Hvilket plan arbejdede han fra? Det mentale plan? Det æteriske? Hvilket fokusplan skal man være i for at få kontakt til en afdød? Gik han ud af kroppen? Var det i virkeligheden klardrømme han havde? Hvilken Hemi-Sync-cd vil hjælpe mig derhen hvor han var? Er det bedst at sidde eller ligge ned? Hvordan får man nemmest en ud af kroppen-oplevelse?
Alt det får du måske lyst til at spørge om når du læser bøger som Bruce Moens. Vi læser om alle disse fantastiske oplevelser beskrevet i detaljer, og nogle af os begynder måske at overveje hvordan vi selv kan opleve det samme.
Og det er skam gode spørgsmål at stille hvis vi gerne vil sætte Bruces oplevelser ind i en forståelsesramme vi allerede kender og kan forholde os til. Derimod er de mindre brugbare når det kommer til faktisk at gøre det han gjorde.
Metoden
Heldigvis for os var Bruce en meget praktisk mand. Som han skrev i sin Afterlife Knowledge Guidebook: “Som ingeniør er jeg uddannet specifikt i at lede efter måder at gøre processer mere effektive, billige og mindre tidskrævende på.” Således skabte han den enkleste metode til at lære andre at gøre det han gjorde. Og det er så her det bliver tricky.
Han plejede at sige: “At lære at udforske vores efterliv er så nemt at det sværeste er at tro at du gør det.”
Og det er virkelig nemt. Faktisk kan jeg give dig metoden lige her:
- Sæt dig i en behagelig stilling
- Tag dybe, afslappende vejrtrækninger
- Forestil dig frisk energi løbe oppefra og nedefra gennem din krop og rundt om dig
- Føl kærlighed
- Sæt en intention om at besøge den person du gerne vil kontakte
- Bed om at der kommer en hjælper
- Bed hjælperen om at føre dig hen til den du vil besøge
- Tal med den person, og få nogle oplysninger du (forhåbentlig) kan få verificeret bagefter.
Så simpelt er det. En kort og kedelig beskrivelse af hvor simpelt det er (hvis du nogensinde kommer på en af mine workshops, så lover jeg at gøre det meget mere sjovt og interessant!), men ikke desto mindre: Det er bare dét.
Så her kommer den svære del: Hvordan ved vi at kontakten med vedkommende er virkelig??
Og det er her vi nysgerrige, har-læst-et-utal-af-bøger-om-emnet, venstre-hjernehalvdels-typer (som regel) begynder at gøre det indviklet for os selv. Vi prøver metoden, men arh, så nemt kan det ikke være, og så begynder vi at lede efter nøglen i den tilstand han befandt sig i. “Måske skal jeg bevæge mig mere ind i den mentale del af min aura. Måske skal jeg føle kærligheden stærkere. Måske skal jeg være på dette eller hint fokusplan. Måske er jeg ikke afslappet nok. Måske virker det bedre når jeg ligger ned. Måske skulle jeg påkalde en ærkeengel i stedet for bare en almindelig hjælper.”
Men det er de forkerte steder at lede efter den nøgle. Nøglen befinder sig i den allersidste del af metoden: Få nogle oplysninger du (forhåbentlig) kan få verificeret bagefter.
Og det er her det bliver sårbart. Det kræver mod. Og mit gæt (eller min projektion) er at det er derfor de fleste af os giver op og aldrig rigtig slipper af med vores tvivl.
Sådan får du verificerbare oplysninger, og derfor kræver det mod
Spørg en du kender, om du må få navnet på en afdød du ikke kendte, men som de kender godt, kontakte denne person og se om du kan få en besked til dem og andre oplysninger der kan bekræfte din oplevelse.
De fleste (jeg vil gætte på og foreslå at du kun spørger folk der ikke vil tro du er blevet vanvittig) vil sikkert sige ja og give dig navnet på en forælder, et barn, en bror, søster, ven eller bedsteforælder.
Så langt så godt.
Så går du i gang med metoden. Du kontakter den afdøde og får et indtryk af deres omgivelser, deres udseende, hvad de lavede i deres fysiske liv, hvordan de døde, og du beder dem om at vise eller fortælle dig noget som kan bevise for personen der gav dig navnet, at du virkelig havde kontakt med dem.
