≡ Menu

Interessant tv-udsendelse: Journey of the lost

Her er et par YouTube-videoer jeg varmt kan anbefale – når du interesserer dig for de ting jeg beskæftiger mig med:

Det er en udsendelse der blev sendt på amerikansk tv for nogle år siden, der hed The Unexplained. To af afsnittene handlede om kurset Lifeline på Monroe-instituttet (altså det kursus der også ligger til grund for Bruce Moens Exploring the Afterlife-workshop som jeg holder). Her følger man nogle af deltagerne og hører om de interessante oplevelser de har med at lave fremdragelser (soul retrievals).

Du finder de to afsnit her:

De varer ca. 20 minutter hver.

Hvis du vil lære de ting de fortæller om, så behøver du ikke tage til Virginia, men kan altså nøjes med at tage en tur til Haslev. 🙂 Læs om den danske udgave af kurset – i Bruce Moens udgave (som er uden Hemi-Sync) – her: Hvad sker der efter døden? – fra tro til viden

{ 0 comments }

I beskrivelsen af kurset “Hvad sker der efter døden? – fra tro til viden” har jeg skrevet at du vil lære “at hjælpe fastlåste sjæle videre og derigennem få større viden om efterlivet”.

Det afføder gerne tre spørgsmål (i hvert fald hos dem der ikke har læst Bruce Moens bøger):

  1. Hvad i alverden er en fastlåst sjæl?
  2. Hvorfor kan VI hjælpe dem – er der da ikke hjælpere i efterlivet?
  3. Hvordan giver det at hjælpe vedkommende mig større viden om efterlivet?

Her får du svarene

1. Lad mig starte med at sige at “sjæl” ikke er det rette – men bare det korte og nemme – ord her. Der er mere tale om at aspekter af sjælen kan sidde fast. Hvis vi ser sjælen som den del af os der indeholder alle vores erfaringer – altså den samlede bevidsthed som indeholder alle vores liv – så kan den i sig selv ikke sidde fast nogen steder, men de enkelte sider af den kan.

Det kan der være flere grunde til.

Har du set filmen “What dreams may come” med Robin Williams? (Hvis ikke, vil jeg stærkt anbefale den – den er vidunderlig!) Her dør hovedpersonen så pludseligt og uventet at han slet ikke selv opdager at han er død. Det er én måde det kan ske på.

Det kan også ske ved at vi har nogle overbevisninger om hvad det vil sige at dø, som ikke stemmer overens med den faktiske oplevelse af det, og så kan vi enten sidde fast i det dødsøjeblik vi ikke kan forlige os med, eller i det der passer med vores overbevisninger.

Tror vi f.eks. på at døden bare er én lang søvn man ikke vågner af, lægger vi os måske bare til at sove en dyb søvn og opdager ikke at der er andre muligheder, selv om hjælpere og pårørende står og vifter med armene for at vække os. 🙂

Der er mange flere eksempler, men jeg vil lade det med de viftende arme føre videre til svaret på spørgsmål nr. 2:

2. Jo, der er hjælpere i efterlivet, og de formår også at hjælpe en del videre. Dog er nogle af de mennesker der sidder fast, så fysisk forankrede at de ikke kan få øje på hjælperne. På samme måde som vi kan være blinde for hjælpere og afdøde mens vi er fysisk i live, vil vi sandsynligvis være det når vi er døde (hvis vi sidder fast, altså).

Fordi du og jeg er fysiske, vil de fastlåste kunne se os. De tror jeg stadig de selv er fysiske, så vi har en mulighed for at bryde ind i deres indbildte virkelighed, som hjælperne ikke har. Når vi så har fået deres opmærksomhed, kan vi præsentere dem for hjælperne, som de så kan få øje på. Det er den proces der kaldes en fremdragelse. (Et andet ord for det, som mere bruges i shamanistisk sammenhæng, er sjælehentning.)

3. Efter fremdragelsen har du hjælperen til rådighed. Er der noget du er nysgerrig efter at vide om Efterlivet, så svarer hjælperen gerne på dine spørgsmål. Nu har du jo skabt kontakt, så kan du lige så godt udnytte den. Og det må du gerne – alt det du vil. Det var sådan Bruce opdagede forskellige områder af den ikkefysiske verden, som f.eks. Helbredelses- og foryngelsescentret, Planlægningscentret, Centret for humor, osv. (beskrevet i bog nr. 3 som desværre ikke findes på dansk endnu).

Lad mig lige understrege her til sidst: Når man læser Bruce Moens bøger (eller et indlæg som det her), som netop tager udgangspunkt i fremdragelser af folk der sidder fast, så kan man få det indtryk at det sker nemt og for de fleste.

Det er ikke tilfældet!

De allerfleste har en let og ubesværet overgang, uanset hvad de troede på da de var i live, eller hvordan de døde. Så du behøver ikke være bange for at komme til at sidde fast eller at dine pårørende gør det. Det kan ske, men det er ikke sædvanen, og jo mere bevidste vi er, desto mindre er risikoen.

