Bekræftelser virker (for mig)

For nogle måneder siden skrev jeg i en Facebook-opdatering at jeg virkelig godt gad have en bil, og en af mine Facebook-venner anbefalede mig bogen “Lær at spille Livets Spil” af Florence Scovel Shinn, som hun kaldte ”en slags Master Class i at manifestere (biler og andet)”.

Jeg var før stødt på titlen, men vidste ikke at bogen handlede om dét. Jeg havde også læst og lært meget om manifestation tidligere (og selv undervist andre i det), så jeg tænkte ikke at den kunne lære mig noget nyt. Men jeg var alligevel nysgerrig eftersom emnet jo interesserer mig.

Jeg fandt bogen og en anden af Florence Scovel Shinn på biblioteket, og jeg opdagede til min glæde at de var små og hurtigt læste. Og det var ikke fordi jeg som sådan lærte noget nyt, men de fik mig til at smile stort fordi jeg kom i kontakt med min barnlige, begejstrede side – den side af mig der som barn troede på magi (og stadig gør, opdagede jeg så).

Formuleringen i bøgerne og af selve bekræftelserne hun bruger, er gammeldags og virkede fjollede på mig, men jeg blev bare glad af at læse dem. Det var sådan nogle bøger jeg var nødt til at eje, og jeg var heldig at finde dem brugt.

I starten af august tog jeg så en beslutning om at lave et eksperiment: 14 dage med bekræftelser. Jeg ville se hvad det kunne gøre, og der var jo intet at tabe ved det (andet end min tro, og jeg vil meget hellere have viden).

Noget af det allerførste spirituelle litteratur jeg læste engang i sluthalvfemserne, var Louise Hays bøger, og jeg har i perioder lyttet til hendes lydbøger og haft glæde af at bruge bekræftelser. Det er dog altid gledet ud af mine tanker igen med tiden (sjovt nok holder man ofte op med gode ting når man har mærker en positiv effekt – så har man jo ikke brug for dem længere? ;-))

Nu havde jeg så fået lyst til at prøve igen. Ikke specifikt for at manifestere den der bil (ønsket der gjorde at jeg fik de bøger anbefalet), men simpelten for at se om det generelt ville ændre noget i mit flow.

Jeg fandt nogle bekræftelser i bogen som gjorde mig glad at sige, tilpassede dem lidt til min egen situation, og så skrev jeg dem i min elektroniske kalender med gentagelse dagligt så jeg huskede at sige dem højt hver dag.

Efter de 14 dage var min konklusion: Det virker sgu!

Der er især ét område hvor jeg før oplevede dårlig timing igen og igen, hvor timingen nu pludselig er blevet god. Tingene falder i hak på en anden måde. Der sker måske nok de samme ting i mine omgivelser som før, men på en måde som ikke berører mig længere. Og det er virkelig interessant.

Så jeg fortsatte med at bruge dem og har snart gjort det i to måneder. Af og til mærker jeg at en bekræftelse ikke føles sand længere, og så omformulerer eller sletter jeg den. Nogle gange laver jeg en ny fordi der opstår et nyt ønske eller en ny situation jeg gerne vil påvirke positivt. Jeg sørger for at det bliver ved at føles sjovt. Og jeg har ikke tænkt mig at holde op – tværtimod er jeg stærkt motiveret for at blive ved.

Det er ikke fordi det nu er væltet ind med slotte, biler, lottogevinster, livspartnere, fest og fyrværkeri i mit liv (endnu?), og jeg pludselig ligner en topmodel, men jeg har simpelthen været mærkbart gladere i længere sammenhængende tid end jeg har været i flere år. Og det er da den bedste grund til at gøre noget som helst. Bilen er såmænd også velkommen, men den er slet ikke det vigtigste – det er min glæde og ro.

Tror du ikke på bekræftelser? Test det! Og fortæl mig så om det også virker for dig. Det vil jeg meget gerne høre om. 🙂

One thought on “Bekræftelser virker (for mig)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.