Sådan startede min egen rejse ad den spirituelle vej

Hvert år til påske sender jeg mit 25-årige jeg en kærlig tanke. Det var nemlig på langfredag i 1997 min spirituelle rejse begyndte. Her er historien til dem der måtte være nysgerrige.

Mig og gud

Jeg har siden jeg var 6-7 år – det er så langt tilbage jeg kan huske det i hvert fald – talt rigtig meget med gud. Om alt muligt. Det var helt naturligt for mig at bede til ham og tale med ham. (Ja, dengang var han i mit hoved en “ham”.) Og uden at sætte mig ind i biblen, mere end den smule kristendomsundervisningen i skolen gav, følte jeg mig i mange år kristen.

Med mine voksne øjne kan jeg se at det vel ikke var dét jeg var, for jesus havde jeg ikke noget særligt forhold til, og det kræver det vel troeds alt at kunne kalde sig kristen. 😉 Men jeg følte mig i hvert fald meget nær gud og elskede kirker osv. Gik med et kors om halsen hvis jeg følte behov for ekstra styrke. Jeg har aldrig tvivlet på at bøn virker – det oplevede jeg allerede dengang helt klart. Jeg var en af de få der blev konfirmeret fordi jeg virkelig mente det. Men det var bestemt ikke noget jeg skiltede med – ikke engang min familie var klar over mit meget personlige forhold til gud (og læser de dette, vil det måske endda komme bag på dem at høre).

Langfredag 1997

I 1997 skete der så noget der satte gang i den lange rejse jeg endnu befinder mig på. Som så mange andre historier starter denne med “det var en mørk og stormfuld aften” – for det var det, og den aften havde jeg en meget speciel oplevelse som jeg endnu ikke har fundet en forklaring på. Jeg ved heller ikke om der er en.

Jeg fik pludselig en ubændig trang til at gå mig en tur i blæsevejret. Bare en lille tur rundt i kvarteret. Og der gik jeg så og fik mig en af mine sædvanlige snakke med gud. Pludselig blev jeg overvældet af en voldsom lykkefølelse. Jeg fik en følelse af at alt hvad jeg drømte om, ville gå i opfyldelse.  Det var helt vidunderligt.

Næste morgen da jeg skulle på universitetet, valgte jeg at blive hjemme. Jeg var stadig opfyldt af den der lykkefølelse, og jeg grinede og grinede og grinede. Kunne slet ikke holde op igen. Og så begyndte jeg at græde – lige så ustoppeligt. Måske fordi jeg ikke forstod hvad i alverden der skete med mig.

Efter den oplevelse var noget i mig forandret. Det der hidtil havde været mit drømmestudie på universitetet, var bare ikke det jeg skulle alligevel. Jeg læste til talepædagog, og det havde nærmest føltes som mit kald. Men  lige på én gang mistede jeg alle mine ambitioner. Det var som om jeg vidste at jeg skulle noget helt andet – jeg vidste bare ikke hvad det var.

Jeg var i lang tid helt ved siden af mig selv. Både fysisk, hvor jeg var enormt klodset – væltede ting og spildte på gulvet og sådan noget, og psykisk. Jeg kunne sidde med familie og venner og føle mig som en fremmed. Der var ikke andre der bemærkede noget (jeg spurgte på et tidspunkt min nærmeste veninde), så det har kun været indeni jeg har været anderledes.

Jeg begyndte at blive meget søgende. Nogen måtte kunne hjælpe mig med at finde ud af hvad jeg nu skulle med mit liv. Jeg opsøgte et par clairvoyante og begyndte at læse lidt bøger om personlig/åndelig udvikling. Jeg var meget “sulten” efter at finde ud af mere om mig selv, og det var naturligt for mig at søge på den åndelige side, da hele forandringen var sket på den ene aften i marts hvor jeg følte at jeg havde en form for religiøs oplevelse som var helt uforklarlig for mig.

Min far

I starten af august – kort tid før jeg skulle aflevere mine 3.-års eksamensopgaver og blive bachelor – fik jeg at vide at min far højst havde 2 måneder tilbage at leve i. Han havde kræft. Med den viden at han snart skulle dø, kunne jeg ikke fuldføre mine eksaminer og fik dem udsat et år.  Han døde den 1. september. Igen havde jeg en meget stærk oplevelse:

Den aften han døde, var vi, hans familie, kaldt hjem til ham fordi man vidste at det var nu. Han var bedøvet af morfin, og det var sandsynligvis kun et spørgsmål om timer før han døde. Vi sad omkring ham og ventede faktisk bare på at han skulle få fred. Vi havde ingen kontakt med ham, men kunne bare betragte at han havde vejrtrækningsbesvær.

Jeg kunne ikke holde det ud og gik på et tidspunkt ud på badeværelset for at få mig en snak med gud. Jeg foldede mine hænder og bad inderligt om at han bare tog min far nu, for der var ingen grund til at han skulle ligge der længere. I samme øjeblik kaldte mine søskende inde fra soveværelset fordi han var ved at ånde ud. Det var sgu øjeblikkeligt bønnesvar … Ja, det kan også være helt tilfældigt at det lige skete der, men det føler man jo ikke i sådan en stærk situation.

