Jeg skal fortælle dig en sjov lille historie. Det er et par år siden jeg hørte Bruce Moen fortælle den, og nu hvor jeg jo har lovet jer læsere at fortælle hvad folk har fået ud af hans workshops, synes jeg denne historie er god og anderledes. Det er nemlig ikke altid afdødekontakt der overbeviser folk om at der er mere mellem himmel og jord end det de kan tage at føle på. En kat kan såmænd også gøre det.
Bruce fortæller at på en workshop i Australien for nogle år siden, deltog en mand som han kalder Sam. Sam var ret skeptisk (dog naturligvis åben nok til at deltage i workshoppen), og derfor havde han under en af øvelserne bedt sine Hjælpere om at han ville få en oplevelse som uden skyggen af tvivl ville bevise for ham at han havde evnen til at sanse noget uden for den fysiske verden.
På stedet hvor workshoppen blev holdt, var der en stor siameserkat som lige inden denne øvelse begyndte, havde lagt sig på skødet af en af deltagerne. Det generede hende ikke at katten lå der, så Bruce begyndte at guide deltagerne ind i øvelsen.
Da øvelsen var overstået og deltagerne skulle fortælle hvad de havde oplevet, fortalte Sam at han ret hurtigt efter at øvelsen var gået i gang, havde mærket katten stryge sig op ad hans ben mens den gik forbi ham. Så havde han hørt den hoppe op på en tom stol ved siden af og mærket at den lagde en pote på hans arm. Han kunne høre dens vejrtrækning, lugte den og mærke dens pote. Han fortalte at han ikke kunne lide katte, så det havde krævet en del indre kamp ikke at afbryde øvelsen ved at åbne øjnene og jage katten væk. Det lykkedes ham at slappe af og lave øvelsen selv om katten blev ved med at holde poten på hans arm. Da han efterhånden havde accepteret at katten var der, trak den poten til sig igen, og han hørte den hoppe ned på gulvet ved siden af ham. Så strøg den sig op ad hans ben, gik tilbage og hoppede op på skødet af kvinden igen.
Der ventede Sam lidt af en overraskelse.
Bruce har ikke lukkede øjne under øvelserne, så han havde set at katten ikke havde forladt sin plads på skødet af kvinden overhovedet. Han bad kvinden om at fortælle Sam på hvilket tidspunkt under øvelsen katten var hoppet ned, og hun forklarede ham at den havde ligget på hende hele tiden. Sam sprang op og råbte: “Det er UMULIGT!” Han havde mærket katten, hørt den, lugtet den og mærket dens pote på sin arm, og han insisterede på at kvinden tog fejl. Både kvinden og Bruce vidste at Sam havde fået hvad han bad om – beviset for at han kunne sanse noget ikkefysisk. 🙂
Har du også lyst til at få oplevelser der er i modstrid med dine overbevisninger, så deltag i workshoppen “Hvad sker der efter døden? – fra tro til viden”.