Har du mistet nogen du frygter sidder fast, er grunden til at lære at hjælpe dem så meget desto større. Du behøver ikke betale mig for at lære det, for det står bl.a. her, men hvis du vil, vil jeg meget gerne lære dig det i detaljer og i den gavnlige og støttende gruppeenergi der opstår når man dedikerer tiden til at gøre det sammen med andre.

Og ja, det hele foregår på dansk!

{ 0 comments }

Tror du, håber du, eller ved du?

Der er mange der misforstår interessen for hvad der sker når vi dør. Nogle tror det er fordi man ikke kan bære at vi bare ophører med at eksistere. Nogle tror det er fordi man ikke kan bære dette liv, så man håber på at der venter en noget bedre.
 
Og sådan er det måske for nogle – dem der vælger en tro ud fra hvad der giver dem trøst. Men dem tror jeg nu ikke der er så mange af. Det håber jeg i hvert fald ikke, for det synes jeg er lidt trist.
 
Jeg plejer at sammenligne min interesse for efterlivet med andres interesse for at rejse til fjerne lande. Det interesserer ikke mig en døjt at rejse til Thailand eller Frankrig, men indre rejser finder jeg umådelig spændende. For andre er det omvendt.
 
Mine overbevisninger om efterlivet kommer ikke af hvad jeg HÅBER der sker. (Tværtimod. Jeg ville synes det var utrolig meget nemmere hvis vi bare holdt op med at eksistere. ;-)) De kommer af hvad der synes logisk for mig. Og de forstærkes af mine personlige oplevelser.
 
De personlige oplevelser er VIGTIGE. Uden dem var der tale om blind tro, og jeg har en indre skeptiker der ikke er særlig glad hvis jeg bare bilder mig noget ind. Jeg vil ikke tro – jeg vil vide!
 
Heldigvis stødte jeg for 18 år siden på Bruce Moen. Først via hans bøger og siden personligt hvor han lærte mig sin metode til at undersøge hvad der sker når vi dør. En metode jeg siden har gjort hvad jeg kunne, for at videreformidle.
 
Først nu – efter hans død – er jeg dog direkte trådt ind i lærerrollen (som han certificerede mig til). Og først nu – efter at have haft min ilddåb i Milano for en måned siden – gør jeg det på dansk.
 
Den 27./28. april holder jeg hans Exploring the Afterlife-workshop (på dansk!) i InspirationsCenter Førslev Gl. Mølle i Haslev (der er offentlig transport hertil hvis du ikke har bil).
 
Her vil jeg lære dig:
– at få kontakt til åndelige hjælpere
– at bruge dine ikkefysiske sanser
– at kommunikere med afdøde
– at hjælpe fastlåste sjæle videre og derigennem få større viden om efterlivet
 
Du kan læse detaljerne og tilmelde dig her: Hvad sker der efter døden? – fra tro til viden
{ 1 comment }

16 ud af 21 fik bekræftet kontakt til efterlivet

Jeg er lige kommet hjem efter en forrygende uge i Milano. Her underviste jeg 21 italienere i at udforske efterlivet med Bruce Moens metode (som jeg er certificeret i).

Det var første gang jeg holdt kurset på engelsk, og det var første gang jeg underviste så mange i det på en gang, men det gik godt! Jeg så de fleste deltagere tage hjem med varme hjerter og julelys i øjnene (muligvis alle – der var i hvert fald ingen der så ærgerlige ud ;-)), de deler glade beskeder og fantastiske oplevelser på Facebook, og lærerinden her er lykkelig! 16 ud af 21 rakte hånden op da jeg spurgte efter sidste øvelse hvor mange der oplevede at have fået bekræftet kontakt til efterlivet. De resterende kan endnu nå at få bekræftelsen (det sker jævnligt at folk finder bevis for det de oplevede, efter at de er kommet hjem) og så som minimum ud til at have haft gode oplevelser uden også.

Det var bestemt ingen loppetjans at undervise i et andet land, for når nogen stiller spørgsmål på et sprog man ikke forstår, og man får det via tolk, og det er noget indviklet noget, og man selv lige skal oversætte sit svar på det man tror de spørger om, til engelsk i sit hoved og så videreformidle det på en klar måde – også gennem tolk – så … mja, lad os bare sige at jeg var lidt ude af min komfortzone, og det krævede al min koncentration. 😄 Så jeg er ærlig talt stolt af det gode resultat, de varme tilbagemeldinger og af at turde kaste mig ud i det uden tøven.

Når jeg skal være helt ærlig – og det skal jeg – så har jeg nemlig ikke turdet holde kurset på dansk af ren præstationsangst! Bruce Moen har holdt det i København 4 gange, og jeg har været bange for ikke at kunne leve op til ham. Nu har jeg haft min ilddåb, og jeg er ikke bange mere.

Første gang jeg holder kurset herhjemme, bliver til april. Det kan du læse mere om – og evt. tilmelde dig – her: Find ud af hvad der sker når vi dør

Jeg fik roser af en glad deltager.

{ 0 comments }

Tag dig i agt!

De seneste dage er der kommet grumme afsløringer frem om en populær (i hvert fald i de kredse jeg kommer) tantraskole. Mit indlæg skal ikke handle om dét specifikt, for det er jeg ikke særlig involveret i, men sagen har givet mig lyst til at understrege hvor vigtigt det er at vi mærker efter selv hvad der er det rigtige for os.

