SyncCreation – et kursus i manifestation og psykokinese

Jeg deltager i et kursusforløb i øjeblikket som hedder SyncCreation. Det handler om at træne sin intuition, åbne sit hjerte og aktivt skabe det man ønsker sig. Man kan sammenligne det lidt med The Secret – bare i en, for mig at se, langt mere udviklet  og moden udgave som handler om mere og andet end at manifestere biler, huse og formuer. Ikke at der er spor galt i det, og det kan man også bruge det til, men jeg har lyst til et dybere arbejde med mig selv og til at finde ud af præcis hvad det er der virker, når det lykkes en at manifestere noget man har ønsket sig. Altså ikke bare nå sine mål og drømme, men de der ting der synes at dukke op ud af det blå “bare fordi” man har tænkt på dem.

Som da jeg for nylig gik og ønskede mig en ny sofa – gerne en hjørnesofa – men ikke havde en klejne at købe en for, ikke engang en brugt. Jeg lagde et billede af en hjørnesofa op på mit lille visionboard (som i mit tilfælde bare er et lille udprintet A4-ark med billeder jeg har fundet på nettet) og tænkte: “Jeg ønsker mig en dejlig sofa som denne her. Den må gerne være brugt, den skal være gratis, og nogen skal gratis levere den til mig, for jeg har ikke engang råd til at betale for en 3×34”. Jeg tænkte også at især det sidste da ærlig talt var utopisk, for hvem hulen forærer lige en sofa væk OG tager det tunge slæbearbejde op på 3. sal med den kvit og frit? Men jeg tog da heldigvis fejl!

Til min 40-års fødselsdag var vi nogle stykker der sad i den helt elendige sovesofa jeg havde, og min veninde brokkede sig højlydt over hvor dårligt hun sad i den. Pludselig udbrød min anden venindes kæreste, som hun lige var flyttet sammen med: “Anja skal da have min sofa!” Det viste sig at da hun flyttede ind, fik han en stor, dejlig hjørnesofa i overskud, og den fik han nu lyst til at forære mig. Et par uger efter, da de alligevel skulle flytte de sidste af hendes ting ind i hans lejlighed, kom de derfor lige forbi mig med sofaen. Han og en ven bar den op på 3. sal og ind i min stue hvor jeg nu glæder mig over den hver dag. Så jo, der VAR nogle der ville forære en dejlig hjørnesofa væk OG levere den og slæbe den op på 3. sal for mig – helt uden at få noget for det. Wow.

Nu kan man jo godt, hvis man er lidt til den skeptiske side, sige at det bare var et tilfælde. Og den mulighed afviser jeg ikke.  (Gu’ gør jeg så, men jo, det er selvfølgelig en mulighed ;-)) Men når sådan noget er sket for en tilstrækkelig mange gange til at man begynder at undre sig, så bliver man, når man er mig, nysgerrig efter hvad det er for en mekanisme der er på spil. Og derfor er jeg altså gået ind i det her kursusforløb.

SyncCreation indeholder træning i psykokinese som er aktivt at manipulere fysisk stof med sine tanker og følelser. Måske har du læst et af mine tidligere indlæg der hed “Jeg vil til Virginia at bøje skeer“? Det er præcis det her kursus jeg er i gang med, bare i en gør-det-selv-derhjemme-udgave. Så en af øvelserne går altså ud på at blødgøre metal ved tankens kraft så man bliver i stand til at bøje det. Det er ikke lykkedes mig endnu, men jeg ved at det kan lade sig gøre, og jeg VIL lære det. Ud fra et egosynspunkt vil det være et megablæret “partytrick” at kunne, men det spirituelle formål for mig med at lære det, er at det er et helt konkret fysisk udtryk for at vi mennesker er i stand til at påvirke den fysiske verden med vores tanker, og DET er noget der rykker. Jeg forventer at det vil kunne give mig lige præcis den forståelse af hvad det er der skal til for aktivt at manifestere, som jeg længes efter. Jeg har nemlig dybest set et skeptisk sind (selv om det kan være svært at se ud fra en blog som denne), og det har brug for helt praktisk “syn for sagn”.

P.S. Jeg overvejer om jeg skulle arrangere en SyncCreation-workshop i Danmark (altså med undervisere fra USA). Lyder det som noget du kunne tænke dig at deltage i?

4 thoughts on “SyncCreation – et kursus i manifestation og psykokinese

  1. Hej Anja. Fald tilfældigt over din artikel “SyncCreation – et kursus i manifestation og psykokinese” da jeg googlede ordet “psykokinese”. Artiklen er jo fra marts 2012 og derfor er jeg interesseret i hvordan det gik. Lærte du rent faktisk at bøje skeer?

    Mvh
    Jacob

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.