“Hvorfor tro når du kan vide?” har været mit slogan siden jeg startede Uforklarbar – min lille bog- og kursusbiks. Og så kunne det jo godt lyde som om jeg er sådan en der ved alting og aldrig bilder mig noget ind. Det er jeg ikke. Og særligt i disse dage er det ved at gå op for mig hvor lidt jeg ved.
Måske læste du mit seneste indlæg om forskellen på tro og viden hvor jeg opfordrede til at sætte spørgsmålstegn ved alt det du opdager at du tror på. Jeg skrev også at det ikke nødvendigvis er særlig sjovt at opdage hvor lidt viden man reelt har. Faktisk kan det give lidt af en identitetskrise. Det er noget jeg ved – af erfaring. Jeg er selv midt i sådan en. (Og det er okay – den slags rykker en, og de går over igen.)
Forleden læste jeg et indlæg hvor en spirituel lærer skrev at chakrafarverne muligvis er modsat for kvinder – altså sådan at kronechakraet er rødt, pandechakraet orange, halschakraet gult osv. Det var jo noget man kunne prøve at lege lidt med, skrev han. Og så var det jeg opdagede at her var noget jeg troede på. Altså ikke det han skrev, men det med chakraer og farver. Jeg har aldrig set et chakra. Jeg har aldrig mærket et (jeg har mærket energi de steder i kroppen der efter sigende er relateret til chakraer, men det betyder jo ikke at der nødvendigvis er chakraer der). Og jeg har da slet ingen anelse om hvilken farve de har. Det er noget jeg har læst mig til i bøger og set på en fin planche jeg har hængende i mit kontor. Det er ikke fordi chakraer har haft nogen særlig betydning for mig, men det ærgrer mig alligevel at opdage en tro hos mig selv. Noget jeg aldrig rigtig har sat spørgsmålstegn ved. Ikke at det nødvendigvis ikke passer, det med de chakraer, men jeg ved det ikke. Jeg har ikke erfaret det selv.
At jeg ikke vil tro på noget jeg ikke har erfaret selv, betyder ikke at jeg er lukket for muligheden for at det kan være rigtigt. Men jeg er overbevist om at hvis jeg vil opleve noget rent (så rent som det nu kan opleves – det vil altid være subjektivt), så er jeg nødt til at lægge mine forestillinger på hylden. Så i virkeligheden hilser jeg det velkomment at få øje på de ikke selverfarede overbevisninger jeg render rundt med.
Når det alligevel føles hårdt at udfordre det jeg tror jeg ved, så er der flere årsager. Og her er vi selvfølgelig nede i mit menneskelige jeg/ego/lille selv som føler sig truet og bliver usikker på alt. Måske med rette. Måske vil det vise sig at jeg slet ikke er den jeg tror jeg er. Måske vil det vise sig at alt det jeg tror på, er løgn, og jeg vil blive til grin. Tænk hvis jeg har haft en hjemmeside om Efterlivet i 12 år og må erkende at jeg har bildt mig selv og alle andre noget ind? Tænk hvis jeg har arrangeret workshops og “hjulpet” andre til at tro på noget der er løgn?
Forleden morgen vågnede jeg småpanisk med netop den tanke – underviser jeg helt personligt i noget jeg faktisk ikke ved? Og jeg måtte med hjertebanken stå op og kigge på de plancher jeg bruger når jeg holder Hemi-Sync-workshops, for at se om der var noget på dem som jeg ikke selv havde erfaret og derfor med sindsro følte at jeg kunne videreformidle.
Heldigvis kunne jeg konstatere at det ikke var tilfældet. Jeg ved at det værktøj jeg faciliterer brugen af – Hemi-Sync – virker. Og sådan en workshop går ud på at give folk ideer til og mulighed for at opleve hvad de kan med det. Hvad jeg til gengæld kan lære af min panik den morgen, var at være endnu mere opmærksom end jeg var i forvejen, på ikke at lufte mine egne overbevisninger undervejs. Jeg er nemlig ikke lærer. Jeg er facilitator, og det er noget ganske andet. Det er faktisk min opgave at vide så lidt som muligt – på andres vegne, altså. At vi så undervejs får snakket og delt ideer og tanker om både små og store ting i livet, er en naturlig og spændende udveksling der forhåbentlig kan inspirere til mere åbenhed og mere tvivl – af den gode slags der får os til at søge den erfaring og viden som er med til at give os et sandt ståsted.
Hvis du har mod på at tage din tvivl ved hånden og udforske din bevidsthed sammen med mig, så kig her, og hop med på en workshop. Den er spændende, og så for mig – hver eneste gang. Og jeg lover at gøre mit allerbedste for ikke at bilde dig noget ind.