Kender du det at du har noget på fornemmelsen, men du er fristet til at gå imod fornemmelsen, for du har egentlig ikke rigtig noget at have den i? Sådan har jeg indimellem haft det. Jeg har altid bildt mig ind at jeg ikke havde nogen særlig god intuition. Det baserede jeg på at andre som jeg var sikker på måtte have en meget bedre intuition (eller de sagde det selv), fornemmede noget helt andet end mig.

Først de senere år er det gået op for mig at det faktisk var min intuition der var den skarpe. På egne vegne, altså. Jeg kan ikke afgøre hvad der har føltes rigtigt for andre. Men jeg har igen og igen overrasket kunnet konstatere at min intuition talte højt og tydeligt, og at den ikke tog fejl. Bl.a. om den (u)nævnte tantraskole. Jeg har altid mærket at jeg ikke skulle den vej, selv om mange jeg kendte, glade og begejstrede gik den. Men også mht. andre ting, relationer, jobs …

Det kan være svært at mærke hvad der er intuition, og hvad der er ego. Folk der vil overbevise os om at følge dem, kan udnytte netop dét: Vores frygt for at vi lytter til egoet uden at være klar over det. De udfordrer os måske på vores mod: “Hvad er du bange for? En ægte modig/spirituel/oplyst/mand/kvinde ville gå med – du er nok ikke klar”. Men nogle gange er det virkelig modige at sige nej tak, også når det vi står overfor, glitrer og skinner som guld, og alle andre melder sig ind i en klub vi gerne ville være medlem af (både bogstavelig talt og i overført betydning). Men siger mavefornemmelsen nej, så lad være. 

Jeg udbyder selv spirituelle kurser med potentielt vilde og udviklende oplevelser, og jeg undersælger dem nok lidt – af frygt for at være eller blive opfattet som en af de pågående typer der er overbevist om at min måde er den rigtigste måde. Det kunne jeg egentlig godt tænke mig at holde op med. Altså at undersælge dem. Og måske derfor er det mig ekstra magtpåliggende at få sagt: Husk nu at mærke efter selv!

Læs og hør alt hvad du kan komme til, om den metode der tiltaler dig. Spørg nogen du stoler på, hvad de synes om det. Spørg på Facebook om folk har hørt om det, og lyt – igen med din egen intuition intakt – til eventuelle advarsler. Og lovprisninger. Lyt til det hele, og træf så dit valg fra hjertet. Noget lyder skummelt eller for godt til at være sandt, men man kan mærke med hver en celle i sin krop at man skal det. Andet lyder helt vidunderligt, men alle celler skriger at man skal holde sig væk. Lad cellerne bestemme hvad du gør. De gode, varme, saftige celler der passer på dig. Ikke som et panser, men som en kærlig kraft der skærmer dig mod det der ikke er dig.

Jeg tror ikke på fejltagelser, så går man imod sin intuition, kommer man højst på en omvej. Dem lærer man meget af. Men det er nu sjovere at lære af glæde end af smerte.

{ 0 comments }

Manifestation: Hvad vil du give?

Det meste af året har mine manifestationsøvelser primært bestået i at manifestere et nyt sted at bo. Mine visionboards har afspejlet det, og mine bekræftelser har handlet om det. 

De ønsker jeg havde til en ny bolig, er nu gået i opfyldelse i en grad jeg knapt fatter (jeg flytter på fredag), så forleden spurgte jeg mig selv: “Hvad mon der skal på mit visionboard for det nye år?”

Materielt set er der skam meget jeg kan ønske mig endnu, men de materielle ting jeg mangler, har befundet sig på mit visionboard i årevis, og jeg tænker at når nu mit boligønske er gået så eftertrykkeligt i opfyldelse, så kommer resten nok også. Så hvad skal jeg fylde på ønskesedlen, visionboardet og bekræftelseslisten for det nye år? 

Det fik jeg svaret på i dag pga. noget jeg hørte i en lydbog, nemlig: Manifestation handler ikke kun om hvad du vil HAVE, men også om hvad du vil GIVE. 

Bum. Hvad vil jeg egentlig give til andre og til verden? 

Dét var nemt for mig at svare på, så nu kan jeg gå i gang med at finde de rette billeder og ord til at skabe det i mit liv. Og lur mig om ikke det nødvendige materielle automatisk følger med efterhånden som vi træder ind i vores livsformål og lys?

{ 0 comments }

Sådan overlever du at debattere med en skeptiker

Jeg holder meget af en god debat. Men når man som jeg beskæftiger sig med emner som ikke er helt håndgribelige, såsom bevidsthed, nærdødsoplevelser og psykokinese, så risikerer man nemt at få en særlig type mennesker på nakken: Skeptikere.

Nu gør jeg noget som jeg senere vil påpege som et problem vi bør undgå: Jeg skærer alle over én kam. Jeg kalder ”dem” en ”type”. Det er fordi denne artikel er mest relevant for dig som støder på lige dén type af skeptikere, så jeg vil lige definere hvem jeg primært taler om her:

Skepsis betyder oprindeligt (på græsk) ’undersøgelse’ eller ’tvivl’.

