Hvad er fastlåste sjæle – og hvorfor kan VI hjælpe dem?

I beskrivelsen af kurset “Hvad sker der efter døden? – fra tro til viden” har jeg skrevet at du vil lære “at hjælpe fastlåste sjæle videre og derigennem få større viden om efterlivet”.

Det afføder gerne tre spørgsmål (i hvert fald hos dem der ikke har læst Bruce Moens bøger):

  1. Hvad i alverden er en fastlåst sjæl?
  2. Hvorfor kan VI hjælpe dem – er der da ikke hjælpere i efterlivet?
  3. Hvordan giver det at hjælpe vedkommende mig større viden om efterlivet?

Her får du svarene

1. Lad mig starte med at sige at “sjæl” ikke er det rette – men bare det korte og nemme – ord her. Der er mere tale om at aspekter af sjælen kan sidde fast. Hvis vi ser sjælen som den del af os der indeholder alle vores erfaringer – altså den samlede bevidsthed som indeholder alle vores liv – så kan den i sig selv ikke sidde fast nogen steder, men de enkelte sider af den kan.

Det kan der være flere grunde til.

Har du set filmen “What dreams may come” med Robin Williams? (Hvis ikke, vil jeg stærkt anbefale den – den er vidunderlig!) Her dør hovedpersonen så pludseligt og uventet at han slet ikke selv opdager at han er død. Det er én måde det kan ske på.

Det kan også ske ved at vi har nogle overbevisninger om hvad det vil sige at dø, som ikke stemmer overens med den faktiske oplevelse af det, og så kan vi enten sidde fast i det dødsøjeblik vi ikke kan forlige os med, eller i det der passer med vores overbevisninger.

Tror vi f.eks. på at døden bare er én lang søvn man ikke vågner af, lægger vi os måske bare til at sove en dyb søvn og opdager ikke at der er andre muligheder, selv om hjælpere og pårørende står og vifter med armene for at vække os. 🙂

Der er mange flere eksempler, men jeg vil lade det med de viftende arme føre videre til svaret på spørgsmål nr. 2:

2. Jo, der er hjælpere i efterlivet, og de formår også at hjælpe en del videre. Dog er nogle af de mennesker der sidder fast, så fysisk forankrede at de ikke kan få øje på hjælperne. På samme måde som vi kan være blinde for hjælpere og afdøde mens vi er fysisk i live, vil vi sandsynligvis være det når vi er døde (hvis vi sidder fast, altså).

Fordi du og jeg er fysiske, vil de fastlåste kunne se os. De tror jeg stadig de selv er fysiske, så vi har en mulighed for at bryde ind i deres indbildte virkelighed, som hjælperne ikke har. Når vi så har fået deres opmærksomhed, kan vi præsentere dem for hjælperne, som de så kan få øje på. Det er den proces der kaldes en fremdragelse. (Et andet ord for det, som mere bruges i shamanistisk sammenhæng, er sjælehentning.)

3. Efter fremdragelsen har du hjælperen til rådighed. Er der noget du er nysgerrig efter at vide om Efterlivet, så svarer hjælperen gerne på dine spørgsmål. Nu har du jo skabt kontakt, så kan du lige så godt udnytte den. Og det må du gerne – alt det du vil. Det var sådan Bruce opdagede forskellige områder af den ikkefysiske verden, som f.eks. Helbredelses- og foryngelsescentret, Planlægningscentret, Centret for humor, osv. (beskrevet i bog nr. 3 som desværre ikke findes på dansk endnu).

Lad mig lige understrege her til sidst: Når man læser Bruce Moens bøger (eller et indlæg som det her), som netop tager udgangspunkt i fremdragelser af folk der sidder fast, så kan man få det indtryk at det sker nemt og for de fleste.

Det er ikke tilfældet!

De allerfleste har en let og ubesværet overgang, uanset hvad de troede på da de var i live, eller hvordan de døde. Så du behøver ikke være bange for at komme til at sidde fast eller at dine pårørende gør det. Det kan ske, men det er ikke sædvanen, og jo mere bevidste vi er, desto mindre er risikoen.

Har du mistet nogen du frygter sidder fast, er grunden til at lære at hjælpe dem så meget desto større. Du behøver ikke betale mig for at lære det, for det står bl.a. her, men hvis du vil, vil jeg meget gerne lære dig det i detaljer og i den gavnlige og støttende gruppeenergi der opstår når man dedikerer tiden til at gøre det sammen med andre.

Og ja, det hele foregår på dansk!

Udforsk din bevidsthed

One thought on “Hvad er fastlåste sjæle – og hvorfor kan VI hjælpe dem?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.