Fra d. 13.-17. maj var jeg vært for Bruce Moens workshop “Exploring the Afterlife” (udforskning af Efterlivet) hvor man bl.a. lærer at kontakte afdøde og få verificeret den kontakt ved at få ting at vide man ikke kunne have gættet sig til. Undervejs og bagefter har jeg delt nogle af mine oplevelser mere eller mindre detaljeret på Facebook og personligt. Det har givet nogle reaktioner som jeg har lyst til at kommentere.
“Nej tak, jeg nyder mit nuværende liv”
Når jeg lægger links ud til workshoppen, sker det tit at folk der siger nej tak til at deltage, lige tilføjer et “jeg vælger at leve i nuet”, “jeg vil hellere tale med levende mennesker” el.lign. med et glimt i øjet der siger mig at de ikke helt forstår min interesse i det hinsides når der nu er et liv at leve lige her og nu.
Jeg kan sagtens forstå at folk ikke interesserer sig for det. Jeg interesserer mig heller ikke en døjt for at rejse udenlands, for eksempel. Men jeg synes det ville være lidt sjovt hvis jeg til en invitation til at rejse med til Afrika eller Indien svarede nej tak med den begrundelse at “der jo altså er et liv at leve lige her i København, så hvorfor skulle jeg dog det?”. 😉
Min interesse for at rejse indad (opad/udad?) kommer på ingen måde af et ønske om at flygte fra mit liv her og nu. Langt fra. Den kommer mere af en nysgerrighed efter at lære mere om hvem og hvad jeg er – en nysgerrighed der løbende er blevet pustet til gennem personlige oplevelser af at denne her fysiske verden måske ikke kun består af de ting vi kan tage at føle på. Jeg går ikke og længes efter at opleve “et andet og bedre sted”, men jeg tror at jeg gennem en forståelse for hvordan selve livet er skruet sammen, kan gøre dette liv og den fysiske verden til et bedre sted for mig selv og min omverden. Og så synes jeg bare det er skidespændende at få rykket ved de ting jeg tror på – lidt på samme måde som andre synes det er spændende at opleve andre landes kulturer, sprog, mad, religioner og indbyggere og på den måde få udvidet deres horisont.
“Nå, og hvad så?”
Nogle kan ganske enkelt ikke se det fede i at have haft kontakt med en der er død. De tager ikke så meget stilling til om kontakten er virkelig eller ej, og hvis den evt. er virkelig, synes de ikke det har nogen betydning.
For mig har det en enorm betydning om verden hænger sådan sammen som videnskaben påstår eller ej. Det har en følelsesmæssig betydning om dem jeg elsker, er helt væk når de er døde, eller de faktisk er der endnu. Det har helt personligt en betydning for mig om jeg har redskaber til rådighed jeg ikke anede noget om fordi mine overbevisninger begrænser mig. Det har en betydning om jeg kan stole på hvad mine sanser fortæller mig. Det har betydning for mig om det andre (skoler, kirker, forældre og andre der får lov at påvirke vores overbevisninger i løbet af vores liv) lærer mig, er sandheder eller illusioner.
At have haft kontakt til en afdød giver ikke alle svarene, men at få oplevelser der er i konflikt med ens overbevisninger, er en effektiv måde at udvide sin horisont på, og det er en god begyndelse.
