≡ Menu

Hvorfor tro på et liv efter døden?

Udforsk din bevidsthed
Mange har svært ved forstå at man kan tro på et liv efter døden, eller hvorfor man dog skulle gå så højt op i om der er et. Jeg vil gerne forklare mine egne bevæggrunde, men først skal jeg måske lige forklare hvad det egentlig er man tror på når man tror på et liv efter døden. For mit eget vedkommende kunne jeg lige så godt tale om livet før døden – eller bare om livet i det hele taget. Men da vi mennesker jo lever i en virkelighed der regner i “tid”, og fremtiden især optager os (hvor meget vi end forsøger at leve i nuet), så er det måske grunden til at vi altid taler om “livet efter døden” når vi berører  emner der vedrører det liv der ligger hinsides det fysiske.

Kort fortalt går min egen tro på “livet efter døden” ud på at vi er mere end vores fysiske krop. Nogle udtrykker det sådan at “vi er ikke en krop der har en sjæl, men en sjæl der har en krop”. Der er en større, usynlig del af os – den der udgør vores sind og følelser – som “bor” i den fysiske krop. Og når den fysiske krop dør, så lever den essens af os videre. Ikke et bedre sted og ikke nødvendigvis et “andet” sted (for hvad er et “sted” overhovedet hvis det ikke er fysisk?), men simpelthen i en anden form. Og hvis vi vælger det (eller måske nærmere føler os tiltrukket af det), kan vi blive født som menneske igen i en ny krop.

Troen er ikke et valg

Folk der tror på at vi kun har dette ene liv, og at når det slutter, er der ingenting, har altid nogle bud på hvorfor vi er nogle der tror noget andet. “Det må være angst” er et af buddene. “Det er lettere at tro på at livet fortsætter” er et andet.

Jeg synes det er lige omvendt. Hvis dette liv er det eneste, og vi bare er væk når vi dør, så har vores handlinger ingen konsekvenser – set i et større perspektiv. Det ville være nemt. Man ville for evigt slippe af med sine plageånder og skulle heller ikke mere konfronteres med dem man selv havde gjort ondt.

Men hvis jeg mener at det faktisk ville være det letteste hvis der ikke var et liv efter døden, hvorfor så ikke vælge at tro på det? Fordi det ikke giver mening. Og med det mener jeg ikke at jeg ikke kan holde tanken ud om at livet er “meningsløst”. Jeg mener at det simpelthen ikke er logisk for mig. Alt liv i universet er cyklisk. Det er ikke noget der bare forsvinder – det vil altid blive omsat til noget andet og genopstå i en eller anden form. Vi kan ikke slippe af med noget. Og således tror jeg heller ikke vi kan “slippe af med” livet. Når jeg sammenholder de ting jeg har hørt og læst om andres oplevelser, med de ting jeg ved og har oplevet selv, kan det ganske enkelt ikke passe at vi udelukkende eksisterer på det fysiske plan. (Hvis du vil vide mere om hvad det er for nogle erfaringer min overbevisning er baseret på, må du kigge dig omkring på siden her :-))

Det er også en skeptiker-skrøne at folk der tror på et liv efter døden, gør det fordi de er bange for at det hele bare ender – de kan simpelthen ikke bære at livet bare er forbi. Sådan er der selvfølgelig nogle der har det, men så har de valgt den overbevisning ud fra frygt og ikke fordi det virkelig er det der giver mest mening for dem rent logisk. Og det ærgrer mig lidt (på deres vegne) at nogle vælger en tro frem for at tro på den konklusion de selv kan drage ud fra deres egne erfaringer.

På trods af at livet efter døden er min store interesse, er jeg faktisk fuldstændig ligeglad om vi lever videre eller ej. Hvis jeg dør og så ikke længere eksisterer, jamen, så ER der bare ikke mere. Jeg kan ikke se at det er noget at være bange for. Derimod kan jeg let få øje på at det kan virke skræmmende på nogle at vi lever for evigt. Men jeg vil da ikke påstå at det er derfor de ikke tror på det. Det har jeg intet belæg for – ligesom de ikke har det den anden vej. Os der tænker alvorligt over den slags – hvad enten vi når til den ene eller den anden konklusion – danner vores overbevisninger ud fra hvad der logisk giver mening for os. Og jeg har faktisk langt større respekt for en skeptiker der seriøst har overvejet tanken, men afvist den af sine egne logiske grunde, end en som er enig med mig i at der er et liv efter døden, men kun er det af angst for tanken om det modsatte.

At have den overbevisning at livet er evigt, betyder noget for hvordan man ser sin omverden og sine medmennesker. Det kan du læse mere om i næste blogindlæg: Hvad betyder det at tro på et liv efter døden?

Udforsk din bevidsthed
{ 10 comments… add one }
  • Linda 7. august 2010, 17:11

    Du har en rigtigt god evne til at skrive ‘enkelt’ (essentielt) om store emner 🙂 Tak for at jeg må læse med !

  • Anja Lysholm 7. august 2010, 17:19

    Tusind tak, Linda! 😀

  • dorthe 4. oktober 2010, 20:34

    Efter min lillebror valge at tage sit eget liv, har jeg søgt svar om der er liv efter døden.
    Og en dame fortalte mig at de sjæle der låner vores kroppe efter døden gen møde i en form for regnbue.
    der venter de så ind til de igen skal låne en krop og komme tilbage til jorden.
    Så sjælen for flere “lånere” og måske også derfor vi engang imellem kan huske ting vi ikke selv kan forklare.
    har nydt at læse din side og skal bestille et par bøger.
    Mvh Dorthe

  • sangena 31. oktober 2010, 23:11

    Der er en undfangelse, da opstod livet. Livet må komme med støvet, som er faldet som visne blade fra træer, kommet med en komet.
    Der for en ildkugle henover himlen,deri sad livet,
    Når et menneske tager det sidste åndedrag, er man ikke helt borte, det sidste der forsvinder fra sit hylster er hørelsen, hvorfor ?
    Jeg har oplevet, at sidde ved døende menneske, på en måde fredfuldt og smukt 🙂 der var kun levende lys tændt, jeg så det faktisk, og vidste at dette menneske var gået over, som der udtrykkes.
    Ud af munden på den døende, kom der en grå sky , det lignede havgus og gik direkte gennem ruden på vinduet.
    Min ligik siger mig, livet giver ingen mening, hvis det ikke er en mening med det.

  • Camilla 28. marts 2011, 12:52

    Hej Anja! Vi er to piger fra 8klasse, som har om reinkarnation og nærdødsoplevelser i projektuge.Det ville være fedt hvis vi kunne snakke lidt med dig om det! Hilsen Mette og Camilla.

  • Mig 15. februar 2015, 13:08

    Jeg synes det er fedt nogle kan tro på livet efter døden. Men jeg kan ikke. Ville ønske jeg kunne for jeg har det faktisk ikke særlig godt i det liv her. Lider af en psykisk sygdom. Så ville ønske der var et liv efter døden men tror det ikke

Leave a Comment