Men den type skeptiker jeg taler om her, er hverken tvivlende eller undersøgende – han er ganske overbevist om at du tager fejl, og at han har ret. Han er lukket for at verden kan ses på andre måder end den rent videnskabeligt håndgribelige. Jeg skriver ’han’ fordi jeg oftest støder på mandlige skeptikere, men det kan naturligvis også være en kvinde.

Inden for filosofien er skepticisme ifølge ordnet.dk en ”opfattelse der udelukker at objektiv eller sikker erkendelse af noget er mulig”. Men denne type skeptiker er nu ganske sikker: Kun det videnskaben kan måle og veje – nej, rettelse: Kun det videnskaben allerede har målt og vejet, er virkeligt.

Denne type skeptiker er nærmest religiøs, bare med videnskaben som den enerådige gud han tilbeder. Sådan ser han ikke sig selv – han vil faktisk nok betakke sig for at blive kaldt netop det.

En debat med sådan en skeptiker er ikke en god debat. Det er en drænende debat. Sikkert ikke for ham. Jeg tror han får energi af den.

Det tror jeg fordi han typisk er hovedmenneske. Men jeg er hjertemenneske, og det er du sikkert også. Eller mavemenneske. Dig som jeg henvender mig til her, ved præcis hvad jeg mener med de termer. Du bliver fysisk træt når du har talt med hovedmennesker i længere tid. Et hovedmenneske forstår ikke din logik – og vil i øvrigt hævde at det slet ikke er logik. Faktisk vil han sikkert henvise til logik-artiklen på Wikipedia for at vise dig at du overhovedet ikke skal bryde dig om at bruge det ord sådan som almindelige mennesker bruger det, når du debatterer med ham, men er nødt til at forholde dig til den oldgræske betydning.

Og du vil ofte ikke forstå hvorfor han ikke bare mærker efter hvad der er sandt. Om han dog ikke kan mærke når noget er rigtigt? (Så fik jeg karikeret os lidt også, og balancen er nogenlunde på plads.)

Nu til sagen: Hvordan du overlever en debat med en skeptiker (og vurderer om det overhovedet er din tid og energi værd):

1. Debattér ikke noget du ikke reelt ved noget om

Jeg går personligt aldrig ind i de debatter der handler om om jorden er flad eller rund. Har du aldrig hørt om at der er nogle der – jo, i dette årti! – er overbeviste om at den er flad, så prøv at google fladjordsteori. Den er god nok! Du kan måske læse ud af mine udråbstegn at jeg ikke er en af dem. Men jeg kunne ikke drømme om at debattere det, for jeg véd det ærlig talt ikke. Om jorden er flad eller rund, er et trosspørgsmål for mig.

Det kan du måske grine lidt af, men jeg bruger det som eksempel på noget jeg aldrig selv har undersøgt. Det interesserer mig ikke. Jeg har lært i skolen at den er rund, jeg har set billeder af den fotograferet fra rummet, jeg har hørt astronauter fortælle at de har set den, og jeg har absolut ingen grund til at tro at nogen skulle lyve for hele menneskeheden om netop det. Jeg kan heller ikke se at det skulle gøre en forskel for mit verdensbillede om jorden er flad eller rund.

Igen: Det virker måske som et fjollet eksempel, og du kan få lyst til at komme med en masse argumenter for at jeg burde vide at den er rund og ikke bare tro det, men det er mig bare så inderligt ligegyldigt. Jeg er helt overbevist om at den er rund, og jeg er helt overbevist om at hvis jeg gik i gang med at undersøge sagen grundigt for at få viden om det og ikke bare tro, så ville jeg nå frem til den konklusion at den vitterligt er rund.

Min pointe er: Hvis jeg gik ind i en debat om det, ville jeg komme til kort, og jeg ville derfor ikke kunne bidrage positivt til debatten.

Så spørg dig selv inden du går ind i en debat om … lad os sige blomstermedicin: Véd jeg noget om det her emne, eller tror jeg lige så meget som den anden part? Bidrager jeg med viden til debatten, eller er jeg bare med til at piske en (uanset positiv eller negativ) stemning op? Og ender jeg bare med at blive drænet fordi jeg kommer til kort i sidste ende?

Ved du faktisk noget om emnet, så giv den gas!

2. Sæt ikke din meddebattør i bås

Som jeg skrev øverst: Du skal ikke gøre som jeg gør i denne artikel. I hvert fald ikke imens du debatterer.

Det er meget nemt at trække ”alle de skeptikere jeg nogensinde har debatteret med”-hatten ned over din aktuelle meddebattør. Men prøv om du kan lade være, for selvom du engang har debatteret med én idiot, betyder det ikke at alle er idioter.

Jeg har selv ofte i den slags debatter følt at jeg først skulle kæmpe for at krænge ”alle de sølvpapirshatte jeg nogensinde har mødt”-hatten af før en meddebattør ville tage mig alvorligt.

