≡ Menu

Jeg er nødt til at præsentere dig for Peter (og SAM)

… for jeg er simpelthen så stolt på hans vegne, og det jeg vil fortælle dig om ham, siger noget om hvordan livet kan opfylde ens drømme på finurlige måder. (SAM fortæller jeg om længere nede.)

Peter ringede til mig i starten af februar sidste år. Han var faldet over min hjemmeside og mine workshops, og da han i mange år havde været interesseret i Robert Monroes ud af kroppen-oplevelser, ville han gerne have en snak.

Vi tog den snak, og jeg kunne hurtigt fornemme at vi da havde meget mere at snakke om, så jeg inviterede Peter på en kop kaffe. Med sig havde han en hel (!) othellolagkage – og en cd. Peter er nemlig musiker og komponist, og denne her cd med meditationsmusik ville han gerne forære mig. Den var i øvrigt ikke udgivet nogen steder, for det selskab han gerne ville ud på, syntes ikke lige det passede til dem.

Da han var gået, satte jeg cd’en på. 

Aaaah, dejligt lød det. Min første tanke var at den mindede mig lidt om en af mine favorit-cd’er med Hemi-Sync. Min næste tanke var: “Hmm, han skal da prøve at få den udgivet derovre med Hemi-Sync på”.

Men så var det jeg kom i tanker om SAM.

Hvem er SAM?

SAM er ikke en hvem, men er forkortelsen for Monroe-instituttets nye lydteknologi. Spatial Angle Modulation, står det for. Det er ikke en afløser for Hemi-Sync, men det kan det samme og – efter sigende – meget mere til. Du kan læse den nørdede forklaring her, men hvis du (som jeg) hellere vil prøve hvordan det virker, er det så Peter kommer ind i billedet.

Jeg skrev nemlig til Bob Holbrook som sidder og tester og udvikler på SAM ovre på instituttet, og spurgte om ikke han kunne være interesseret i at høre noget af Peters dejlige musik. Jeg huskede fra min seneste workshop derovre at han manglede gode komponister til musik-cd’er med SAM, og her syntes jeg jo bestemt var en værdig kandidat.

Silver Wings bliver til

Silver WingsDet korte af det lange: Bob og hans kolleger på instituttet var lige så begejstrede for Peters musik som jeg var, så et halvt års tid efter at Peter og jeg delte en othellolagkage i min sofa, udkom Peters dejlige cd som instituttet har givet titlen Silver Wings. Nu er den også kommet som download.

Bortset fra den dejlige musik, kan du nyde effekten af SAM. Min egen oplevelse af cd’en er at jeg føler mig afslappet, opløftet, koncentreret og får et kreativt boost.

Du kan købe den som download her: Silver Wings (den koster 15 $ – omkring 93 kr.)

Jeg tjener ikke en hat på at reklamere for den, men jeg er simpelthen så stolt at jeg er ved at revne, over at Monroe-instituttet udgiver en cd med en dansk komponist.

Og Peter? Han er kisteglad. Han havde ikke lige regnet med at dét ville blive udfaldet af vores møde. Han ville bare give min sin cd.

Pointen?

Måske er du ligeglad med musik og Peter og Monroe-instituttet og SAM, men en pointe kan du i hvert fald få med dig fra min mail her:

Følg dit hjerte og din intuition, og vov at give og vise det du har. Peter havde lyst til at forære mig sin cd. Han kunne have ladet være. Han kunne have tænkt at det da var noget fjollet noget – hvorfor skulle jeg gide høre hans musik (vi kendte jo ikke hinanden)?

Sådan kan jeg godt selv tænke – at det jeg laver, det er nok ikke så spændende for andre, så det må jeg nok hellere bare holde for mig selv. Ikke så meget mere som jeg har gjort, men jeg har stadig en tendens til at pakke mig lidt for meget sammen. Og tænk hvad man går glip af af muligheder når man gør det .F.eks. at nogen i et fjernt land synes det man laver, er så fantastisk at de vil udbrede det i resten af verden. Orv!

Så jeg håber Peters historie i hvert fald har inspireret dig til ikke at sætte dit lys under en skæppe.

Skulle du købe cd’en, vil jeg i øvrigt meget gerne høre om din oplevelse af SAM-teknokogien.

Udforsk din bevidsthed
{ 1 comment… add one }

Leave a Comment