måske er anderledes end jeg tror – er nødvendigt for at jeg overhovedet begiver mig ud på den rejse det er at finde den viden jeg ønsker at have. Man må starte med en teori hvis man vil undersøge noget. Man er altså nogle gange nødt til om ikke at tro det før man kan se det, så i hvert fald at være åben for muligheden for at der er noget at se.

Og det er jo her det bliver så forbandet kompliceret. For mange overbevisninger ligger meget, meget dybt i os. Så dybt at vi ofte ikke engang er klar over at vi har dem – eller at de kan være forkerte. Det kan være sådan noget som min mangeårige overbevisning om at vand var dødsens farligt, fordi jeg havde set skrækken malet i min mors ansigt når vi var på stranden eller ude at sejle. Eller din overbevisning om at spøgelser ikke findes, for det fik du at vide af din far da du så et som 4-årig. Sådan nogle ting er svære at aflære igen. Og netop derfor kan det være nødvendigt at udfordre dem bevidst.

Du kan ikke vide noget du ikke har erfaret selv

Nu kan vi selvfølgelig godt ordkløve her. I Den Danske Ordbog står der at viden betyder “alt hvad en person har lært om et eller flere emner, gennem erfaring eller undervisning”. Og så ved vi jo alt hvad vi bare har lært, hvad enten det er af en videnskabsmand eller en præst. Men her skelner jeg altså mellem egen erfaring og noget andre har fortalt os. Og eftersom vi inden for det ikkefysiske ikke har nogen alment accepterede videnskabelige beviser at holde os til (og hvem siger i øvrigt at sådan nogle er uigendrivelige?*), så er personlig erfaring et sted at starte. Og den er efter min mening ikke mindre valid. Tværtimod. Men man må alligevel forholde sig skeptisk – altså i betydningen betragtende og undersøgende. For de overbevisninger vi har fået livet igennem, kan nemt sløre billedet.

Det gælder sådan set også i den fysiske verden. Hvis du hele dit liv har fået at vide at kinesere er undermennesker, skal du måske møde og snakke med en hel del kinesere før det går op for dig at det ikke er sandt. Hvis du er vokset op med en voldelig far, skal du måske møde en del søde mænd før det går op for dig at ikke alle mænd er sådan.

Og så er der jo lige det med at vores hjerne kan snyde os noget så gevaldigt – hvilket optiske illusioner vidner om. Manglende viden/erfaring kan også gøre at vi drager forkerte konklusioner. Har vi aldrig set et kuglelyn, kan vi f.eks. tro på den mere spændende forklaring at det er besøg fra det ydre rum.

Hvordan gør man tro til viden/erfaring?

Hvis du kan, så smid alt hvad du tror på, og som du gerne vil erfare i stedet for, væk. Det kan du næppe sådan lige, men du kan starte med at sætte spørgsmålstegn ved det du opdager at du tror på. Har du f.eks. overbevisningen “der findes engle der hjælper mig”, så kan du spørge dig selv: Ved jeg det? Har jeg set dem? Og hvis jeg har set noget der kunne være engle, ved jeg så at det er lige præcis engle de er? Hvad er en engel overhovedet? Ved dem der har fortalt mig noget om engle engang, hvad de taler om? Hvor ved de det fra? Kunne de væsner jeg har set, være noget andet? Kunne det være afdøde mennesker? Kunne det være marsboere? Kunne det være lyset i rummet der faldt på en bestemt måde der fik noget til at se ud som det jeg forstår ved en engel? Og hvis konklusionen er at det er engle, ved jeg så at de faktisk hjælper mig? Har jeg talt med dem? Har jeg fået hjælp på en måde der ikke kunne være via andet end en engel? Kunne det være mit højere selv der greb ind? (Har jeg sådan et?) Kunne det være gud? (Findes gud?) Kunne deres indgriben være andet en en hjælp? Skulle de hellere have blandet sig uden om? Hvad ved jeg egentlig om hvad der er hjælp, og hvad der er utidig indblanding?

Det er måske overdrevet, men du forstår hvor jeg vil hen, ikk’? Hvor meget ved vi egentlig af de her ting vi tror på?

Oftest sker denne her sætten spørgsmålstegn ved alting ikke af sig selv, men fordi vi – gennem bevidst arbejde med spiritualitet eller mere tilfældigt (hvis man tror på tilfælde) – får nogle oplevelser der er i modstrid med vores overbevisninger. Hvis man f.eks. ikke tror på spøgelser, og der pludselig viser sig et klart og tydeligt, og det fortæller en noget man på ingen måde ellers kunne have vidst, som man bagefter får bekræftet i det fysiske, så er det svært at afvise at de findes. Og sådan en oplevelse kan få en til at spørge sig selv hvad man ellers tror på eller ikke tror på, der kunne være forkert.

Hvis vi tør stille spørgsmål til det hele, så er der en mulighed for at en helt ny sandhed – viden – dukker op. Men det er ikke nødvendigvis noget fedt sted at være, det der “jeg ved ingenting”-sted. Det føles (ifølge min erfaring) ofte skræmmende, håbløst, sort, vanvittigt og tomt. Og det kan faktisk føre til en alvorlig identitetskrise når ens illusioner eventuelt ramler. Og hvor mange af os orker egentlig det? Tro er meget mere behagelig og nem. Og ofte er den også hensigtsmæssig og praktisk.

Men er du nået til at have givet slip på  ikke selverfarede overbevisninger, opstår der et rum hvor nye og måske overraskende sandheder kan få plads. Holder du fast i gamle overbevisninger uden at sætte spørgsmålstegn ved dem, vil du sandsynligvis opleve ting der bekræfter dig i dem – og så ikke mere end det. På den måde kan du blive fastholdt i et trossystem hvorfra du ikke udvikler dig yderligere eller lærer nyt.

Og, tja, alt det ovenstående – og hvad du ellers finder på siden her – er altså mine overbevisninger. Nogle af dem har jeg erfaring med, andre har jeg læst mig til, og så passer de logisk ind i mit verdensbillede og de erfaringer jeg selv har gjort mig. Kommer jeg med nogle påstande du gerne vil have uddybet, så spørg endelig i kommentarfeltet herunder. Jeg er slet ikke færdig med at tænke over de her ting. Og jeg er lige præcis det sted i øjeblikket hvor jeg ikke synes jeg ved noget som helst. Men jeg er ret overbevist om at det er muligt at vide frem for at tro. Det siger min erfaring mig. 😉

Så undersøg det nu endelig selv, og drag dine egne konklusioner. Hvis du vil gøre det med mig som facilitator, er du velkommen på en af mine Hemi-Sync-workshops som handler om lige netop det at undersøge tingene selv.

Kærlig hilsen

Anja

*Jeg ærgrer mig gul og grøn over at jeg ikke kan finde en artikel jeg læste på et tidspunkt (nåh ja, det var så også bare noget jeg valgte at tro på) – jeg tror det var en New York Times-artikel – om at en del af de teorier vi betragter som videnskabeligt beviste for længe siden, faktisk ikke kan bekræftes hvis man laver de samme forsøg i dag. De viser simpelthen det modsatte nu. Nå, men det kan jeg jo sagtens påstå at jeg har læst, og du kan vælge at tro på det eller ej. 🙂 Jeg synes det var en interessant betragtning og ville ønske jeg kunne linke til artiklen her.

EDIT: Fundet! Artiklen er fra The New Yorker (og altså ikke New York Times) og ligger her: The Truth Wears Off