Det at se min far dø, gjorde min åndelige søgen endnu stærkere. Jeg havde en meget klar fornemmelse af at han havde forladt sin krop. Kroppen som lå tilbage, havde jeg intet som helst forhold til bagefter. Den lignede da min far, men den var ikke ham. Han var uden tvivl et andet sted.

Den overbevisning var også farvet af at jeg tidligere – og jeg husker desværre ikke hvornår, men det var før nogen anede at han var syg – havde drømt at han skulle dø. Jeg troede jeg havde drømt om min farfar, men oplevede under min fars sygdomsforløb præcis den scene jeg havde drømt: Jeg sad på kanten af hans sygeseng på hospitalet og fik en god, varm snak med ham. Jeg holdt ham i hånden, og jeg vidste at han skulle dø. Da jeg vågnede af drømmen, undrede den mig af flere grunde. 1) Jeg havde ikke noget nært forhold til min farfar (som var død for længe siden), og scenariet var på den måde helt urealistisk. 2) Jeg havde en ægte fysisk følelse af at holde min far i hånden. Jeg kunne næsten stadig mærke hans hånd da jeg vågnede – så levende var den følelse. Så det var en drøm jeg huskede fordi den undrede mig, men først da jeg faktisk sad på kanten af min fars sygeseng en dag i august, holdt ham i hånden og fik en god, varm snak med ham og vidste at han skulle dø, gik det op for mig at det havde været en forudanelse. “Min farfar” i drømmen viste sig at have været min far som bare så gammel ud af sygdom og kemo.

Nysgerrighed og åbenhed

Jeg begyndte at interessere mig endnu mere for det spirituelle efter hans død. Særligt interesserede jeg mig nu for hvad der sker når vi dør. Og det betød at jeg begyndte at læse og læse og læse.

(En sidebemærkning: Jo mere jeg læste, desto mere forsvandt den gud som jeg havde talt med hele mit liv. Eller han forsvandt ikke som sådan, men han/den/det havde ikke længere samme “form”. Jeg oplevede at gud jo er ALT hvad der eksisterer, og følte pludselig at det var meget svært for mig at tale med “alt” – hvordan gør man det? Før havde jeg talt med én bevidsthed, og det følte jeg ikke længere jeg kunne, nu da jeg mærkede at denne bevidsthed indholdt mig selv. For talte jeg så i virkeligheden bare med mig selv? Det var lidt underligt sådan at “miste” gud sådan som jeg havde kendt ham altid, og det ærgrede mig lidt, for jeg savnede at sludre med ham. I dag ved jeg stadig ikke  hvad jeg skal kalde “det” jeg taler med og beder til – jeg kalder det vist som så mange andre mest for “universet”. 🙂 )

Jeg havde flere oplevelser af den uforklarlige slags (som jeg vil gemme til en anden gang), og jeg følte mig meget alene med det. Jeg kunne indtil 2001 ikke forestille mig at jeg nogen sinde skulle tale åbent om disse ting, fordi jeg bare “vidste” at min omgangskreds, inkl. kæreste og familie, ville synes at jeg var mærkelig. Og så var det jeg mødte en mand (Gunther, som jeg engang startede denne hjemmeside sammen med) som delte min interesse og mine tanker. Og jeg opdagede hvor fundamental den del af mig selv var. At jeg ikke bare kunne gemme den væk, for den VAR mig. Den anden Anja som jeg viste omverdenen, var ganske vist mig, men ikke HELE mig, og det kunne bare ikke gå i længden. Desværre skulle jeg såre min daværende kæreste noget så eftertrykkeligt ved at forlade ham, men jeg havde bare fundet et menneske som jeg kunne være “hele mig” med, og det liv måtte jeg vælge frem for det andet.

Det pudsige var at da jeg lukkede op og viste hvem jeg var, så viste det sig selvfølgelig at andre faktisk ikke syntes jeg var så mærkelig som jeg troede de ville synes. Der var flere i min familie og omgangskreds der gik med de samme eller lignende tanker. Eller i hvert fald syntes det var spændende at høre om. Og pludselig tiltrak jeg bare mennesker i mit liv som jeg kunne være mig selv sammen med, og jeg følte mig ikke længere underlig.

I dag er det utænkeligt ikke at dele denne side af mig. Jeg underviser endda andre i at få kontakt til efterlivet (hvilket jeg lærte af Bruce Moen, som føromtalte Gunther i sin tid præsenterede mig for). Jeg ved ikke om det var dét oplevelsen i 1997 fortalte mig at jeg skulle i stedet for det jeg troede. Der kan endnu nå at vise sig helt andre ting. Er der noget jeg i den grad har erfaret, er det sandheden i at forandring er det eneste der er konstant.


P.S. Efter at have læst historien her, mindede min mor mig lige om at jeg er døbt en langfredag også – hvilket er lidt usædvanligt. Så det er åbenbart en mærkedag i mit liv. 🙂

Udforsk din bevidsthed

One thought on “Sådan startede min egen rejse ad den spirituelle vej

  1. Kære Anja!
    Jeg ser meget på hvad der sker omkring klima, der åbner sig en ny verden her, jeg tænker på at religion får større betydning i verden , Jeg vil meget gerne uddybe det for dig personlig, det bliver rart hvis vi kan finde ud af det en dag i fremtiden når det kan passe dig.
    Tak for dit indlæg!
    Med kærlig hilsen Steen God Påske

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.