Har vi flere inkarnationer i én?

Jeg har fået en mail i dag som virkelig satte nogle tanker i gang hos mig. En måde at se livet på som jeg aldrig er stødt på før eller selv har tænkt på, men som virkelig giver mening for mig. Mailen kom fra min amerikanske underviser på kurset SyncCreation som jeg har fortalt om her. Vi talte om det med at stå et sted i sit liv hvor man føler at man skal starte forfra, og at det kan føles lidt tungt at stå der igen igen! Jeg skal prøve at oversætte/formulere den teori han delte med mig, her. Både for at dele den med dig, og fordi jeg har brug for at skrive det til mig selv og på den måde tænke det igennem 🙂

I det meste af menneskets historie har vores forventninger til livet været baseret på at vi levede et ret kort fysisk liv. Der er grænser for hvor meget et menneske kan opleve og opnå i løbet af 20-30 års voksenliv. Men i dag er det ikke usædvanligt at vi lever i 80-90 år. Spirituelt set har det både fordele og ulemper. En af fordelene er at vi lever længe nok til at nå at se resultatet af vores livsvalg. En ulempe kan til gengæld være at vi på forholdsmæssig kort tid når at udleve de ting vi havde sat os for. Det kompenserer universet så for ved at “trykke på reset-knappen” indimellem for at opfordre os – eller måske endda tvinge os – til at at starte en ny inkarnation i vores eksisterende inkarnation. Hemmeligheden er så at lære at navigere frit og let i det uden sorg eller fortrydelse og favne hver ny begyndelse. I stedet for at tænke “æv, nu skal jeg starte forfra”, så tænke “wow, jeg får lov at starte forfra, og endda helt uden at jeg behøvede at dø først”.

Dvs. hvis du står et sted i dit liv der føles som at starte forfra, så se det som en helt ny mulighed for at genskabe dig selv og begive dig ud på en helt ny livsvej. En genfødsel i det liv du allerede har.

Jeg synes det er en helt fantastisk tanke med sådan en universel reset-knap der giver os flere inkarnationer i én, og jeg kan mærke at jeg ikke er helt færdig med at tænke over konsekvensen af det, men nu er jeg i gang, og nu er tanken delt med dig. Måske den også sætter noget på plads eller i gang hos dig?

2 thoughts on “Har vi flere inkarnationer i én?

  1. Hej Anja

    Det lyder spændende! Men det er sådan set også en argumentation IMOD polyamori. Lev eet liv med een person – helt ud! Og tryk på reset knappen, når der ikke er mere at hente. 🙂

    Lidt sådan har jeg oplevet mine 2½ skilsmisser (den halve var “kun” en kæreste og der var ingen børn). Livet med den person var færdig – eller jeg ville videre til et andet liv. Og så blev vi skilt.

    Men jeg har altid været ked af at gå – altid syntes det var umoralsk og forkert. Ægteskabet er for eet par – hele livet. Derfor vil jeg heller ikke giftes mere. For jeg vil have flere.

    Men måske er det forkert. Måske skal man ikke have flere samtidig. Måske er det bedst at have een ad gangen. Det betyder bare at man skal være villig til at afslutte forhold, når man vil videre.

    kh
    Søren Werk
    <83

  2. Hej Søren

    Jeg kan ikke se hvorfor det er en argumentation imod polyamori. Der er jo ingen der siger at vi – uanset hvor kort eller hvor lang tid vi lever – skal leve med én partner ad gangen. Man kan jo også have 5 partnere og trykke på reset-knappen (sammen evt.) eller ingen partnere og trykke på reset-knappen. 🙂

    K.h.
    Anja

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.