Jeg har fået et rigtig godt spørgmål i forbindelse med min morgenbøn hvor jeg bl.a. beder om at tiltrække nærende mennesker, nemlig: “hvad mener du egentlig med nærende mennesker?”. For det kan godt tolkes som at jeg kun vil tilbringe tid med folk som kan give mig noget, hvorimod f.eks. misbrugere, ensomme mennesker eller folk i sorg helst skal holde sig væk.
For mig kan et menneske der for tiden har mere brug for at modtage end at give (hvis man kan stille det sådan op), sagtens være nærende. Når jeg beder om “nærende mennesker” er det ment i modsætning til “drænende mennesker”.
Der findes folk som på mig virker drænende – altså hvor jeg efter samvær med dem, føler mig tung, træt, trist og ja, drænet for energi, men jeg kan ikke sætte dem i en bestemt kategori som nogle med et særligt behov eller i en særlig livssituation. Det kan nemlig sagtens være livskraftige, positive mennesker.
Ligesom der findes folk som på trods af noget der tynger dem i deres liv, sagtens kan være “givende” at være i selskab med.
Og jeg tror det er subjektivt. Altså at et menneske der virker drænende på mig, godt kan virke nærende på andre. Det afhænger jo af hvilken form for næring man har brug for, og det er ikke ens for alle.
Det har sandsynligvis også mere med mig at gøre end med dem (og som Byron Katie ville sige: “Jeg ville droppe ‘sandsynligvis'” ;-)). Det kan f.eks. være drænende for mig at være i selskab med overenergiske, udadvendte mennesker som er fulde af ideer og forslag jeg har svært ved at sige nej til (og der er så lidt at arbejde på for mit vedkommende). Og på andre end mig virker de samme mennesker vildt energigivende.
Så når jeg beder om at tiltrække nærende mennesker, er det en bøn om at blive fyldt og løftet mest muligt i løbet af min dag. Senere i min bøn beder jeg om hjælp til at hjælpe andre på den bedst mulige måde for alle parter, og på den måde har jeg med at hvis jeg møder nogen i dag som har brug for min hjælp, så vil jeg gerne hjælpe dem hvis jeg kan.
At hjælpe andre kan være glimrende næring for begge parter. Men jeg tror ikke man er til særlig god hjælp for folk man synes er belastende, for så kommer ens hjælp ikke et rent og kærligt sted fra, og jeg er ikke sikker på at det andet menneske så virkelig vil føle sig hjulpet. Der kan selvfølgelig opstå situationer hvor man er nødt til det alligevel, og det er også helt okay. Det er bare ikke noget jeg ligefrem vil bede om i min morgenbøn. 🙂