Det er skideirriterende at blive tillagt tro på blomstermedicin, healing eller ufoer fordi jeg i en debat påberåber mig viden om livet efter døden. Jeg vil gerne spørges hvis den anden er nysgerrig efter om jeg også tror på den slags, og han synes det har betydning for vores debat, men pludselig at skulle forsvare andres holdninger til noget man ikke har en mening eller viden om selv, midt i en snak om noget andet, er meget forstyrrende for debatten.

Derfor gør jeg også mit bedste for ikke at tillægge den anden holdninger han ikke har givet udtryk for. Også selv om jeg har en fornemmelse af at det bare er et spørgsmål om tid. Og ganske ofte er jeg blevet positivt overrasket når jeg har behersket mig.

3. Vær mod andre som du ønsker at de skal være mod dig.

Åh, det kan være fristende at kaste med mudder. Når man enten direkte eller indirekte bliver kaldt naiv eller dum, så kan det sgu ærlig talt være svært ikke at kaste lidet flatterende gloser den anden vej.

Desværre får du næppe andet ud af det end at leve op til samtlige fordomme den anden måtte have om  dig.

Træk dig i stedet fra debatten, og stil dig tilfreds med at den anden åbenbart mangler saglige argumenter siden han er nødt til at synke ned på det niveau. Insister på den gode tone ved at holde den selv.

4. Debattér kun med nogle der faktisk ved hvad du/de taler om

– eller i det mindste er oprigtigt interesserede i din holdning og ikke kun venter på at du skriver noget dumt de kan angribe.

Sådan som jeg har det med flad/rund jord-debatten, har jeg med årene konstateret at nogle skeptikere f.eks. har det med emnet ”livet efter døden”. De er overbeviste om at de har ret, men de véd det faktisk ikke. Og det har aldrig interesseret dem nok til at de har sat sig grundigt ind i emnet.

Det afholder dem dog ikke fra at debattere det med dem der har.

Det var en stor lettelse for mig da det en dag gik op for mig. For hvorfor i alverden bruge tid og energi på at debattere et emne jeg selv er passioneret omkring, med en der udelukkende var ude på at få ret i noget han ikke reelt vidste noget om, og måske få en ”sølvpapirshat” som mig ned med nakken som bonus?

Jeg gider derimod godt at debattere det med folk der har en oprigtigt nysgerrig og undersøgende tilgang til det jeg skriver. Folk må også vældig gerne komme med modargumenter. Den slags debatter er med til at gøre én skarpere og mere vidende på sit felt.

Vi kan ikke alle være eksperter på alle områder. At folk ikke har personlig erfaring med det de taler om, diskvalificerer dem ikke nødvendigvis. Ofte risikerer man dog ved at debattere med skeptikere, som jo gerne trækker videnskabskortet, at komme ud i en skolegårdsagtig “mine eksperter kan tæske dine eksperter”-snak fordi ingen af parterne reelt forsker i emnet selv. Og det er ganske godt at være opmærksom på at din meddebattør ofte trækker lige så meget på en tro på noget som han beskylder dig for at gøre.

Jeg kan personligt ofte savne at diskutere de ting jeg ved noget om, med nogle som har læst de ting jeg har læst, og oplevet de ting jeg har oplevet, men konkluderet noget andet end jeg har. Dét ville kunne udfordre mit verdensbillede. ”Mine forskere er stærkere end dine forskere” er lige så meget tro som religion er, og det rykker ikke særlig meget.

Debatten kan være ganske fin alligevel, men vær opmærksom på at I har helt forskellige udgangspunkter.

5. Tag ikke noget personligt

Mange hjertemennesker er voldsomt følsomme. Faktisk er der en hel del der aldrig blander sig i debatter af samme grund. Det er simpelthen for sårbart.

Derfor skal du huske på det jeg skrev under punkt 2: Du får muligvis trukket en hat ned over hovedet som ikke er din, og det er derfor slet ikke sikkert det er dig den anden angriber. Du er bare i dette øjeblik personificeringen af samtlige idioter den anden har debatteret med i tidens løb.

Tag det ikke personligt, men gør venligt opmærksom på at du ikke kan få øje på dig selv i det den anden skriver – eller træk dig helt fra debatten hvis du fornemmer at den anden bare vil have ”endnu en sølvpapirshat” ned med nakken.

6. Vær ikke bange for at tage fejl

Indrømmet: Det er ikke særlig fedt at se sig slået i en debat. Jeg synes selv de fedeste debatter er dem hvor begge parter føler sig klogere bagefter. Man behøver slet ikke nå til enighed; det er bare fedt at debattere med et andet passioneret menneske. Og er du villig til at lægge dine fordomme om at din meddebattør er af den kedelige slags skeptikere, på hylden, så kan du være heldig at han viser sig at være en sjov og givende ”modstander”.

Men skulle debatten nu alligevel ende med at du sidder med følelsen af at den anden faktisk har ret i at du ikke helt ved hvad du taler om, så tag det ikke som et nederlag, men i stedet som benzin på din motivation for at blive endnu klogere på emnet.

Der er mange spændende bøger (f.eks. Det ny testamente og bøger om videnskab) jeg udelukkende har fået læst fordi nogen plantede et stort spørgsmålstegn i mig i en debat. Og for en som mig der hellere vil have viden end tro, er det en stor gave.

