Sådan fik jeg kontakt til min (afdøde) far – og mig selv

I 2005 deltog jeg for første gang i Bruce Moens Udforskning af Efterlivet-workshop. Jeg vidste at der ville indgå afdødekontakt, så jeg håbede at få kontakt til min far som var død 8 år tidligere. I den allersidste gruppeøvelse skete det at en gruppe på 10 mennesker (folk som ikke havde arbejdet med afdødekontakt før) fik kontakt til min far og kunne beskrive hans alder, udseende, antal børn og deres køn og flere andre ting som jeg desværre pga. en frustrerende sprogbarriere (det foregik i Polen) gik glip af.

Men i 2010 da Bruce for 2. gang holdt sin workshop her i Danmark, fik jeg selv kontakt.

Kender du det at man føler sig sikker på at noget spirituelt man oplever, bare er noget man finder på? Et af de tegn der kan være på at det du oplever, faktisk er virkeligt, er at noget helt uventet sker. Og sådan var det for mig – helt og aldeles uventet.

Det var meningen at vi under en øvelse skulle få kontakt til en afdød der sad fast et sted og havde brug for at blive hjulpet videre. En metode som du måske har læst i Bruces bøger at han bruger til at få sin viden om Efterlivet. Da jeg lukkede øjnene og brugte den metode vi lige havde lært til at tage kontakt, fik jeg øje på en lille pige der sad sammenkrøbet i et hjørne. En masse andre børn legede og var glade, men denne lille pige isolerede sig fra dem og var ulykkelig. Da jeg nærmede mig hende, begyndte tårerne at løbe ned ad mine kinder. Det var ikke nogen afdød lille pige. Det var mig der sad der. En lille del af mig der var ”død” da jeg mistede min far. Jeg skal ikke trætte dig med detaljerne, men bare fortælle at tårerne ikke holdt op med at løbe, men derimod tog kraftigt til da den lille pige løb min far i møde, og hende og jeg smeltede sammen mens jeg krammede ham.

Jeg kan ikke love dig at du vil få samme stærke oplevelse på den workshop (som jeg nu selv underviser i efter Bruces død i 2017 – denne bemærkning er tilføjet i 2019), men jeg kan garantere dig at du får 2 rigtig spændende dage hvis du tager med, og det vil glæde mig usigeligt at dele denne fantastiske workshop med dig.

Du kan tilmelde dig den næste her: Hvad sker der efter døden? – fra tro til viden

 


One thought on “Sådan fik jeg kontakt til min (afdøde) far – og mig selv

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.