I dag har jeg haft det småskidt (fysisk), og heldigvis har jeg et arbejde med opgaver der (når jeg ikke lige holder workshops) i overvejende grad kan klares fra sofaen under et tæppe.
Og jeg havde faktisk en del at ordne i dag, så hvor jeg normalt på sådan en dag ville have valgt at ligge et par timer med nogle dejlige Hemi-Sync-meditationer i ørerne, har jeg siddet i stilhed og fået tingene fra hånden. Ikke noget med koncentrationsmusik til arbejdet i dag, for jeg havde bare brug for ro.
Her til aften har jeg så brugt lidt tid på at lave nogle øvelser i et onlineforløb jeg følger, og det var noget der krævede kreativ skrivning i min notesbog. Til det brug kan jeg virkelig godt lide at bruge – og brugte altså også i aften – Illumination for Peak-Performance. Den stimulerer min kreativitet og mit skriveflow.