7. Mærk efter: Dræner det dig, eller giver det dig energi?

Inden du overhovedet giver dig i kast med at smide en kommentar ind i en debat, så mærk efter: Hvad er din dagsform? Orker du at blive modsagt i dag? Kan du holde til et direkte angreb?

Debattonen på især sociale medier er til tider hård! Vær opmærksom på om din meddebattør er en en der håner dig eller respekterer dig, og lad være med at debattere med hånere.

Vær ikke bange for at blande dig i en debat, men vær endnu mindre bange for at trække dig fra den igen. Du taber ikke ansigt ved at trække dig, men kan derimod tabe voldsomme mængder af god energi ved stædigt at holde fast i at følge den til dørs.

En god meddebattør vil altid have forståelse for at du ikke har mere tid eller energi til jeres debat. Kun dem du alligevel ikke gider debattere med, vil have hån tilovers for det.

Både en god og en dårlig debat kan vække dig kl. 4 om morgenen ved at din hjerne arbejder på højtryk med et godt svar til den anden. Læg mærke til om dét fylder dig med glæde og positiv kampgejst, eller du har en knude i maven og næsten ikke orker at gå på Facebook den dag (hvis det er der debatten foregår) af frygt for at blive konfronteret med din meddebattør. I sidste fald: Afslut pænt debatten, og hop videre til noget der gør dig glad.

Det skal være sjovt og/eller givende at debattere!

En god debat giver god energi. En dårlig bidrager ikke med noget godt. Jeg håber jeg med ovenstående har givet dig ballast til at kende forskel og undgå – eller overleve – de dårlige.

{ 0 comments }

Alle kan meditere (jo, også dig)

”Jeg kan ikke meditere” hører jeg ofte nogen sige. Og det passer ikke. Hvis du tror du ikke kan meditere, er det fordi du tror meditation er noget andet end det er.

Meditation er en proces. Det er muligt vi med vores meditation søger at opnå en særlig tilstand – en meditativ tilstand. Og det er nok det der forvirrer os lidt – at vi kalder både det ene og det andet for ”meditation”. Både vejen og målet.

Men det er vejen der er det vigtigste. Du kan aldrig nå målet uden at gå vejen. Og alle kan gå vejen.

At sige ”jeg kan ikke meditere” svarer til at sige ”jeg har ikke talent for at spille klaver” når det vi faktisk mener, er ”jeg kan ikke spille Chopins Minutvals”. Vi kan alle – forudsat vi har lemmer at trykke tangenterne ned med  – sætte os ved et klaver og spille noget. Spørgsmålet er om vi er tålmodige nok til at blive ved indtil Minutvalsen flyder let fra fingrene.

Vi kommer aldrig til at lære at spille Chopin hvis vi ikke er villige til faktisk at sætte os ved klaveret. Vi når ikke målet uden at gå vejen. Og det ville være noget vrøvl at sige at vi ikke ”spiller klaver” før vi spiller en fejlfri Minutvals. Vejen derhen er også  at spille klaver – ikke kun at spille fejlfrit.

Og det er  det samme med meditation.

Jeg har lavet en del guidede meditationer og bruger selv andres med stor fornøjelse. Når jeg altså har et særligt formål med meditationen.

Men her er den eneste vejledning du faktisk behøver: Sæt dig i en behagelig stilling. Luk øjnene. Bliv siddende i noget tid. Åbn øjnene.

Du behøver ikke tænke på din vejrtrækning. Du behøver ikke gøre noget med dine tanker. Jo mere du gør, desto mindre mediterer du faktisk.

Tanker er der bare. Det er fint.

Du kan godt på et tidspunkt opnå en tilstand hvor du ikke længere bemærker dem, og så vil du måske – når du bemærker dem igen – tænke ”jubiii, nu kan jeg meditere”, men det der skete, var bare at du nåede det mål du oprindeligt havde med at begynde at meditere. Du har mediteret hele tiden. Også dengang du ikke kunne lade være med at bemærke dine tanker.

Meditation er villigheden til at sætte sig ned og bare være med sig selv. Ikke andet. Hvad der kommer ud af det, er det spændende ved meditation. Ikke slutresultatet i sig selv, men vejen. Det er der alle indsigterne kommer. Det er der alting falder på plads. Det er der de sjove oplevelser findes.

Og jo, det er også dejligt at være i en mål-tilstand af ”ingen tid” eller ”ingen tanker” eller “et med alt”, men hvor tror du magien findes?

Den findes når du kommer ud af den tilstand igen. Når du vurderer den, reflekterer over den, fryder dig over den. Når du lever i den bevidsthed at den tilstand eksisterer. Når du ved at du kan finde den igen. Eller måske rettere: At den tilstand kan finde dig igen. Når du villigt sætter dig ned og åbner dig for den ved at meditere. Og véd at det faktisk er vejen der er det virkelig interessante – ikke destinationen.