Og så kommer den sårbare del: At sætte dig ned med din ven og fortælle hvad du sansede. Og at risikere at tage fuldstændig fejl. Ikke bare fordi din ven måske håbede på at få bekræftet at deres kære lever videre, og du vil nødig skuffe dem, men også fordi du – medmindre du er den robuste type med virkelig højt selvværd – sikkert vil føle dig som en fiasko.
Desuden: Når intet kunne verificeres, hvad så? Hvad hvis det sker de første 10 gange du gør det? Hvor længe kan du holde til nederlag før der dukker noget beviseligt op? Og ikke bare en lille ting du kan rationalisere væk (som vi ofte gør efter noget tid), men en ordentlig bid der ikke kan afvises?
(En note her som jeg vil skrive mere om i et andet indlæg, og som jeg underviser i på Bruces workshop: Vær opmærksom på at din ven som gav dig navnet, måske ikke er særlig åben for det du fortæller, af alle mulige grunde, og det kan være du faktisk har mange flere fuldtræffere end du tror!)
Husk: Bruce kæmpede med det her i flere år
Bruce var stædig, og han blev ved. Hvis du har læst hans bøger, vil du vide at vi skal et godt stykke ind i bog nr. 2 før han har den “rejse hinsides al tvivl” som gav ham vished. Det tog ham ca. 3 år:
“Jeg havde udforsket den menneskelige eksistens efter ”døden” i lidt over
tre år siden Lifeline-kurset. Mange af de oplevelser jeg havde haft, havde indeholdt oplysninger der i et eller andet omfang kunne verificeres. Men jeg havde altid haft en følelse af skepsis og tvivl, selv under de verificerbare oplevelser. En del af mig ville ikke overgive sig og nægtede at acceptere at mine oplevelser var virkelige. Den del af mig fornægtede muligheden for at jeg kunne udforske Efterlivet, fordi den holdt fast i en overbevisning om at sådan noget ikke fandtes. Man kan kalde det mangel på tillid eller ren og skær skepsis, men i et eller andet omfang havde jeg altid haft den tvivl
med mig.”
(En Rejse Hinsides al Tvivl, side 151)
Husk det når du begiver dig ud på din egen rejse. Det kom ikke nemt til ham heller. Det ser måske sådan ud når man læser hans bøger, med de er beskrivelser af flere års træning og efterrationalisering.
Vi er alle begyndere på et tidspunkt, så som med alt andet i livet: Sammenlign ikke dig selv med nogen der har arbejdet sig op til ekspertniveau, når du selv først lige er begyndt at bevæge dig ind på ukendt territorium. Bliv ved, og vigtigst af alt: Hav et åbent sind.
Tænk som en opdagelsesrejsende
Tilbage til de spørgsmål jeg lagde ud med. Jeg har ikke nemt ved det, men jeg prøver at give slip på hvad jeg tror jeg allerede ved om hvordan tingene burde eller må være. I det mindste når den “viden” faktisk er en overbevisning. Selvfølgelig er begreber meget brugbare når vi skal lære eller forstå noget, men jeg prøver indimellem at minde mig selv om at de også kan blokere for min egen erfaring.
For eksempel: Hvad nu hvis jeg forventer at se chakraer i klare farver fordi jeg har læst en masse bøger om at vi har sådan nogle, men jeg endnu har til gode at se dem selv? Det får mig måske til at tænke at jeg gør noget forkert. Måske bliver jeg endda så fokuseret på at prøve at se de chakraer at jeg går glip af noget der ville være meget mere interessant og vigtigt for mig.
Ved at forsøge (og fejle) i årevis på at gå ud af kroppen fordi jeg har læst i Robert Monroes bøger at det var sådan han foretog sine rejser, går jeg måske glip af en metode der er langt lettere at opnå. Bruces, for eksempel.
Kan du se hvor jeg vil hen?
Det er ikke fordi jeg ikke forstår behovet for at, nå ja, forstå hvordan noget virker, men jeg vil bare gøre opmærksom på at det sandsynligvis er den mindst effektive måde at gribe det an på.
I stedet bliver vi nødt til at gå praktisk til værks. Hvor skræmmende det end måtte være at risikere at se dum, prætentiøs eller amatøragtig ud – eller hvad det nu måtte være for en skyggeside der står i vejen for at vi kommer i gang.
Har du udenlandske venner der synes sådan noget her er spændende? Så kan du sende dem over til den engelske udgave af indlægget her: It’s so simple that it’s hard to believe we’re doing it