{ 1 comment }

Det er så simpelt at det er svært at tro det

Hvilket plan arbejdede han fra? Det mentale plan? Det æteriske? Hvilket fokusplan skal man være i for at få kontakt til en afdød? Gik han ud af kroppen? Var det i virkeligheden klardrømme han havde? Hvilken Hemi-Sync-cd vil hjælpe mig derhen hvor han var? Er det bedst at sidde eller ligge ned? Hvordan får man nemmest en ud af kroppen-oplevelse?

Alt det får du måske lyst til at spørge om når du læser bøger som Bruce Moens. Vi læser om alle disse fantastiske oplevelser beskrevet i detaljer, og nogle af os begynder måske at overveje hvordan vi selv kan opleve det samme.

Og det er skam gode spørgsmål at stille hvis vi gerne vil sætte Bruces oplevelser ind i en forståelsesramme vi allerede kender og kan forholde os til. Derimod er de mindre brugbare når det kommer til faktisk at gøre det han gjorde.

Metoden

Heldigvis for os var Bruce en meget praktisk mand. Som han skrev i sin Afterlife Knowledge Guidebook: “Som ingeniør er jeg uddannet specifikt i at lede efter måder at gøre processer mere effektive, billige og mindre tidskrævende på.” Således skabte han den enkleste metode til at lære andre at gøre det han gjorde. Og det er så her det bliver tricky.

Han plejede at sige: “At lære at udforske vores efterliv er så nemt at det sværeste er at tro at du gør det.”

Og det er virkelig nemt. Faktisk kan jeg give dig metoden lige her:

  • Sæt dig i en behagelig stilling
  • Tag dybe, afslappende vejrtrækninger
  • Forestil dig frisk energi løbe oppefra og nedefra gennem din krop og rundt om dig
  • Føl kærlighed
  • Sæt en intention om at besøge den person du gerne vil kontakte
  • Bed om at der kommer en hjælper
  • Bed hjælperen om at føre dig hen til den du vil besøge
  • Tal med den person, og få nogle oplysninger du (forhåbentlig) kan få verificeret bagefter.

Så simpelt er det. En kort og kedelig beskrivelse af hvor simpelt det er (hvis du nogensinde kommer på en af mine workshops, så lover jeg at gøre det meget mere sjovt og interessant!), men ikke desto mindre: Det er bare dét.

Så her kommer den svære del: Hvordan ved vi at kontakten med vedkommende er virkelig??

Og det er her vi nysgerrige, har-læst-et-utal-af-bøger-om-emnet, venstre-hjernehalvdels-typer (som regel) begynder at gøre det indviklet for os selv. Vi prøver metoden, men arh, så nemt kan det ikke være, og så begynder vi at lede efter nøglen i den tilstand han befandt sig i. “Måske skal jeg bevæge mig mere ind i den mentale del af min aura. Måske skal jeg føle kærligheden stærkere. Måske skal jeg være på dette eller hint fokusplan. Måske er jeg ikke afslappet nok. Måske virker det bedre når jeg ligger ned. Måske skulle jeg påkalde en ærkeengel i stedet for bare en almindelig hjælper.”

Men det er de forkerte steder at lede efter den nøgle. Nøglen befinder sig i den allersidste del af metoden: Få nogle oplysninger du (forhåbentlig) kan få verificeret bagefter.

Og det er her det bliver sårbart. Det kræver mod. Og mit gæt (eller min projektion) er at det er derfor de fleste af os giver op og aldrig rigtig slipper af med vores tvivl.

Sådan får du verificerbare oplysninger, og derfor kræver det mod

Spørg en du kender, om du må få navnet på en afdød du ikke kendte, men som de kender godt, kontakte denne person og se om du kan få en besked til dem og andre oplysninger der kan bekræfte din oplevelse.

De fleste (jeg vil gætte på og foreslå at du kun spørger folk der ikke vil tro du er blevet vanvittig) vil sikkert sige ja og give dig navnet på en forælder, et barn, en bror, søster, ven eller bedsteforælder.

Så langt så godt.

Så går du i gang med metoden. Du kontakter den afdøde og får et indtryk af deres omgivelser, deres udseende, hvad de lavede i deres fysiske liv, hvordan de døde, og du beder dem om at vise eller fortælle dig noget som kan bevise for personen der gav dig navnet, at du virkelig havde kontakt med dem.

Og så kommer den sårbare del: At sætte dig ned med din ven og fortælle hvad du sansede. Og at risikere at tage fuldstændig fejl. Ikke bare fordi din ven måske håbede på at få bekræftet at deres kære lever videre, og du vil nødig skuffe dem, men også fordi du – medmindre du er den robuste type med virkelig højt selvværd – sikkert vil føle dig som en fiasko.

Desuden: Når intet kunne verificeres, hvad så? Hvad hvis det sker de første 10 gange du gør det? Hvor længe kan du holde til nederlag før der dukker noget beviseligt op? Og ikke bare en lille ting du kan rationalisere væk (som vi ofte gør efter noget tid), men en ordentlig bid der ikke kan afvises?

(En note her som jeg vil skrive mere om i et andet indlæg, og som jeg underviser i på Bruces workshop: Vær opmærksom på at din ven som gav dig navnet, måske ikke er særlig åben for det du fortæller, af alle mulige grunde, og det kan være du faktisk har mange flere fuldtræffere end du tror!)

Husk: Bruce kæmpede med det her i flere år

Bruce var stædig, og han blev ved. Hvis du har læst hans bøger, vil du vide at vi skal et godt stykke ind i bog nr. 2 før han har den “rejse hinsides al tvivl” som gav ham vished. Det tog ham ca. 3 år:

“Jeg havde udforsket den menneskelige eksistens efter ”døden” i lidt over
tre år siden Lifeline-kurset. Mange af de oplevelser jeg havde haft, havde indeholdt oplysninger der i et eller andet omfang kunne verificeres. Men jeg havde altid haft en følelse af skepsis og tvivl, selv under de verificerbare oplevelser. En del af mig ville ikke overgive sig og nægtede at acceptere at mine oplevelser var virkelige. Den del af mig fornægtede muligheden for at jeg kunne udforske Efterlivet, fordi den holdt fast i en overbevisning om at sådan noget ikke fandtes. Man kan kalde det mangel på tillid eller ren og skær skepsis, men i et eller andet omfang havde jeg altid haft den tvivl
med mig.”
(En Rejse Hinsides al Tvivl, side 151)

Husk det når du begiver dig ud på din egen rejse. Det kom ikke nemt til ham heller. Det ser måske sådan ud når man læser hans bøger, med de er beskrivelser af flere års træning og efterrationalisering.

Vi er alle begyndere på et tidspunkt, så som med alt andet i livet: Sammenlign ikke dig selv med nogen der har arbejdet sig op til ekspertniveau, når du selv først lige er begyndt at bevæge dig ind på ukendt territorium. Bliv ved, og vigtigst af alt: Hav et åbent sind.

Tænk som en opdagelsesrejsende

Tilbage til de spørgsmål jeg lagde ud med. Jeg har ikke nemt ved det, men jeg prøver at give slip på hvad jeg tror jeg allerede ved om hvordan tingene burde eller må være. I det mindste når den “viden” faktisk er en overbevisning. Selvfølgelig er begreber meget brugbare når vi skal lære eller forstå noget, men jeg prøver indimellem at minde mig selv om at de også kan blokere for min egen erfaring.

For eksempel: Hvad nu hvis jeg forventer at se chakraer i klare farver fordi jeg har læst en masse bøger om at vi har sådan nogle, men jeg endnu har til gode at se dem selv? Det får mig måske til at tænke at jeg gør noget forkert. Måske bliver jeg endda så fokuseret på at prøve at se de chakraer at jeg går glip af noget der ville være meget mere interessant og vigtigt for mig.

Ved at forsøge (og fejle) i årevis på at gå ud af kroppen fordi jeg har læst i Robert Monroe’s bøger at det var sådan han foretog sine rejser, går jeg måske glip af en metode der er langt lettere at opnå. Bruces, for eksempel.

Kan du se hvor jeg vil hen?

Det er ikke fordi jeg ikke forstår behovet for at, nå ja, forstå hvordan noget virker, men jeg vil bare gøre opmærksom på at det sandsynligvis er den mindst effektive måde at gribe det an på.

I stedet bliver vi nødt til at gå praktisk til værks. Hvor skræmmende det end måtte være at risikere at se dum, prætentiøs eller amatøragtig ud – eller hvad det nu måtte være for en skyggeside der står i vejen for at vi kommer i gang.


Har du udenlandske venner der synes sådan noget her er spændende? Så kan du sende dem over til den engelske udgave af indlægget her: It’s so simple that it’s hard to believe we’re doing it

{ 0 comments }

Jeg skal til Italien – yay!

Jeg er blevet inviteret til Italien (Milano eller Rom – måske begge) til februar for at holde Bruce Moens Exploring the Afterlife-workshop. Jeg har hidtil kun holdt den workshop for en lille lukket gruppe da jeg boede i København, så det er en helt vild og vidunderlig mulighed jeg her har fået. Jeg glæder mig SÅ meget!

Af samme grund kan du fremover støde på en international hjemmeside af mig på engelsk, nemlig min nye side Exploring the Afterlife. Jeg har ikke tidligere haft nogen grund til at skrive om de ting på engelsk, men for en uges tid siden var jeg gæst i en Italiensk Facebook Live for dem som kunne være interesserede i workshoppen til februar, og det at høre deres mange interessante spørgsmål inspirerede mig til at begynde at skrive om det på engelsk også.

Jeg kommer næppe til at skrive noget på den side som jeg ikke også skriver på dansk her, så der er som sådan ingen grund til at følge mig begge steder, men så har du da et sted at linke hen hvis du kender en udlænding som er interesseret i Bruce Moens arbejde – og nu i mit. Det må du vældig gerne. Omend jeg også må tilstå at det prikker til hende den usikre Anja indeni at begive sig ud i at skrive om Moens arbejde på hans eget sprog på trods af at jeg har gjort det på dansk i årevis.

Jeg er så begejstret for hans undervisning, og jeg håber at kunne overbringe den på en måde hvor endnu flere mennesker vil få glæde af den i deres udforskning af Efterlivet. Hans metode er så praktisk og nede på jorden. Og det er måske derfor den passer så godt til mig. 🙂

{ 1 comment }